Tjeneste i Kirken
En afløsning er en begyndelse, ikke en afslutning
Vi degraderes eller forfremmes ikke i Kirken. Vi bevæger os fremad sammen.
Udsnit af Søg den ene, af Liz Lemon Swindle, må ikke kopieres
En af mine venner blev for nylig afløst som biskop i sin menighed. Nogle dage senere spurgte han mig, der også har tjent som biskop, om vi kunne snakke sammen.
»Er det normalt at føle, som jeg gør?« spurgte han.
»Hvad føler du?«
»Jeg føler mig frakoblet, tror jeg. Jeg har været involveret i så mange menneskers liv, og nu er det hele pludselig forbi. Vil jeg nogensinde føle mig så involveret igen?«
Hans spørgsmål fik mig til at tænke på dengang, jeg blev afløst. Jeg havde tilsvarende følelser. Jeg savnede at være dybt involveret i at hjælpe folk med at komme Frelseren og deres himmelske Fader nærmere. Jeg savnede at opfordre dem til at søge og følge inspiration fra Helligånden. At tjene som biskop havde været en vidunderlig velsignelse, og nu var det forbi.
Eller var det? Efterhånden som der gik lidt tid, indså jeg, at velsignelsen ved at tjene aldrig forsvinder. Det er en stadig mulighed. Som Jesu Kristi disciple er det så ikke meningen, at vi altid skal huske ham? (Se L&P 20:77,79). Skal vi ikke altid hjælpe andre med at komme Frelseren og deres himmelske Fader nærmere. Og skal vi ikke altid hjælpe andre, især vores ægtefælle og familie med at søge og følge inspiration fra Helligånden?
Jeg kom i tanke om disse ord af ældste Dallin H. Oaks fra De Tolv Apostles Kvorum: »Vi bliver ikke ›degraderet‹, når vi bliver afløst, og vi bliver ikke ›forfremmet‹, når vi bliver kaldet. Vi ›degraderes eller forfremmes‹ ikke i Herrens tjeneste. Der er kun at gå ›fremad eller tilbage‹, og forskellen ligger i, hvordan vi tager imod og reagerer på vores afløsninger og vores kaldelser. Jeg præsiderede engang ved afløsningen af en ung stavspræsident, der havde ydet en god indsats i ni år og nu fandt glæde ved sin afløsning og den nye kaldelse, han og hans hustru netop havde modtaget. De var blevet kaldet til at være ledere i børnehaveklassen i deres menighed. Kun i denne kirke bliver det anset for at være ligeså ærefuldt!«1
Da min ven og jeg talte, indså vi begge, at tjeneste ikke ender, når vi bliver afløst fra en kaldelse, uanset hvilken det er. For Kristi tilhængere ophører tjeneste aldrig. Snart modtager vi en ny kaldelse, og vi bevæger os igen fremad sammen.