»Men I, hvem siger I, at jeg er?«

Peters vidnesbyrd om Kristus

Terry B. Ball

Professor i religion på Brigham Young University

Når vi lærer at elske og forstå apostlen Peter, bliver vi bedre beredt og i stand til at acceptere hans særlige vidnesbyrd om Kristus.

Apostlen Peter er elsket af de troende – måske fordi han virker så autentisk og let tilgængelig for os. Vi kan føle med ham. Vi beundrer hans mod, da han opgav alt og »straks lod garnene være«, da Frelseren sagde: »Kom og følg mig, så vil jeg gøre jer til menneskefiskere« (Matt 4:18-20). Vi forstår hans forvirring over meningen og betydningen af lignelserne (se Matt 15:15-16). Vi kan mærke desperationen, da han råbte: »Herre, frels mig!«, da hans fødder og tro vaklede på den aften på de oprørte vande (Matt 14:22-33). Vi forstår hans fascination af forvandlingen (se Matt 17:1-13). Vi græder med ham i skam over, at han tre gange fornægtede Kristus (se Matt 26:69-75), sørger med ham i Getsemane (se Matt 26:36-46) og glæder os med ham, da han ser den tomme grav (se Joh 20:1-10).

Måske ønskede evangelisterne at give os den personlige tilknytning til Peter. I deres beretninger virker det som om, at de bevidst videregiver flere af hans oplevelser og samtaler med Jesus end nogen af de andre oprindelige tolvs.¹ Mange af os formoder, at al den opmærksomhed vises Peter i evangelierne, fordi han blev talsmand og leder for apostlene. Men måske fortæller Matthæus, Markus, Lukas og Johannes også så ofte og detaljeret om Peters omgang med Kristus, fordi de håbede, at efterhånden, som vi lærer at elske og forstå Peter, vil vi være mere beredte og i stand til at godtage hans særlige vidnesbyrd om Kristus – et vidnesbyrd, som han virker til at have været nøje forberedt til at bære.

Peters forberedelse

Da Peter fulgte Jesus under hans jordiske tjenestegerning, virker det som om, at apostlens vidnesbyrd om, at Mesteren var Messias, blev opnået gennem intellektuelle og praktiske oplevelser og åbenbaringer, der blev ham til del. Dette for at sige, at hans vidnesbyrd, ligesom vores i dag, kom via hans hoved, hans hænder og hans hjerte.

Peter vidste, at Jesus af Nazaret var mere end en almindelig mand, han så ham gøre blinde seende, rense den spedalske, få den lamme til at gå og opvække den døde (se Matt 11:4-5; se også Joh 2:11; 10:25; 20:30-31). Den logiske bekræftelse, han fik på, at Jesus var Kristus, blev underbygget af det, han lærte, når han fulgte Mesterens vejledning. Han kastede sine net ud, som Frelseren sagde, og fangede en stor mængde fisk (se Luk 5:1-9; Joh 21: 5-7). Da Frelseren bød ham »kom«, gik han på vandet (se Matt 14:22-33). Da han omdelte de beskedne brød og fisk til folkemængden, som Frelseren bad om, så han miraklet ske lige i hænderne på ham, da der var rigeligt (se Joh 6:1-14).

Disse vidnesbyrd i hans hoved og til hans hænder understøttede afgjort det stærkeste vidnesbyrd, Peter fik – vidnesbyrdet i hans hjerte. Da Jesus spurgte sine disciple: »Hvem siger folk, at Menneskesønnen er?« kom de med deres samtidiges almene konklusioner. Da Frelseren så gjorde spørgsmålet mere personligt og spurgte: »Hvem siger I, at jeg er?« (se Matt 16:13-15). Peter svarede uden tøven:

»›Du er Kristus, den levende Guds søn.‹

Og Jesus sagde til ham: ›Salig er du, Simon, Jonas’ søn, for det har kød og blod ikke åbenbaret dig, men min fader i himlene« (Matt 16:16-17).

