Feinga Fanguna

Tongatapu i Tonga

Som træskærer forsørger Feinga sin hustru, deres tre børn og tre andre i deres varetægt. Det har ikke altid været let, men ved at sætte Gud først har de altid haft nok.

Christina Smith, fotograf

Da min hustru, ‘Anau, og jeg blev gift, udskar jeg små ting og gik på markedet for at sælge dem. Nogle dage kom jeg hjem med penge, andre dage solgte jeg ingenting.

Jeg hørte om en mand, der var vendt tilbage fra Hawaii, hvor en gruppe maorier fra New Zealand havde lært ham at lave træudskæringer. Da vi mødtes, sagde han: »Jeg er ikke lærer, jeg er en træmand. Men hvis du vil hjælpe mig med at bygge en kalia (en tongansk kano), kan du komme med mig.« Jeg lærte meget af ham om at skære.

I min patriarkalske velsignelse lovede Gud, at han ville velsigne det arbejde, jeg udfører med mine hænder, og at jeg vil bruge det talent til at hjælpe mennesker. Disse løfter bliver opfyldt.

Jeg har rejst i Australien, New Zealand, Guam, Japan og USA for at repræsentere Tonga ved træskærer- og kunstfestivaler.

Som træskærer har jeg været i stand til at forsørge min familie. Min hustru og jeg har selv tre børn og tre andre, som vi tager os af. Vi gør, hvad vi kan for at hjælpe børnene. Vi prøver at vise dem den glæde, evangeliet bringer.

Vi har grise, køer og kyllinger. Vi har bananer og brødfrugt. Vi dyrker kassava og søde kartofler, som vi deler med andre.

Vi er blevet velsignet på mange måder. Vores slægtninge tror, at vi er rige. Det er vi ikke, men vi har alt, vi har brug for, fordi vi sætter Gud først.

Vi holder Guds bud, vi går i kirke, vi holder familieaften, læser Mormons Bog og beder sammen som familie, og vi betaler vores tiende. Det giver vores familie mange velsignelser.