Budskab fra Det Første Præsidentskab
Husk ham altid
Præsident Henry B. Eyring
Førsterådgiver i Det Første Præsidentskab
Kan I se for jer, hvordan profeten Moroni indgraverede de sidste ord i Mormons Bog på de gyldne plader? Han var alene. Han havde set sin nations, sit folks og sin families undergang. Landet var i »ét vedvarende kredsløb« af krig (Mormon 8:8). Alligevel nærede han et håb, for han havde set vores tid! Og af alt det, han kunne have skrevet, opfordrede han os til at huske (se Moro 10:3).
Præsident Spencer W. Kimball (1895-1985) kunne godt lide at undervise om, at det vigtigste ord i ordbogen kunne være huske. Eftersom vi har indgået pagter med Gud, sagde han, at »vores største behov er at huske« dem.1
I kan finde ordet huske overalt i skrifterne. Når Nefi formanede sine brødre, opfordrede han dem ofte til at huske Herrens ord og til at huske, hvordan Gud havde reddet deres forfædre (se 1 Ne 15:11, 25; 17:40).
I sin store afskedstale brugte kong Benjamin ordet huske syv gange. Han håbede, at hans folk ville huske »Guds storhed … og hans godhed og langmodighed mod« dem (Mosi 4:11; se også 2:41; 4:28, 30; 5:11-12).
Da Frelseren indstiftede nadveren, opfordrede han sine disciple til at tage den »til ihukommelse« af hans offer (Luk 22:19). I hver eneste nadverbøn, vi hører, kommer ordet altid foran ordet erindre (se L&P 20:77, 79).
Mit budskab er en invitation, ja tilmed en bøn om at huske. Her er tre forslag til, hvad I kan huske på, når I tager del i den hellige nadver hver uge. Jeg håber, at de vil være lige så nyttige for jer, som de har været for mig.
Husk Jesus Kristus
Husk for det første Frelseren. Husk, hvem han var på jorden, hvordan han talte til andre og hvordan han udviste venlighed i sine handlinger. Husk, hvem han brugte tid på og hvad han belærte om. Frelseren »færdedes overalt og gjorde vel« (ApG 10:38). Han besøgte de syge. Han adlød villigt sin Faders vilje.
Mest af alt kan vi huske den store pris, han af kærlighed til os betalte for at fjerne vores synders pletter. Når vi husker ham, vil vores ønske om at følge ham vokse. Vi vil ønske at være lidt venligere, mere tilgivende og mere villige til at søge Guds vilje og følge den.
Husk, hvad I har brug for at gøre bedre
Det er svært at tænke på Frelseren – hans renhed og fuldkommenhed – uden også at tænke på, hvor mangelfulde og ufuldkomne vi selv er i forhold til ham. Vi har indgået pagter om at lyde hans bud, og alligevel kommer vi ofte til kort, når det gælder den høje standard. Men Frelseren vidste, det ville ske, og derfor gav han os nadveren.
Nadveren har sine rødder i Det Gamle Testamentes skik med ofringer, der omfattede bekendelse af ens synder (se 3 Mos 5:5). Vi ofrer ikke dyr mere, men vi kan stadig opgive vores synder. Skrifterne kalder det offer »et sønderknust hjerte og en angerfuld ånd« (3 Ne 9:20). Gå til nadveren med et angergivent hjerte (se L&P 59:12; Moro 6:2). Når I gør det, vil I opnå tilgivelse for jeres synder, og I vil ikke komme væk fra den sti, der fører tilbage til Gud.
Husk jeres fremskridt
Når I ransager jeres liv under nadveren, håber jeg, at jeres tanker ikke blot kredser om det, I har gjort forkert, men også om det I har gjort godt – stunder, hvor I har følt, at vor himmelske Fader og Frelseren er tilfredse med jer. I kan måske tilmed bruge lidt tid under nadveren til at bede Gud om at hjælpe jer med at se det. Når I gør dette, lover jeg, at I vil føle noget. I vil føle håb.
Når jeg har gjort dette, har Ånden forsikret mig om, at selvom jeg langt fra er fuldkommen, så er jeg bedre i dag, end jeg var i går. Og det giver mig tillid til, at jeg takket være Frelseren kan blive endnu bedre i morgen.
Altid er lang tid, og det forudsætter en stor målrettet indsats. I ved af erfaring, hvor svært det er at tænke bevidst på en ting hele tiden. Men uanset hvor godt I holder jeres løfte om altid at huske ham, vil han altid huske jer.
Frelseren kender jeres udfordringer. Han ved, hvad det vil sige at være presset af hverdagens krav. Han ved, hvor presserende jeres behov for de velsignelser, der kommer ved altid at huske og adlyde ham, er – »så [I] altid må have hans Ånd hos [jer]« (L&P 20:77, fremhævelse tilføjet).
Så han byder jer velkommen ved nadverbordet hver uge, hvor I endnu en gang får muligheden for at vidne for ham om, at I altid vil huske ham.