»Psykisk sygdom: I kan hjælpe«, Til styrke for de unge, aug. 2021, s. 2-5.
Psykisk sygdom: I kan hjælpe
Måske kender I nogen, som har en psykisk sygdom. Her fortæller tre personer om, hvad andre gjorde, som hjalp dem gennem det.
Illustrationer: Yukai Du
Vi har alle prøvet at have dårlige dage – og nogle er rigtig dårlige. Prøv at forestille jer, at de dårlige dage fortsætter, og uanset hvad I gør, kan I ikke undslippe en »mørk sky« af negative følelser, der omgiver jer.
Sådan kan det føles at have en psykisk sygdom. Og ifølge et estimat får én ud af fire personer i verden en psykisk sygdom på et eller andet tidspunkt i deres liv.1
Det betyder, at I eller nogle, I kender, måske også kommer til at opleve det.
At få en psykisk sygdom betyder ikke, at man er mindre værd. Psykiske sygdomme bør ses på som alle andre helbredsmæssige problemer. Og når nogle oplever det, kan det være meget hårdt. Faktisk kan en psykisk sygdom føles isolerende, hvilket kan forhindre folk i at søge hjælp. Det kan føre til mangel på kommunikation og netværk, og i sidste ende til tab af relationer. Og det gør bare alting sværere for dem, som lider af sygdommen, og for venner og familie, som ønsker at hjælpe.
Her er personlige beretninger om psykisk sygdom fra tre forskellige personer. De fortæller, hvad andre gjorde, som hjalp dem igennem det. Selvom ingen oplever det på helt samme måde, kan disse historier være til inspiration og vejledning for andre.
Affektive lidelser (depression/bipolar)
Hvordan havde du det, mens det stod på?
»Jeg har forskellige grader af depression, og når jeg er helt nede, har jeg slet ikke lyst til at foretage mig noget. Nogle gange sidder jeg bare i sofaen og ser tv, men jeg ser det egentlig ikke rigtigt – jeg sidder bare og stirrer. Til sidst får jeg en følelse af, at andre ikke har lyst til at lave noget sammen med mig, og jeg tror virkelig heller ikke, at andre bør lave noget sammen med mig, når jeg er i den tilstand. Jeg har bare nul motivation. Jeg troede ikke, at jeg var deprimeret, eller at det påvirkede mig så meget, som det gjorde, før jeg fik hjælp.«
Hvad hjalp dig?
»Det hjælper at folk tager kontakt med mig. Jeg synes, det hjælper at have nogle, som gerne vil lytte. De behøver ikke engang nødvendigvis at forstå det, jeg siger, men det er rart at have nogle til at bekræfte mine frustrationer eller tanker.
At jeg prøvede at komme ud af mit dårlige humør, havde meget at gøre med, at jeg besluttede mig for det. Jeg var nødt til at beslutte, om jeg ville hjælpe mig selv eller forblive deprimeret. Min medicin hjalp, men det hjalp også at komme ud af huset og være sammen med andre – bare det at gå i fitnesscenteret kan være med til få mig i bedre humør. Det sværeste var at indse, at jeg havde en lidelse, og at indrømme det over for andre.«
Angst
Hvordan havde du det, mens det stod på?
»Angsten fik mig til at føle, at min hjerne for afsted med 100 km/t, og at jeg ikke kunne overskue noget som helst. Jeg følte mig meget uorganiseret, som om jeg ikke kunne få greb om mit liv og dagens gøremål. Jeg følte mig meget alene, og følte, at ingen vidste, hvad jeg gik igennem. Det sværeste for mig var mit konstante behov for at sammenligne mig selv med andre. I lang tid benægtede jeg, at jeg havde angst, indtil jeg tog en angsttest hos lægen.«
Hvad hjalp dig?
»Ægte relationer hjalp mig med at overvinde min angst. Da jeg begyndte at åbne mig over for andre, lyttede de og hjalp mig til at forstå mit evige potentiale. De fik mine tanker væk fra ting, der overvældede mig, men som i sidste ende ikke var så vigtige.
Jeg tror, at alle er forskellige, men for at hjælpe mig selv, var jeg nødt til at blive organiseret. Noget så enkelt som at planlægge mine daglige gøremål hjalp mig til at føle, at jeg kunne tackle dagen. Jeg bad også meget. Vor himmelske Fader hjalp mig med at indse, at jeg var nødt til at slette mine konti på sociale medier i et stykke tid, fordi jeg sammenlignede mit liv med alle andres liv, hvilket igen gjorde mig bekymret. Det hjalp meget.«
Spiseforstyrrelser
Hvordan havde du det, mens det stod på?
»For mig er en spiseforstyrrelse lige så fysisk, som den er psykisk. Da jeg var midt i min spiseforstyrrelse, var det som om, at maden havde mistet sin smag. Det var ikke fordi, at jeg ikke ville spise, men jeg kunne rent fysisk ikke få mig selv til det. Jeg havde en konstant klump i halsen, som forhindrede mig i at kunne nyde noget som helst.
Jeg følte mig alene og fanget, som om at ingen ville kunne forstå, hvorfor jeg ikke kunne spise en ordentlig portion mad – jeg var alene med min spiseforstyrrelse. Til sidst indså jeg, at det var min måde at tackle forskellige ting i mit liv på. Jeg følte, at det eneste, jeg kunne styre i mit liv, var, hvad jeg puttede ind (eller i dette tilfælde ikke puttede ind) i min mund og krop.«
Hvad hjalp dig?
»Jeg havde en ven, som må have været tilskyndet af Helligånden til at tale til mig. Mens vi snakkede en dag, sagde hun, at hun havde bemærket mine specielle spisevaner – små bidder, at springe måltider over, osv. Selv om denne samtale ikke fik mig til at søge hjælp med det samme, åbnede den en dør, der førte til, at jeg endelig erkendte det faktum, at jeg havde en spiseforstyrrelse og var nødt til at få hjælp.
Jeg begyndte at motionere regelmæssigt og være mere opmærksom på at bede, og jeg fortalte min nærmeste familie om min spiseforstyrrelse. Motionen hjalp mig med at klare tankerne, og de åbenhjertige samtaler, jeg havde, hjalp mig med at håndtere de underliggende årsager. Det var en proces, men nu kan jeg igen endelig sige, at min yndlingsmad er pizza!«