Fortæl budskabet om genoprettelsen og opstandelsen
Genoprettelsen tilhører hele verden, og budskabet om den er særligt presserende i dag.
Ved hele denne generalkonference har vi talt og med glæde sunget om opfyldelse af profetien fra for længe siden, om, at »alt det genoprettes,«1 hvor »alt [sammenfattes] i Kristus,«2 om genkomsten af evangeliets fylde, præstedømmet og Jesu Kristi kirke til jorden, som vi alt sammen indbefatter i titlen »genoprettelsen«.
Men genoprettelsen gælder ikke kun for de af os, som fryder sig over den i dag. Åbenbaringerne fra det første syn gjaldt ikke kun for Joseph Smith, men tilbydes som lys og sandhed til enhver, som »står tilbage i visdom«.3 Mormons Bog er hele menneskehedens ejendel. Frelsens og ophøjelsens præstedømmeordinancer blev forberedt for hver eneste person, herunder også dem, som ikke længere bor på jorden. Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige og dens velsignelser er beregnet til alle, som ønsker dem. Helligåndsgaven er beregnet til alle. Genoprettelsen tilhører hele verden, og budskabet om den er særligt presserende i dag.
»Af hvor stor vigtighed er det derfor ikke at gøre dette kendt for jordens indbyggere, så de kan vide, at der intet kød er, som kan bo i Guds nærhed, uden at det er ved den hellige Messias’ fortjenester og barmhjertighed og nåde, han som nedlægger sit liv med hensyn til kødet og tager det igen ved Åndens kraft, så han ved at være den første, som skal opstå, kan tilvejebringe de dødes opstandelse.«4
Fra den dag, hvor profetens bror, Samuel Smith, fyldte sin taske med nytrykte eksemplarer af Mormons Bog og til fods gik ud for at fortælle om ny hellig skrift, har de hellige arbejdet uden ophør »med at gøre dette kendt for jordens indbyggere«.
I 1920 påbegyndte den daværende ældste David O. McKay fra De Tolv Apostles Kvorum en tur på et år med at besøge Kirkens missioner. I maj 1921 stod han på en lille kirkegård i Fagali’i i Samoa foran en velplejet grav for tre små børn, Thomas og Sarah Hiltons datter og to sønner. Disse små børn – den ældste var 2 år – døde, mens Thomas og Sarah tjente som et ungt missionærægtepar sidst i 1800-tallet.
Inden ældste McKay forlod Utah, lovede han Sarah, der nu var enke, at han ville besøge hendes børns grav i Samoa, som hun aldrig havde kunnet vende tilbage til. Ældste McKay skrev til hende: »Søster Hilton, i deres veltalende tavshed … fortsætter dine tre små børn jeres ædle missionering, der blev påbegyndt for næsten 30 år siden.« Derpå tilføjede han et vers, som han selv digtede:
Kærlige hænder lukkede deres døende øjne,
kærlige hænder lagde deres små legemer til rette.
Fremmede hænder smykkede deres ydmyge grav,
fremmede ærede dem, og fremmede sørgede over dem.5
Denne beretning er blot en af tusinder, ja, hundredtusinder, som taler om den tid, de rigdomme og det liv, der gennem de sidste 200 år er blevet ofret for at fortælle budskabet om genoprettelsen. Vores ambition om at nå ud til hvert eneste folkeslag, stamme, tungemål og folk er usvækket i dag, som det bevidnes af de titusinde unge mænd og kvinder og ægtepar, som for tiden tjener med en kaldelse som fuldtidsmissionær, af Kirkens medlemmer generelt, som gentager Filips opfordring til at komme og se,6 og af de millioner af dollars, som hvert år bruges på at støtte den indsats verden over.
Selv om vores invitationer fremsættes uden tvang, håber vi, at mennesker vil finde dem overbevisende. For at det kan ske, tror jeg, at mindst tre ting er nødvendige: For det første jeres kærlighed, for det andet jeres eksempel og for det tredje jeres anvendelse af Mormons Bog.
