Skal vi ikke gå videre, hvad angår så stor en sag?
Vi bør altid huske på den pris Joseph og Hyrum Smith betalte sammen med mange andre trofaste mænd, kvinder og børn for at etablere Kirken.
Mange tak præsident, for en sådan vidunderlig indledning. Brødre og søstre, for 215 år siden fik Joseph og Lucy Mack Smith en lille dreng i Vermont, i området New England i den nordøstlige del af USA.
Joseph og Lucy Mack troede på Jesus Kristus, studerede skrifterne, bad inderligt og gik i tro på Gud.
De kaldte deres nye søn Joseph Smith jun.
Brigham Young sagde om familien Smith: »Herren holdt øje med [Joseph Smith] og hans fader og hans faders fader og deres forfædre helt tilbage til Abraham, og fra Abraham til syndfloden, fra syndfloden to Enok og fra Enok til Adam. Han har holdt øje med den familie og det blod, som er løbet fra dets kilde til denne mands fødsel. [Joseph Smith] blev forudordineret i evigheden.«1
Joseph jun. var elsket af sin familie og var særlig tæt med sin storebror Hyrum, som var næsten 6 år gammel, da Joseph blev født.
I oktober sidste år sad jeg ved en sten fra pejsen, der havde været i familiens Smiths lille hjem i Sharon i Vermont, hvor Joseph blev født. Jeg følte Hyrums kærlighed til Joseph og tænkte på ham, der holdt sin spæde lillebror i sine arme og lærte ham at gå.
Far og mor Smith mødte flere gange personlig tilbagegang, der tvang dem til at flytte med deres familie flere gange, før de endelig gav op på New England og traf den modige beslutning om at flytte længere mod vest til staten New York.
Fordi familien var forenet, overlevede de disse prøvelser, og sammen gik de den enorme opgave i møde med at starte forfra igen på et skovfyldt stykke land på omkring 40 hektarer i Manchester, nær Palmyra i New York.
Jeg er ikke sikker på, at ret mange af os forstår de fysiske og følelsesmæssige udfordringer, familien Smith gennemgik, ved at starte forfra – rydde jorden, plante frugttræer og så marker, bygge et lille bjælkehus og andre bygninger til landbrug, arbejde som daglejere og producere andre varer og sælge dem i byen.
Da familien kom til det vestlige New York, glødede området med religiøs entusiasme – kendt som den anden store vækkelse.
På dette tidspunkt, hvor der var debat og stridigheder blandt de religiøse samfund, så Joseph et vidunderligt syn, i dag kendt som det første syn. Vi er velsignede ved at have fire primære beretninger, som jeg vil trække på.2
Joseph skrev: »I denne tid, der var præget af stort røre, blev mit sind vakt til alvorlige overvejelser og stor uro; men skønt mine følelser var dybe og ofte intense, så holdt jeg mig dog på afstand af alle disse samfund, skønt jeg overværede deres forskellige møder, så ofte som omstændighederne tillod det … men så stor var forvirringen og striden mellem de forskellige trosretninger, at det var umuligt for en, der var så ung, som jeg var, og så uvidende om mennesker og forhold, at komme til nogen sikker konklusion om, hvem der havde ret, og hvem der havde uret.«3
Joseph vendte sig til Bibelen for at finde svar på sine spørgsmål og læste Jakobs brev 1:5: »Men hvis nogen af jer står tilbage i visdom, skal han bede om at få den af Gud, som giver alle rundhåndet og uden bebrejdelser, og så vil han få den.«4
Han sagde: »Aldrig har et skriftsted gjort stærkere indtryk på noget menneskes hjerte, end dette dengang gjorde på mig. Det syntes med stor kraft at trænge ind i hvert af mit hjertes følelser. Jeg grundede over det igen og igen.«5
Joseph indså senere, at Bibelen ikke har alle svarene på livets spørgsmål; den underviste snarere mænd og kvinder om, hvordan de kunne finde svar på deres spørgsmål ved at kommunikere direkte med Gud gennem bøn.
