Finder Sabrinas vidnesbyrd

Elizabeth Shobe

Baseret på en virkelig hændelse

Forfatteren bor i North Carolina i USA.

Sabrina var ikke sikker på, at hun havde et vidnesbyrd.

»Ud fra dette ved vi, at der er en Gud i himlen« (L&P 20:17).

a girl and her mom writing in a journal together

Sabrina og mor bladrede siderne i Sabrinas dåbsbog igennem. Sabrina var lige blevet 8, og hun skulle døbes om to uger. Hun glædede sig – og var også lidt nervøs – til at blive døbt.

»Se, hvor meget vi allerede har gjort!« sagde mor. Hun bladrede videre. Bogen skulle hjælpe Sabrina med at blive klar til at blive døbt. De havde udfyldt siderne om hendes yndlingsting og en anden side om hendes familie. Så kom de til en side, hvor der øverst oppe stod »Mit vidnesbyrd.«

»Jeg har ikke lyst til at udfylde den,« sagde Sabrina.

»Okay,« sagde mor og bladrede videre. »Den kan vi udfylde senere.«

»Jeg har slet ikke lyst til at udfylde den,« sagde Sabrina.

»Hvorfor ikke,« spurgte mor.

»Fordi jeg ikke ved, hvad et vidnesbyrd er.« Sabrina følte, at hun blev rød og varm i hovedet.

Mor tav lidt. »Det betyder, at du ved, at vor himmelske Fader elsker dig.«

»Men vor himmelske Fader har ikke besvaret mine bønner.« Tårerne vældede op i Sabrinas øjne. »Jeg har bedt en hel måned om at finde mit tæppe, men jeg kan stadig ikke finde det!«

Sabrina elskede sit tæppe. Det var blødt og lyserødt. Hendes bedstemor havde lavet til hende, da hun blev født. Hun havde sovet med det hver nat, inden det blev væk.

Mor lagde sine arme om Sabrina. »Sommetider besvarer vor himmelske Fader ikke vores bønner lige med det samme. Og sommetider er hans svar nej. Men det betyder ikke, at han ikke hører vores bønner, eller at han ikke elsker os.«

Sabrina snøftede. »Det er nok rigtigt.«

Da det blev søndag, læste Sabrinas primarylærer, søster Lee, en historie fra Lille Liahona. Den handlede om en dreng, der blev trist til mode, fordi han hørte nogle grimme ord i bussen. Han bad om problemet. Så kom han i tanke om, at han kunne bruge sine høretelefoner i bussen. Den tanke var svaret på hans bøn.

»Åh! Er det bare det?« spurgte Sabrina. »Jeg troede, at svar på bønner var noget større end det! Som at man hørte eller så en engel.«

»Sommetider er det sådan,« sagde søster Lee. »Men de fleste gange besvarer Helligånden vores bønner på en stille måde. Det kan være som en ide eller en varm følelse indeni.«

Sabrina så på billedet af drengen i bussen. Hun tænkte på den lyse, lette følelse, hun havde omkring at blive døbt. Måske var det Helligånden, der fortalte hende, at det var et godt valg.

Måske havde hun i virkeligheden et vidnesbyrd.

Dagen for Sabrinas dåb oprandt. Hendes far tog hende i hånden, og så trådte hun ned i det varme vand. Da hun kom op af vandet, følte hun sig meget glad. Og da far lagde sine hænder på hendes hoved for at give hende Helligåndsgaven, strømmede en varme hele vejen igennem hende.

Søndagen efter var det fastesøndag. Folk gik op for at bære deres vidnesbyrd. Sabrina sprang op fra sin plads og gik op foran i kirkesalen. Hun tog en dyb indånding og smilede. Hun vidste, hvad hun ville sige. Og hun vidste, at hun ville udfylde den blanke side i sin dåbsbog senere.

Hun havde stadig ikke fundet sit tæppe, men hun havde fundet sit vidnesbyrd.