Min mission blandt min familie
Forfatteren bor i Chihuahua i Mexico.
Missionspræsidentens spørgsmål ringede i mit hoved et stykke tid efter – hvorfor havde Herren ladet mig blive og gøre min mission færdig?
Da jeg åbnede min missionskaldelse, blev jeg overrasket over, at jeg var blevet kaldet til Veracruz-missionen i Mexico. Min familie havde boet i Veracruz, da jeg blev født, og de fleste af mine slægtninge boede der. Vi var de eneste medlemmer af Kirken i vores familie, så jeg var begejstret for muligheden for at fortælle mine slægtninge om evangeliet.
Men da jeg kom dertil, kom jeg aldrig til at tjene i et område tæt på mine slægtninge. Jeg gav mine kammerater deres adresser, så de kunne besøge dem.
Femten måneder inde i min mission begyndte jeg at få problemer med mit knæ. Mit knæ gjorde rigtig ondt, og til tider var smerten uudholdelig. Da jeg gik til lægen, sagde han, at en operation var den eneste løsning. Det betød, at jeg skulle hjem tidligere. Jeg kunne ikke fatte, at det skete, jeg havde kun tre måneder tilbage af min mission.
Jeg besluttede at henvende mig til Herren og bede om trøst og om muligt et mirakel. Som svar på min bøn følte jeg en dyb lettelse. Min missionspræsidents hustru opmuntrede mig med oprigtig moderlig kærlighed til at vende hjem for komme mig, og jeg skrev til min familie for at fortælle, at jeg ville komme hjem om 2 uger.
Derefter havde jeg et interview med min missionspræsident. Han fortalte mig, at min mor havde kontaktet ham og givet ham et tilbud: Hun kunne komme til Veracruz og tage sig af mig hjemme hos min moster og onkel, mens jeg kom mig, da jeg måtte gå glip af missionæraktiviteter et stykke tid. Missionspræsidenten sagde, at det var en mulighed, men han skulle bede om tilladelse til det.
Da jeg senere fandt ud af, at han havde fået tilladelsen, hoppede mit hjerte af begejstring – jeg kunne blive og gøre min mission færdig. Jeg bad en bøn for at sige tak.
På operationsdagen sagde min missionspræsident: »Søster Gómez, du er nødt til at finde ud af, hvorfor Herren lod dig blive i Veracruz.« Fra da af satte jeg mig for at finde årsagen.
Samme dag sagde min mor, der var ankommet til Veracruz: »Mamá Lita (min farmor) kommer hen på hospitalet for at besøge dig. Det kan være en god anledning til at spørge hende om dine slægtninge.«
»Sikke en god idé!« tænkte jeg. Jeg kunne næsten ikke vente til, jeg kunne spørge hende om mine forfædre. Mamá Lita spurgte, hvad det ville sige at være missionær. Jeg fortalte hende om genoprettelsen og derefter om frelsesplanen, eftersom min farfar – hendes mand – var død for nogle år siden. Så kom det spørgsmål, jeg håbede, hun ville stille: »Vil jeg kunne se min hjertenskær igen?«
Hendes spørgsmål fyldte mig med glæde, og jeg svarede: »Selvfølgelig vil du det!« Hendes øjne lyste op. Det var vidunderligt at kunne fortælle hende om den evige sandhed. Der kom flere spørgsmål, og alle handlede de om frelsesplanen. Så fik jeg mulighed for at stille de spørgsmål, jeg havde om min familie, så jeg kunne udfylde mit slægtstræ. Jeg kunne mærke, hvordan Ånden gjorde hende i stand til at få en forståelse af frelsesplanen.
Da jeg senere besøgte resten af mine slægtninge, talte jeg med min mormor, der hjalp mig med at finde flere navne. Jeg havde mulighed for at fortælle alle dem, vi besøgte, om evangeliet.
Jeg indså, hvorfor Gud havde ladet mig komme til Veracruz på mission og blive der efter min operation. Jeg vendte tilbage til min mission med en dyb kærlighed til slægtshistorie. Takket være min mors omsorg var jeg i stand til at gøre min mission færdig.
Min farmor døde året efter, hvilket gjorde mig meget ked af det. Og på samme tid følte jeg en taknemmelighed og begejstring for at være i stand til at udføre ordinancer for hende i templet et år senere. Da jeg blev døbt for hende, kunne jeg ikke holde glædestårerne tilbage. Hun blev endelig i stand til at være sammen med sin hjertenskær, som hun var blevet gift med for mere end 60 år siden.
Jeg er ikke i tvivl om, at Herren kender vores hjerte. Han lod mig blive i Veracruz for at undervise min familie og overbringe de gode tidender, vor Forløser, Jesus Kristus, kom med. Jeg ved, at jeg en dag vil se mine bedsteforældre igen. Det er vores ansvar at udføre ordinancer for vores slægt, så Gud en dag vil sige til os: »Kom til mig, du velsignede, der er et sted beredt til dig i min Faders boliger« (En 1:27).