Han tilføjede: »Så i overensstemmelse med denne, min beslutning om at bede Gud om visdom, gik jeg ud i skoven for at gøre forsøget. Det var en herlig, klar morgen, tidligt om foråret i atten hundrede og tyve.«6
Snarligt efter sagde Joseph, at »[en lyssøjle] hvilede på mig, [og jeg] så … to personer, hvis glans og herlighed trodser enhver beskrivelse, stående over mig i luften. Den ene af dem talte til mig, kaldte mig ved navn og sagde, mens han pegede på den anden: [Joseph,] det er min elskede Søn. Hør ham!«7
Frelseren sagde så: »Joseph, min søn, dine synder er dig tilgivet. Gå bort, lev efter min lov, og hold mine bud. Se, jeg er herlighedens Herre. Jeg blev korsfæstet for verden, for at alle, som tror på mit navn, må få evigt liv.«8
Joseph tilføjede, »Så snart jeg havde fattet mig, så jeg var i stand til at tale, spurgte jeg derfor personerne, som stod oven over mig i lyset, hvilken af alle sekterne, der havde ret.«9
Han mindedes: »De fortalte mig, at alle de forskellige religiøse trosretninger troede på ukorrekt lære, og at ingen af dem var godkendt af Gud som hans kirke og rige. Og … på samme tid fik jeg et løfte om, at evangeliets fylde på et senere tidspunkt ville blive bekendtgjort for mig.«10
Joseph bemærkede også: »Jeg så mange engle i dette syn.«11
Efter dette storslåede syn skrev Joseph: »Min sjæl blev fyldt med kærlighed, og i mange dage kunne jeg fryde mig med stor glæde … Herren var med mig.«12
Han kom ud af den hellige lund for at begynde sine forberedelser til at blive Guds profet.
Joseph begyndte også at lære, hvad fordums profeter havde oplevet – afvisning, modgang og forfølgelse. Joseph mindedes at dele det, han havde set og hørt, med én af præsterne, som havde været aktiv i den religiøse vækkelse:
»Jeg blev meget overrasket over hans opførsel; han tog ikke alene let på min beretning, men behandlede den endog med stor foragt, idet han sagde, at det hele kom fra Djævelen, at sådan noget som syner og åbenbaringer ikke fandt sted i disse dage, at al den slags var ophørt med apostlene og aldrig mere skulle finde sted.
Jeg opdagede imidlertid snart, at min beretning havde vakt en hel del antipati mod mig blandt dem, der bekendte sig til religion, og var årsag til stor forfølgelse, som fortsatte med at tage til … og dette var almindeligt blandt alle sekterne – alle forenede sig om at forfølge mig.«13
Tre år senere i 1823 åbnede himlene sig igen som en del af den vedvarende gengivelse af Jesu Kristi evangelium i de sidste dage. Joseph sagde, at en engel ved navn Moroni viste sig for ham og sagde, »at Gud havde en gerning for mig at udføre … [og] at der var blevet henlagt en bog, skrevet på guldplader,« som indeholdt »det evigtvarende evangeliums fylde … sådan som Frelseren havde givet det til de fordums indbyggere [på det amerikanske kontinent].«14
Med tiden fik, oversatte og udgav Joseph den gamle optegnelse, i dag kendt som Mormons Bog.
Hans bror Hyrum, som havde været hans konstante støtte, særligt efter hans smertefulde, livstruende benoperation i 1813, var et af vidnerne til guldpladerne. Han var også et af de 6 medlemmer af Jesu Kristi Kirke, da den blev organiseret i 1830.
I deres levetid mødte Joseph og Hyrum pøbler og forfølgelse sammen. For eksempel sygnede de hen under de mest forfærdelige forhold i fængslet i Liberty i Missouri i 5 måneder under den kolde vinter i 1838-1839.
I april 1839 skrev Joseph til sin hustru, Emma, og beskrev deres situation i fængslet i Liberty: »Jeg mener, der nu er gået ca. fem måneder og seks dage, hvor jeg dag og nat har været underlagt en vagts åsyn, og bag disse mure, dette gitter og disse skrigende jerndøre i et ensomt, mørkt og beskidt fængsel … Vi bliver flyttet fra dette sted uanset hvad, og det er vi glade for. Uanset hvad der sker med os, kan vi ikke komme til et værre hul end dette … Vi vil aldrig i nogen grad ønske os tilbage til Liberty i Clay County i Missouri. Vi har fået nok af det til evighederne.«15
Trods modgang udviste Hyrum tro på Herrens løfter, heriblandt en garanti for, at han ville kunne undslippe sine fjender, hvis han ønskede det. I en velsignelse, Hyrum fik i 1835 ved Joseph Smiths hænder, lovede Herren ham: »Du skal havde magt til at undslippe dine fjenders hånd. Dit liv skal blive efterstræbt med utrættelig iver, men du skal dog undslippe. Hvis det er dig til behag, og du ønsker det, skal du have magt til frivilligt at sætte dit liv til for at herliggøre Gud.«16
I juni 1844 fik Hyrum valget mellem at leve eller at sætte sit liv til for at herliggøre Gud og »besegle sit vidnesbyrd med sit blod« – side om side med sin elskede bror Joseph.17
En uge før den skæbnesvangre rejse til Carthage, hvor de ville blive koldblodigt myrdet af en bevæbnet pøbelhob af kujoner, der havde malet deres ansigter for at undgå at blive genkendt, skrev Joseph, at »Jeg rådede min bror Hyrum til at tage hans familie med på det næste dampskib til Cincinnati.«
Jeg husker stadig med dybe følelser Hyrums svar: »Joseph, jeg kan ikke forlade dig.«18
Så Joseph og Hyrum drog til Carthage, hvor de ville blive martyrer for Kristi sag og navn.
