2021
Et overraskende middel mod stress
August 2021


»Et overraskende middel mod stress«, Til styrke for de unge, aug. 2021, s. 6-7.

Et overraskende middel mod stress

Stresser livet jer? Her er noget, som måske kan hjælpe.

Billede
ung kvinde med stress

Illustration: Corey Egbert

Når livet føles kaotisk, er det en almindelig strategi at prøve at gemme sig og skifte til overlevelsestilstand. Især hvis vi føler os stressede eller bekymrede. Præsident Dieter F. Uchtdorf, tidligere andenrådgiver i Det Første Præsidentskab, har engang sammenlignet dette med træer og flyturbulens. I begge eksempler er den bedste løsning i hårde tider at sænke farten. Træer vokser langsommere i år uden ideelle betingelser. Det er derfor nogle årringe er smallere. Og piloter sænker også farten, når de kommer ind i turbulens.

Billede
fly

»De kloge forstår og anvender lektierne om træernes ringe og luftturbulensen«, sagde præsident Uchtdorf. »De modstår fristelsen til at blive fanget i hverdagens hektiske jag.«1

At prøve at bringe et hektisk tempo ned giver god mening. Her er noget, der virkelig hjælper, selvom det måske ikke virker indlysende ved første øjekast:

At sætte sig mål kan være med til at sænke tempoet.

Fordele og ulemper ved mål

Nogle mennesker elsker at sætte sig mål. De har store drømme og masser af motivation til at nå dem. Mens andre finder målfastsættelse skræmmende og stressende, især når livet ikke kører på skinner. Når I tænker på præsident Uchtdorfs råd, så kan det at sætte sig mål måske føles som endnu en ting, I bare ikke kan overskue. »Beklager, verden! Det er på tide at sænke tempoet, og det betyder ingen nye mål!«

Men her er en interessant ting. Det er, når ting er uforudsigelige og hektiske, at det faktisk kan hjælpe mest at sætte sig mål – og ikke bare for at »få tingene gjort«. Selve processen med at sætte sig mål og prøve at opnå dem kan gøre, at man føler sig mindre bekymret og mere rolig. Men der er alligevel nogle tips, man bør huske på.

Reducer kaosset lidt ad gangen

Billede
bjerg

En god strategi er at prøve at undgå at gøre for meget på en gang. Præsident Henry B. Eyring fra Det Første Præsidentskab har sagt: »De fleste af os har haft en form for erfaring med selvudvikling. Min erfaring har lært mig dette, når det drejer sig om, hvordan mennesker og organisationer bliver bedre: Det bedste sted at søge er de små ændringer, som vi kan foretage i det, som vi gør ofte. Der findes kraft i standhaftighed og gentagelse.«2

Mål, der er for store, eller som vil tage lang tid at opnå, føles ofte vanskelige at handle på her og nu. Der er imidlertid en ideel tidshorisont for mål, og det er lige omkring 7 til 10 dage.

Billede
afkrydsningsfelter

Det er en rigtig god idé at dele sine store mål op i delmål med en tidshorisont på ca. en uge. For det første undgår man at få panik over de overvældende store forventninger, man lægger på sig selv. Og så er der den skuffelse, vi ofte føler, når det ikke lykkes. Kortere tidshorisonter kan reducere disse følelser.

En uge er også tilpas en kort periode til, at I kan se lyset for enden af tunnellen. I ved, hvad I skal gøre her og nu. Og før I ved af det, har I opnået et delmål på vej mod et større mål. Og så endnu et delmål. Når det først begynder at gå fremad, kan et par vellykkede uger blive til virkelig fremdrift. Og så er det, det begynder at blive virkelig effektivt.

Større fred, mindre bidder

Billede
ung mand vejer ting

Lad os sige, at I har et stort mål foran jer, som f.eks. at søge optagelse på universitetet. For nogle af os kan de mange trin, dette kræver, føles overvældende.

Men I behøver blot at tackle én bid ad gangen. For dette mål kan det være at begynde med at vælge mindst to uddannelsesinstitutioner, I vil søge ind på.

I løbet af den næste uge er det eneste, I behøver at gøre, at vælge disse uddannelsesinstitutioner. Og i uge to kan I så måske beslutte jer for at undersøge ansøgningsfristen for disse uddannelsesinstitutioner. I uge tre kan I måske snakke med en uddannelsesvejleder eller begynde at skrive en kladde til en ansøgning eller lignende.

På denne måde får I hurtigt god fremdrift. Og pludselig føles det overkommeligt. Det mål, der i begyndelsen virkede afskrækkende, er nu ikke så skræmmende længere. Det kan være, I ligefrem bliver begejstrede!

Denne fremgangsmåde fungerer for alle store mål, uanset om de er åndelige, sociale, fysiske eller intellektuelle.

Børn og unge og jer

Billede
Vejledning for unge

Det bedste ved at sætte sig mål er, at I allerede har en fantastisk ressource lige ved hånden. Når I bruger Børn og unge til at lære og vokse, som Frelseren gjorde, så husk, at alle store mål, I måtte have – såsom at tjene på mission, løbe et maratonløb eller lære et sprog – kan deles op i mindre mål af ca. en uges varighed.

Jævn og overskuelig vækst på afbalancerede områder af jeres liv fører til større fred, og ikke til mere stress og jag. Med jeres øgede fokus vil I blive i stand til at sænke tempoet og nyde livet lidt mere – en uge ad gangen.

Noter

  1. Dieter F. Uchtdorf, »Det, der betyder mest«, oktoberkonferencen 2010 (Liahona, nov. 2010, s. 20).

  2. Henry B. Eyring, »Herren vil mangedoble høsten«, (en aften med ældste Henry B. Eyring, 6. feb. 1998), s. 3 i Teaching Seminary: Preservice Readings, 2004, s. 95.

Udskriv