Et perfekt match

Juliann Tenney Doman

(Baseret på en virkelig hændelse)

Forfatteren bor i Utah i USA.

»Når jeg er god og rar og hjælper andre på min vej, bli’r jeg så glad« (Syng med mig, s. D-1).

Riiiing!

Tony smilede, da han rejste sig fra skolebordet. Så var det endelig frikvarter!

De andre børn løb forbi mod legepladsen, men Tony sakkede bagud. Han ventede på Sean. Sean var ny i Tonys klasse. De kunne måske lege sammen.

»Hej, Sean!« sagde Tony. »Kan du godt lide at spille basketball?«

»Om jeg kan lide det? Jeg elsker det,« sagde Sean.

»Fedt,« sagde Tony smilende. »Kom med. Lad os spille.«

Tony og Sean brugte hele frikvarteret på at drible, aflevere og lave hopskud.

»Det var sjovt!« sagde Tony, da de gik tilbage til klasseværelset. »Du er rigtig god.«

»Tak,« sagde Sean. »Det er sjovt at spille med nogle, der er lige så vilde med basketball, som jeg er!«

Derefter spillede Tony og Sean basketball sammen hver dag i frikvarteret. De øvede forskellige træk, som de fandt på, og perfektionerede deres dribling. Tony elskede den suselyd bolden lavede, når den gled igennem nettet.

»Værsgo!« råbte Tony. Han kastede bolden til Sean. Sean greb den og hoppede for at score. Tony bemærkede, at der hang en flap fra en af Sean’ sko.

Bolden hoppede tilbage fra ringen. »Næsten,« sagde Tony. »Godt forsøgt!«

»Tak,« sagde Sean. »Jeg tror, at jeg kunne gøre det lidt bedre, hvis ikke det var for mine sko.« Han grinte, da han holdt sin sko op, så Tony kunne se den. »Jeg får nogle nye, lige så snart min far finder et nyt arbejde.«

Tony smilede. »Men hvis du får nye sko, så slår du mig bare hele tiden. Så har jeg ikke en chance!«

Da Tony gik hjem fra skole den dag, tænkte han på Sean, der gik hjem i sko, der knapt hang sammen. Tony vidste, at det ikke blot ville blive svært at spille basketball i de sko. Når vejret skiftede, ville Sean fryse i de sko. Tony spekulerede på, om der var noget, han kunne gøre for at hjælpe.

»Er du klar til gå i seng?« spurgte far senere den aften.

»Ja,« sagde Tony. »Jeg sad bare og tænkte. Du ved, min ven Sean, som jeg spiller basketball med i frikvarteret? Hans sko er helt tyndslidte. Han må vente til hans far får et arbejde, før han kan få et par nye. Jeg ville virkelig gerne hjælpe ham.«

»Det er en god idé!« sagde far. »Hvorfor beder vi ikke en bøn? Jeg ved, at vor himmelske Fader vil hjælpe dig til at vide, hvad du kan gøre.«

Tony nikkede og knælede ned for at bede med far.

Næste morgen da Tony var ved at gøre sig klar til at gå i skole, lagde han mærke til noget i sit skab. Det var et ekstra par tennissko fra hans storebror! Tony havde ikke brugt dem, for de var stadig lidt for store. Dem havde han glemt alt om.

Gad vide om de passer Sean, tænkte Tony. Han lagde skoene i sin rygsæk, lynede og skyndte sig i skole.

»Hej.« Tony gik hen til Sean og viste ham skoene. »Jeg fandt dem her i mit skab. Jeg kan ikke passe dem, men jeg tænkte, at du måske kunne.«

»Wauw. Mange tak.« Sean gled i dem og bandt snørebåndene. »De passer perfekt!«

Tony følte sig glad. Han vidste, at vor himmelske Fader havde hørt hans bøn om at vide, hvordan han kunne hjælpe sine nye ven. »Skal vi løbe om kap til basketballbanen?«