I den officielle udtalelse om deres martyrdød stod der følgende: »Joseph Smith, Herrens profet og seer, har … [frembragt] Mormons Bog, som han oversatte ved Guds gave og kraft, og har ladet den udgive på to kontinenter; har sendt det evigtvarende evangeliums fylde, som den rummer, til jordens fire hjørner; har frembragt de åbenbaringer og befalinger, som udgør denne bog, Lære og Pagter, og mange andre vise dokumenter og lærdomme til gavn for menneskenes børn; indsamlet mange tusinde af de sidste dages hellige, grundlagt en stor by og efterladt sig et ry og et navn, som ikke kan udslettes … Og har som de fleste af Herrens salvede i fordums tider beseglet sin mission og sine gerninger med sit eget blod; og ligeså har hans bror Hyrum. I livet var de ikke delte, og i døden blev de ikke adskilt!«19
Efter deres martyrdød, blev Josephs og Hyrums lig bragt tilbage til Nauvoo, vasket og iklædt, så familien Smith kunne se deres kære. Deres elskede mor mindedes: »Jeg havde i lang tid forstærket hver en nerve, opildnet hele min sjæls kraft og anråbt Gud om at styrke mig, men da jeg kom ind i værelset og så mine myrdede sønner, der begge lå udstrakt foran mig, og hørte min families hulken og jamren og gråd på læberne af deres hustruer, børn, brødre og søstre, blev det for meget. Jeg faldt bagover og råbte til Herren i min sjæls pine: ›Min Gud! Min Gud! Hvorfor har du forladt denne familie?‹«20
I dette øjeblik fyldt med sorg og lidelse huskede hun dem sige: »Moder, græd ikke over os, vi har overvundet verden ved kærlighed.«21
De havde i sandhed overvundet verden. Joseph og Hyrum Smith var, ligesom de trofaste hellige der er beskrevet i Johannes’ Åbenbaring, »[kommet] fra den store trængsel, og … har vasket deres klæder og gjort dem hvide i Lammets blod …[og] står … for Guds trone og tjener ham dag og nat i hans tempel, og han, som sidder på tronen, skal rejse sit telt over dem.
De skal ikke sulte længere og ikke tørste længere, hverken solen eller nogen anden hede skal plage dem,
for Lammet midt for tronen [skal give dem mad, og] skal vogte dem og lede dem til livets kildevæld, og Gud vil tørre hver tåre af deres øjne.«22
Idet vi fejrer denne glædelige begivenhed, 200-året for det første syn, bør vi altid huske den pris, Joseph og Hyrum Smith betalte, sammen med mange andre trofaste mænd, kvinder og børn for at opbygge Kirken, så du og jeg kan nyde godt af de mange velsignelser og alle disse åbenbarede sandheder, vi har i dag. Deres trofasthed bør aldrig glemmes!
Jeg har ofte tænkt over, hvorfor Joseph og Hyrum og deres familie skulle lide så meget. Det kan være, at de lærte Gud at kende gennem deres lidelser, på måder som ikke kunne have været sket uden. Gennem det har de reflekteret over Getsemane og over Frelseren på korset. Som Paulus sagde: »For I har for Kristi skyld fået skænket den nåde ikke blot at tro på ham, men også at lide for hans skyld.«23
Før sin død i 1844 skrev Joseph et opløftende brev til de hellige. Det var et opråb til at handle, som også gælder i Kirken i dag:
»Brødre [og søstre], skal vi ikke gå videre, hvad angår så stor en sag? Gå fremad og ikke tilbage. Fat mod, brødre [og søstre], og videre, videre frem til sejr! …
Lad os derfor som kirke og som folk og som sidste dages hellige bringe Herren et offer i retfærdighed.«24
Idet vi lytter til Ånden under denne fejring af dette tohundredeårs-jubilæum denne weekend, så overvej, hvilket offer I vil forelægge Herren i retfærdighed i de kommende dage. Vær modige – del det med nogen, I kender, og vigtigst af alt, tag jer tid til at gøre det!
Jeg ved at Frelseren har behag i, at vi forelægger ham et offer fra vores hjerte i retfærdighed, ligesom han har behag i de trofaste ofre, som de bemærkelsesværdige brødre, Joseph og Hyrum Smith, og alle andre trofaste hellige, har ydet. Om dette vidner jeg i vor Herre Jesu Kristi hellige navn. Amen.