»Slægtshistorieaktiviteten«, Vores Ven, august 2023, s. 30-31.

Slægtshistorieaktiviteten

Lucy Stevenson Ewell

(Baseret på en virkelig hændelse)

»Kan du fortælle mig en til historie om vores familie?« spurgte Lorrain.

Denne historie fandt sted i Vanuatu.

Lorrain smilede, da hun sang de sidste ord i sangen. De havde netop afsluttet sangperioden i Primary. Nu var det tid til at gå til en klasse.

Men først rejste søster Taleo sig. »Jeg vil gerne fortælle jer om en primaryaktivitet, vi snart skal have,« sagde hun. »Vi vil gerne have, at I hver især lærer noget om jeres familie.« Bed jeres forældre om at fortælle familiehistorier. Så kan I hver især fortælle, hvad I har lært under aktiviteten.«

Da Lorrain kom hjem fra kirke, var hun begejstret. Hun fandt et stort stykke papir frem og tog det med hen til bordet. Hun kunne slet ikke vente med at få mere at vide om sin familie.

Lorrain tegnede et stamtræ på papiret. Mor og far hjalp hende med at stave alle navnene. Så limede hun billeder af sine familiemedlemmer på plakaten.

»Din oldemor hed også Lorrain,« sagde mor. »Du er opkaldt efter hende.«

»Wow,« sagde Lorrain.

»Bedstemor Lorrain var en meget kærlig person.« Mor smilede. »Når folk i landsbyen løb tør for træ til deres ildsteder, delte bedstemor Lorrain med dem.«

Det var sjovt at lære om familien! »Kan du fortælle mig en til historie om vores familie?« spurgte Lorrain.

»Far kunne fortælle dig om den første gang, han besøgte templet,« sagde mor. »Han var kun seks år gammel. Han og hans forældre tog på en lang rejse til templet i New Zealand.«

Lorrain elskede at høre om templet. »Fortæl mig historien, far!« sagde hun.

»Først tog vi et fly til New Zealand. Så kørte vi i bus. Det var en lang rejse.« Far viste Lorrain et billede af templet. »Endelig gik mine forældre og jeg indenfor. Vores familie blev beseglet. Det betyder, at vi kan være sammen for evigt.«

Det fik Lorrain til at føle sig varm indeni. Hun var glad for, at hun kunne høre historier om sin familie.

Endelig kom den morgen, hvor primaryaktiviteten skulle finde sted. Lorrain hjalp sin mor og søster Taleo med at gøre alting klar i kirkebygningen.

Så hørte de nogle spændende nyheder. Der skulle bygges et tempel på deres ø!

Lorrain var så glad. Når hun blev gammel nok til at komme ind i templet, så behøvede hun slet ikke at rejse ret langt.

Den aften deltog alle Lorrains venner i primaryaktiviteten. Børnene skiftedes til at dele det, de havde lært om deres familie. Da det var Lorrains tur, viste hun plakaten med sit stamtræ frem.

»Jeg kunne virkelig godt lide at lære om min familie,« sagde hun. »Jeg har lært, at jeg er opkaldt efter min oldemor. Jeg har også fået fortalt om den første gang, min familie var i templet. Templet kan hjælpe vores familier med at være sammen for evigt.« Den varme følelse vendte tilbage. »Jeg er så spændt på, at vi får et tempel her i Vanuatu.«

Lorrain satte sig ned igen med det stort smil på læben. Hun var taknemmelig for, at hun kunne vokse og blive mere som Jesus. Og hun var taknemmelig for templet! Hun kunne slet ikke vente på at komme derind en dag.