Forberedelsen af Peter som et særligt vidne om Kristus omfattede adskillige personlige oplevelser med Jesus.² Personlige råd og vejledning fik han ofte, når han gik til Frelseren med spørgsmål, eller når Kristus opfattede, at Peter havde brug for yderligere undervisning.³

Peter var måske også den af alle Kristi disciple, der blev mest irettesat.⁴ Det er beundringsværdigt, at Peter valgte ikke at blive fornærmet, men han fortsatte i stedet for med at følge Mesteren, og hans kundskab og vidnesbyrd om ham voksede dag for dag.⁵

Forberedelsen af fiskeren fra Galilæa kulminerede i det, han var vidne til efter korsfæstelsen. Da Peter hørte om den tomme grav, løb han ud til graven for selv at se det, og han gik hjem, »forundret over, hvad der var sket« (Luk 24:1-12; se også Joh 20:1-9). Lukas skriver, at den opstandne Frelser på et tidspunkt samme dag viste sig for Peter, selvom vi ikke kender meget til det (se Luk 24:34; 1 Kor 15:3-7). Senere samme aften viste Herren sig for apostlene og nogle andre disciple og lod dem mærke sine sår. Han åbnede deres sind for, hvordan hans opstandelse var opfyldelse af profetier i Moseloven og skrifterne, da han sagde: »I skal være vidner om alt dette« (se Luk 24:36-48; se også Mark 16:14; Joh 20:19-23). De 11 disciple rejste senere til Galilæa, som Frelseren havde bedt dem om, og på det »bjerg, hvor Jesus havde sat dem stævne«, sagde han: »Mig er givet al magt i himlen og på jorden« (Matt 28:7, 10, 16-20).

I alt dette blev Peter gennem sit hoved, sine hænder og sit hjerte yderligere belært til at være vidne om den opstandne Kristus, for han så den opstandne Herre med sine egne øjne, hørte ham med sine egne ører, følte ham med sine egne hænder og han følte helt sikkert Åndens bekræftelse i sit hjerte igen.

Peters hverv

Akkurat som det krævede tid, undervisning og erfaring for Peter helt at forstå Messias’ forsonende mission, så var det at begribe, at han var et særligt vidne om Kristus, også en gradvis proces.

Det virker som om, at Peter først for alvor forstod, hvad der var forventet af ham, da Herren underviste ham ved Galilæasøen. Peter havde to gange mærket korsfæstelsens sår på Mesterens opstandne legeme, men han var tilsyneladende stadig usikker på, hvad han skulle gøre, for han sagde: »Jeg tager ud at fiske« (Joh 21:3). Nu hvor Jesus ikke længere var hos dem, så det ud som om, at Peter ville vende tilbage til sin gamle levevej. Og hans brødre fulgte ham.

De var ude hele natten, men de fangede ingenting. Da de nærmede sig kysten, sikkert udmattede og mismodige, så de en person stå på strandbredden, de genkendte ham ikke, og han sagde, at de skulle kaste nettet ud igen. Måske var det erindringen om en tidligere lejlighed, hvor de havde adlydt et tilsvarende råd, der fik dem til at gøre det, denne gang uden protest eller spørgsmål (se Luk 5:1-9; Joh 21:3-6). Da de trak garnet ind, var det denne gang så fuld af fisk, at Johannes sagde til Peter: »Det er Herren« (Joh 21:7). Peter var for spændt til at vente på, at båden lagde til, så han »sprang ud i vandet« for at komme hurtigere ind til Mesteren (Joh 21:7). Da de andre kom ind, så de, at et måltid af fisk og brød stod klar til dem (se Joh 21:9).

