I kan ikke fastfryse det, jeg har i hjertet
Forfatteren bor i Californien i USA.
Blossom var en ung pige i Ghana, da regeringen forbød SDH-kirkens møder
Illustration: Toby Newsome
Da Kirken først kom til Ghana i 1978, forstod styret ikke rigtigt, hvad den og dens skikke handlede om. Det førte til en masse rygter. I takt med at Kirken voksede over de næste 10 år, tog rygterne også til. Jeg husker, at jeg hørte folk sige, at USA sendte mænd for at udspionere landets styre. Da det blev kombineret med en masse anti-mormonsk litteratur, der cirkulerede, gjorde det styret mistænksomt.
Fastfrysningen
Den 14. juni 1989 lukkede styret alle vores kirkebygninger, sendte missionærerne hjem og gjorde alle Kirkens officielle aktiviteter ulovlige. Vi kalder den tid for »fastfrysningen«. Men jeg var kun 18 år dengang og vidste bare, at det en dag blev bekendtgjort, at vi ikke kunne komme i kirke mere. Der var tilmed sat soldater til at holde øje med, at vi blev væk.
Eftersom vi ikke længere måtte mødes i vores kirkebygninger, fik vi tilladelse af Kirkens ledere til at holde nadvermøde i vores hjem. Hvis der ikke var en præstedømmebærer i husstanden, blev man opfordret til at tage til et hjem, hvor der var en. Det var en omskiftelig tid, men også en speciel tid. Vi bar vidnesbyrd for hinanden, og det knyttede os tættere sammen.
Hvordan kan du kalde dig for mormon?
På et tidspunkt under fastfrysningen var jeg nødt til at flytte hjemmefra for at komme på kostskole. Da jeg kom derhen, hørte en af lærerne, at jeg var sidste dages hellig. Han talte direkte til mig og meget negativt om Kirken. Han havde så mange ubehagelige ting at sige. Jeg tænkte mange gange: »Hvorfor hakker du på mig og siger sådant? Jeg tror på læren i evangeliet, men jeg er også stadig et menneske.«
En dag spurgte han, hvordan jeg overhovedet kunne kalde mig mormon mere. Kendte jeg ikke til fastfrysningen? Nu svarer man ikke en voksen igen i vores kultur. Så det faktum, at han var lærer, betød at jeg ikke kunne udfordre ham. Men i det øjeblik indså jeg, at jeg virkelig havde et vidnesbyrd. Jeg ved ikke, hvordan ordene kom ud af min mund, men Ånden kom til mig og jeg rejste mig op og sagde: »Kirken er i mit hjerte. Og ingen kan fastfryse det, jeg har i mit hjerte.«
Og derefter lod han mig være.
I november 1990 ophævede styret fastfrysningen og sagde, at det stod medlemmerne af vores kirke frit at komme i kirke igen. Vi havde hverken radioer eller tv på skolen, så jeg fandt kun ud af det, fordi den omtalte lærer hørte det og straks sendte bud efter mig. Da læreren så mig, sagde han: »Forbuddet mod din kirke er blevet ophævet! Nu kan du gå i kirke igen.«
Han var glad på mine vegne.
De kan ikke fastfryse det, I har i hjertet
De, som forblev i Kirken og holdt kirke sammen under fastfrysningen, knyttede stærke bånd. Vi blev brødre og søstre. Selv nu hvor vi er blevet spredt, hører vi alle om det, hvis der sker en af de andre noget. Vi føler os som pionerer.
Jeg kan godt lide at fortælle folk, at hvis man ved, at ens tro er sand, og man har et vidnesbyrd om den, kan man møde prøvelser, men ens tro bliver ikke rystet. Hvis man ved, at noget er sandt og man tror på det, kan ingen tage det fra en. De kan ikke fastfryse det, I har i hjertet.