Indhyllet i kærlighed
Forfatteren bor i West Midlands i England..
»Helligånden er en evig følgesvend« (Børnenes sangbog, nr. 56).
Abby bankede sine tæer let mod gulvet. Hun var så spændt, at hun havde sommerfugle i maven. Hun var til dåb. Og ikke bare en hvilken som helst dåb – hendes dåb. Abby, hendes familie og hendes venner havde alle sunget en primarysang sammen, bedt og lyttet til bedstemors tale. Nu var alt, der manglede, bedstefars tale, inden hun skulle døbes.
Bedstefar gik op foran og vinkede til hende. Han satte en stor sæk på gulvet. »Abby, vi er meget stolte over dit valg om at blive døbt i dag,« sagde han. »Ens dåbsdag er fuld af gaver. Du giver for eksempel eksemplets gave til dine søskende.« Han smilede til Abby fire yngre søskende.
»Du giver også Gud nogle løfter,« sagde bedstefar. »Og han giver dig nogle løfter. Men der er en anden stor gave, som du får i dag.«
Bedstefar bøjede sig og rakte ned i sækken. Han trak et hvidt, blødt tæppe frem og rakte til hende. »Dette er en gave fra bedstemor og mig. Men det er også en påmindelse om Helligåndsgaven, som du vil modtage i dag. Når du bruger dette tæppe, ønsker jeg, at du tænker over, hvordan Helligånden føles. Helligånden kan indhylle dig som et blødt tæppe. Den kan også vejlede og fortælle dig, hvad der er det rette.
Abby lagde tæppet om skuldrene. Hun smilede til bedstefar. Da han var færdig med at tale, lagde hun mærke til, hvordan tæppet føltes. Det var varmt. Det var hyggeligt. Det gjorde hende tryg.
Endelig blev det tid til, at Abby skulle døbes. Hun gik ned i det varme vand og tog papa i hånden. Hun kiggede på sine brødre og søstre og smilede til dem, inden hun lukkede sine øjne.
Papas stemme var høj, men rolig da han fremsagde dåbsbønnen på fransk. »Je te baptise au nom du Père, et du Fils, et du Saint-Esprit. Amen.«
Det varme vand skyllede over Abby, og så blev hun lige så hurtigt hevet op igen. Det var det! Hun var blevet døbt!
Abby krammede papa tæt og kravlede op af dåbsbassinet. Hun skiftede fra sin dåbsdragt og tog sin kjole på. Da hun kom ud, stod hendes maman (mor) og hendes venner Isobel og Florence og ventede på hende. De hjalp med at binde sløjfen bag på hendes kjole og rede hendes våde hår.
»Vi er så stolte af dig,« sagde maman.
Florence smilede til Abby i spejlet. »Jeg har altid elsket at være til dåb.«
»Her, det efterlod du på din stol.« Isobel rakte Abby hendes nye hvide tæppe.
Abby knugede tæppet, mens maman og hendes venner talte og grinte. Tæppet var varmt og trygt, ligesom bedstefar havde sagt. Men hun havde ikke kun varmen udenpå. Abby følte også en varme og tryghed indeni. Hun vidste i sit hjerte, at hun havde truffet det rette valg og at vor himmelske Fader var glad.
Denne varme, gode følelse mindede meget om hendes tæppe. Det måtte være Helligånden!
Abby smilede til sig selv i spejlet. Hun kunne ikke vente med at blive bekræftet og modtage Helligåndsgaven, så hun altid kunne have denne følelse. Det ville blive den bedste gave nogensinde
Illustrationer: Maryn Roos