Da de havde spist, siger Jesus til Peter, måske pegede han på de fisk, Peter havde valgt at fange og spurgte: »Simon, Johannes’ søn, elsker du mig mere end de andre?« (Joh 21:15). Peter har sikkert fundet spørgsmålet lidt mærkeligt. Selvfølgelig elskede han Frelseren mere end fisk eller at fiske. Måske har der været et strejf af skepsis i hans svar: »Ja, Herre, du ved, at jeg har dig kær«, hvortil Kristus svarede: »Vogt mine lam!« (Joh 21:15). Frelseren spurgte Peter igen, og igen forsikrer Peter Kristus om sin kærlighed, og igen siger Kristus: »Vær hyrde for mine får!« (Joh 21:16). Peter bliver bedrøvet, da Jesus for tredje gang beder disciplen om at bekræfte hans kærlighed. Vi kan mærke både patos og passion i Peters tredje bekræftende svar: »Herre, du ved alt; du ved, at jeg har dig kær« (Joh 21:17). Igen bød Jesus ham: »Vogt mine får« (Joh 21:17).⁶ Hvis Peter virkelig elskede Herren, var han ikke længere fisker, men snarere en hyrde, der vogtede Mesterens flok.⁷ Peters handlinger og tjenestegerning fra den tid bekræfter, at han til sidst forstod sin mission og sit kald til at være en særlig tjener og et særligt vidne om Kristus.

Peters vidnesbyrd

Efter dagene i Galilæa fulgte Peter sit hverv fra Kristus med bemærkelsesværdig tro, mod og standhaftighed. Som ledende apostel trådte han ind i sit kald som leder for Kirken. Selvom Peter var travlt beskæftiget med kaldets mange ansvar, svigtede han ikke sit ansvar for altid at vidne om Kristus, heller ikke på pinsedagen, hvor mange var samlet og Helligånden fyldte dem (se ApG 2:1-41), ved tempelporten med en mirakuløs helbredelse (se ApG 3:6-7, 19-26), da han blev arresteret og ført for de jødiske ledere (se ApG 4:1-31; se også ApG 5:18-20), i sin prædiken til de hellige (se ApG 15:6-11) og i sine breve.

I sine breve reflekterer han over sit personlige vidnesbyrd om Kristi lidelser og udtrykker sit håb om at få »del i den herlighed, som skal åbenbares« (1 Pet 5:1). Hen mod enden anerkender han resolut, at han også »snart skal forlade det, som vor Herre Jesus Kristus har tilkendegivet mig« (2 Pet 1:14).

I denne højtidelige observation tænkte Peter måske over de ord, Jesus havde sagt til ham så mange år tidligere ved Galilæa. Der havde Frelseren, efter at han havde bedt Peter om at vogte sine får, erklæret: »Sandelig, sandelig siger jeg dig: Da du var ung, bandt du selv op om dig og gik, hvorhen du ville; men når du bliver gammel, skal du strække dine arme ud, og en anden skal binde op om dig og føre dig hen, hvor du ikke vil« (Joh 21:18). Som Johannes forklarede: »Med de ord betegnede [Jesus] den død, Peter skulle herliggøre Gud med. Og da han havde sagt det, sagde han til ham: ›Følg mig!‹« (Joh 21:19). Da Peter på sine gamle dage tænkte over sin død, fandt han helt sikkert fred og glæde i visheden om, at han i sandhed havde fulgt Kristus i livet, og at han var rede til at følge ham i døden.

Vi ønsker, at flere af Peters aktiviteter og skrivelser var blevet bevaret i Det Nye Testamente. Det, der er blevet bevaret, er en skat, og den gør os venligt stemt mod denne trofaste fisker. Optegnelsen viser, hvor lille den end er, hvordan Peter omhyggeligt og personligt blev forberedt af Kristus på at være et særligt vidne om ham. Når vi læser denne beretning, kan vi opdage, at vores tro og forståelse af Kristus kan vokse side om side med Peters. Det kan give os håb og perspektiv i vores personlige trosrejse. Når vi ser, hvordan det, Kristus forventede af Peter, blev klart for ham, og dernæst ser det mod og den hengivenhed, han udviste i sit hverv fra Frelseren, kan vi ledes til at tænke: »Hvad forventer Kristus af mig?« og »Gør jeg nok?« Når vi studerer Peters vidnesbyrd om Kristus, kan vi blive ivrige efter at gentage hans ord: »Vi tror, og vi ved, at du er Guds hellige« (Joh 6:69).