Vores invitationer må ikke være udtryk for egeninteresse, de må snarere være et udtryk for uselvisk kærlighed.7 Den kærlighed, der er kendt som næstekærlighed, Kristi rene kærlighed, kan vi få ved blot at bede derom. Vi bliver opfordret til, ja, tilmed befalet, at bede »til Faderen med hjertets hele styrke om, at [vi] må blive fyldt af denne kærlighed«.8
Som eksempel vil jeg fortælle om en oplevelse, der er blevet fortalt om af søster Lanett Ho Ching, der for tiden tjener med sin mand, præsident Francis Ho Ching, der præsiderer over Apia-missionen i Samoa. Søster Ho Ching fortæller:
»For mange år siden boede vores familie i et lille hus i Laie i Hawaii. Carporten i vores hjem var blevet ombygget til en etværelses lejlighed, hvor en mand ved navn Jonathan boede. Jonathan havde været vores nabo et andet sted. Vi følte, at det ikke var tilfældigt, at Herren havde ført os sammen, og vi besluttede at være mere åbne om vores aktiviteter og medlemskab af Kirken. Jonathan nød vores venskab og elskede at tilbringe tid sammen med vores familie. Han kunne lide at lære om evangeliet, men han var ikke interesseret i at forpligte sig over for Kirken.
Med tiden gav vores børn Jonathan tilnavnet ›onkel Jonathan‹. Vores familie fortsatte med at vokse, og det gjorde Jonathans interesse i familiens aktiviteter også. Vores invitationer til højtider, fødselsdage, skolearrangementer og kirkeaktiviteter førte også til hjemmeaftener og børnenes dåb.
En dag blev jeg ringet op af Jonathan. Han havde brug for hjælp. Han led af diabetes og havde fået en alvorlig infektion i foden, som krævede en amputation. Vores familie og andre medlemmer i nabolaget fulgte ham igennem den svære tid. Vi besøgte ham på skift på hospitalet, og der blev givet præstedømmevelsignelser. Mens Jonathan var til genoptræning, rengjorde vi med hjælp fra søstrene i Hjælpeforeningen hans lejlighed. Præstedømmebrødrene byggede en rampe til hans hoveddør og satte håndtag op i badeværelset. Da Jonathan kom hjem, blev han overvældet af følelser.
Jonathan begyndte at lytte til missionærlektionerne igen. Ugen før nytårsaften ringede han til mig og spurgte: ›Hvad skal du nytårsaften?‹ Jeg mindede ham om vores årlige fest. I stedet svarede han: ›Jeg vil gerne bede jer om at komme til min dåb! Jeg vil gerne begynde det nye år rigtigt.‹ Efter 20 år med ›kom og se‹, ›kom og hjælp‹ og ›kom og bliv‹ var denne dyrebare sjæl rede til at blive døbt.
I 2018, da vi blev kaldet som missionspræsidentpar, blev Jonathans helbred svækket. Vi tiggede ham om at forblive stærk og vente på vores tilbagekomst. Han holdt ud i næsten et år, men Herren forberedte ham til at komme hjem. Han gik fredfyldt bort i april 2019. Mine døtre overværede ›onkel Jonathans‹ begravelse og sang den samme sang, som vi sang ved hans dåb.«
Jeg introducerer endnu et krav for vellykket at fortælle budskabet om genoprettelsen med dette spørgsmål: Hvad er det, der vil gøre jeres invitation appellerende for nogle? Er det ikke jer selv, eksemplet fra jeres levevis? Mange, som har hørt og modtaget budskabet om genoprettelsen blev først tiltrukket af det, de så hos et medlem eller medlemmer af Jesu Kristi Kirke. Det kan have været den måde, de behandlede andre på, det, de sagde eller ikke sagde, den standhaftighed, de udviste i svære situationer, eller blot deres udstråling.9
Uanset, hvad det var, kan vi ikke undslippe den kendsgerning, at vi må forstå og efterleve det gengivne evangeliums principper så godt, vi kan, for at vores invitation kan være indbydende. Det er noget, der i dag ofte bliver omtalt som troværdighed. Hvis Kristi kærlighed findes i os, vil andre vide, at vores kærlighed til dem er ægte. Hvis lyset fra Helligånden brænder i os, vil det genantænde Kristi lys i dem.10 Det, I er, giver jeres invitation til at komme og opleve glæden ved fylden af Jesu Kristi evangelium troværdighed.
Det tredje krav er en gavmild anvendelse af det redskab til omvendelse, som Gud forberedte til den sidste uddeling af evangeliet: Mormons Bog. Den er et håndgribeligt bevis på Joseph Smiths profetiske kald og et overbevisende tegn på Jesu Kristi guddommelighed og opstandelse. Dens udlægning af vor himmelske Faders forløsningsplan er uden lige. Når I fortæller om Mormons Bog, fortæller I om genoprettelsen.
