Stå op for Kirken
Forfatterne bor henholdsvis i Baden-Württemberg i Tyskland og i Utah i USA.
»Jeg tilhører Jesu Kristi sande Kirke på jord, jeg elsker hans navn og ønsker kun at følge i hans spor« (Børnenes sangbog, s. 48)
Eastons første møde i Kirken i Tyskland var lige slut. Han havde troet, at det blev rigtig svært, men det mindede meget om kirken, som han plejede at gå i, i USA. Her måtte han bare bruge hovedtelefoner for at høre talerne, som blev oversat til engelsk.
Mor og far var begyndt at tale med den familie, som sad bag dem. Det så ud som om, at de havde en dreng på hans alder.
»Det er familien Finotto,« sagde mor til Easton. »GianMarco går i samme klasse som dig i skolen.«
»Sejt!« Easton smilede til GianMarco. Hans navn lød som to navne, man trak sammen og som sluttede med et »o«. »Hvor kommer du fra?«
GianMarco smilede tilbage. »Vi er fra Italien. Men vi er lige flyttet hertil fra Kina.«
»Wauw!« sagde Easton. »Jeg har aldrig været i Kina.«
Den næste dag skulle Easton i sin nye skole. Han var lidt nervøs. Men så så han, at GianMarco vinkede til ham fra den anden side i klasseværelset. Han havde i det mindste allerede en ven. Der var børn fra hele verden i hans klasse. Han ville måske blive glad for denne skole.
»God morgen!« Læreren smilede til alle. »Jeg hedder fr. Albano. Er der nogen, der kan fortælle mig, hvad identitet betyder?«
En pige rakte hånden i vejret. »Det betyder, hvem du er. Hvad der er vigtigst for dig.«
»Præcis!« sagde fr. Albano. »Så lad os lære hinanden at kende. Hvad er en del af jeres identitet? Hvad gør jer til jer?
»Jeg kan godt lide videospil,« sagde en pige på forreste række. Fr. Albano smilede og skrev hobbyer på tavlen. »Hvad ellers?«
GianMarco rakte hånden op. »Jeg kommer fra Italien.« Fr. Albano nikkede og skrev land på tavlen.
Easton prøvede at komme i tanke om noget, han kunne sige. »Jeg går i kirke,« sagde en dreng nede bagi.
»Den var god,« tænkte Easton. »Det skulle jeg have sagt.«
Der var en, der grinede. Og så begyndte en masse af børnene at grine. Easton kiggede forvirret på GianMarco. GianMarco så også forvirret ud. Hvorfor grinte de?
Da han kom hjem, fortalte Easton mor, hvad der var sket.
Mor rynkede på næsen. »Nogle mennesker forstår ikke, hvorfor kirken er vigtig. De synes, det er fjollet.«
»Åh,« sagde Easton. Han syntes overhovedet ikke, at det var fjollet at gå i kirke.
Nogle få uger senere bad fr. Albano eleverne om at lave en præsentation sammen med en forælder om familiens identitet.
»Hvad skal vores projekt være?« spurgte mor, da de dækkede middagsbordet.
Easton tænkte på, hvordan klassen havde grinet. »Jeg synes, at det skal handle om Kirken,« sagde Easton.
Mor smilede. »Det er en god idé!«
»Og kan GianMarco og søster Finotto lave den med os?«
»Rigtig god idé! Jeg ringer til dem, når vi har spist.«
Den næste dag kom GianMarco og søster Finotto på besøg. Først talte de om, hvad de syntes, der var det vigtigste ved Kirken. Mor skrev alle deres ideer ned i en notesbog. Så fandt de nogle store ark papir og billeder af Jesus og profeterne og templerne, som de klistrede på.
Så blev det endelig tid til at holde præsentationen. Easton stod sammen med GianMarco og deres mødre foran hele klassen. Han tog en dyb indånding.
»Vi er medlemmer af Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige,« begyndte han. Så skiftedes de til at forklare ting om Kirken. GianMarco talte om skrifterne. Mor talte om profeterne. Søster Finotto talte om familieaften. Easton talte om dåb. Det var ret sejt!
Easton havde det rigtig godt, da de var færdige. Der var ikke nogen, der grinede – alle børnene så faktisk ud til, at de kunne lide det! Han var glad for, at han kunne fortælle klassen om noget vigtigt. Han smilede. Han vidste, hvem han var. Han var Guds barn.