En velsignet trøst

Sarah Bieber er fra Calgary i Alberta i Canada

Da det stod klart, at min fars kræft var uhelbredelig, sagde min mor skuffet: »Jeg antager, at vi ikke får vores mirakel.« I det øjeblik følte jeg, at vores familie ville modtage mirakler, selvom en forlængelse af min fars liv ikke var et af dem.

Der skete et mirakel en morgen, da min ven Beth spurgte, om jeg havde nogen planer for dagen. Jeg fortalte hende, at jeg havde planlagt at tilbringe eftermiddagen med min far på hospitalet, men min børnepasningsaftale var røget. Beth tilbød generøst at holde øje med mine børn, så jeg kunne være sammen med min far. Hun tilbød også at tage aftensmad med til min familie. Jeg blev meget taknemmelig.

Da jeg kom hen på hospitalet, havde min far hverken energi til at åbne øjnene eller spise noget. Men kort tid efter oplevede han en drastisk ændring i sit energiniveau. I mere end tre timer var han lysvågen, og vi talte og gik tilmed rundt på hospitalsgangen nogle gange. Der var ingen andre besøgende på det tidspunkt. Jeg blev velsignet med at have ham for mig selv.

Vi grinede, og vi græd sammen den dag. Min far fortalte, hvad han følte omkring at skulle forlade livet, og hvad der betød mest for ham – hans vidnesbyrd om Jesu Kristi evangelium. Den eftermiddag er et af mine dyrebareste minder. Tre dage senere gik han bort.

Det var først en uge efter hans begravelse, at det gik op for mig, at den sidste gang, jeg talte med min far, var den eftermiddag Beth havde passet mine børn. Med tårerne strømmende ned ad mine kinder sendte jeg hende en e-mail, hvor jeg takkede hende for tjenesten og forklarede, hvor meget det betød for mig.

Beth svarede: »Jeg har et vidnesbyrd om, at Gud ønsker, at vi rækker ud med trøst og omsorg – især når vi går igennem noget svært. Jeg har bedt for, at du og din familie finder trøst i denne tid.«

Jeg blev rørt over, at Gud havde tilskyndet Beth til at være den velsignelse, hun havde bedt om, at jeg måtte modtage. Jeg ved, at Gud velsigner os med trøst i livets svære stunder.