Da Jason Olsen var teenager, blev han gentagne gange af familien og andre advaret mod at blive kristen. Han havde dog to gode venner, som var medlemmer af Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige, og de talte ofte om religion. Hans venner, Shea og Dave, gendrev respektfuldt de argumenter, som andre havde givet Jason mod at have tro på Jesus Kristus. Til sidst gav de ham et eksemplar af Mormons Bog og sagde: »Denne bog vil besvare dine spørgsmål. Læs den.« Han tog modvilligt imod bogen og lagde den i sin rygsæk, hvor den blev i flere måneder. Han ønskede ikke at lægge den derhjemme, hvor hans familie kunne se den, og han ønskede ikke at skuffe Shea og Dave ved at returnere den. Endelig bestemte han sig for at brænde bogen.
En aften var han med en lighter i den ene hånd og Mormons Bog i den anden ved at sætte ild til bogen, da han hørte en stemme i sit sind sige: »Brænd ikke min bog.« Forbløffet standsede han op. Da han tænkte, at han havde forestillet sig stemmen, forsøgte han igen at tænde lighteren. Igen lød en stemme i hans sind: »Gå ind på dit værelse og læs min bog.« Jason lagde lighteren væk, gik ind på sit værelse, åbnede Mormons Bog og begyndte at læse. Han fortsatte dag efter dag, ofte til ud på de tidlige morgentimer. Da Jason nåede enden og bad, nedskrev han: »Jeg blev fyldt fra isse til hæl af Ånden … Jeg følte mig fuld af lys … Det var den glædeligste oplevelse, jeg nogensinde havde haft.« Han bad om at blive døbt og blev senere selv missionær.
Måske behøver jeg ikke sige, at trods ægte kærlighed og oprigtighed bliver mange og måske de fleste af vores invitationer til at få del i budskabet om genoprettelsen afvist. Men husk dette: Alle er værdige til en sådan invitation – »alle er lige for Gud«,11 Herren har behag i hver eneste indsats, vi gør, uanset resultatet; en afvist invitation er ingen grund til at afslutte vores bekendtskab; og manglende interesse i dag kan meget vel blive til en interesse i morgen. Uanset hvad, bør vores kærlighed forblive den samme.
Lad os aldrig glemme, at genoprettelsen har fundet sted takket være intense prøvelser og ofre. Men det er et emne til en anden dag. I dag fryder vi os over genoprettelsens frugter, hvoraf en af de fantastiske er magten til atter at kunne binde på jorden og i himlen.12 Præsident Gordon B. Hinckley udtrykte det for mange år siden således: »Kom der intet andet ud af al genoprettelsens sorg, slid og smerte end det hellige præstedømmes beseglingsmagt til at binde familier sammen for evigt, så ville det alligevel have været det hele værd.«13
Genoprettelsens ultimative løfte er forløsning gennem Jesus Kristus. Jesu Kristi opstandelse er beviset på, at han virkelig besidder kraft til at forløse alle, som vil komme til ham – forløse dem fra sorg, uretfærdighed, anger, synd og tilmed døden. I dag er det palmesøndag; om en uge er det påske. Vi erindrer, vi erindrer altid, Kristi lidelse og død for at sone for vores synder, og vi fejrer den mest vidunderlige af alle søndage, Herrens dag, hvor han opstod fra de døde. På grund af Jesu Kristi opstandelse giver genoprettelsen mening, vores liv på jorden har mening, og i yderste konsekvens har selve vores eksistens mening.
Joseph Smith, genoprettelsens store profet, giver det altoverskyggende vidnesbyrd i vor tid om den opstandne, levende Kristus: »At han lever! For vi så ham, ja, ved Guds højre hånd.«14 Jeg føjer ydmygt mit vidnesbyrd til Josephs og til det fra apostle og profeter før ham og apostle og profeter, som har efterfulgt ham, om, at Jesus fra Nazaret er den lovede Messias, Guds Enbårne Søn og hele menneskehedens opstandne Forløser.
»Vi vidner om, at de, der bønsomt studerer genoprettelsens budskab og handler i tro, vil blive velsignet med at få deres eget vidnesbyrd om dens guddommelighed og dens formål med at forberede verden på vor Herre og Frelsers, Jesu Kristi, andet komme.«15 Kristi opstandelse gør hans løfter sikre. I Jesu Kristi navn. Amen.