Overvej Guds godhed og storhed
Jeg indbyder jer til dagligt at erindre vor himmelske Faders og Jesu Kristi storhed, og hvad de har gjort for jer.
Gennem tiderne har profeter, selv i og især i svære tider, opfordret os til at huske Guds storhed og at overveje, hvad han har gjort for os som individer, som familier og som folk.1 Denne anvisning findes overalt i skrifterne, men er mest fremtrædende i Mormons Bog. Titelbladet forklarer, at et af Mormons Bogs formål er at »vise resten af Israels hus, hvilke store ting Herren har gjort for deres fædre«.2 Mormons Bogs slutning indeholder Moronis appel: »Se, jeg vil formane jer til, at I, når I læser dette … at I husker på, hvor barmhjertig Herren har været mod menneskenes børn … og grunder over det i hjertet«.3
Profeternes vedblivende bøn om at overveje Guds godhed er slående.4 Vor himmelske Fader ønsker, at vi mindes hans og hans elskede Søns godhed, ikke for deres skyld, men på grund af den indflydelse en sådan erindring har på os. Vores perspektiv og forståelse øges ved at overveje deres venlighed. Ved at reflektere over deres medfølelse bliver vi mere ydmyge, bønsomme og standhaftige.
En gribende oplevelse jeg havde med en tidligere patient viser, hvordan taknemmelighed for gavmildhed og medfølelse kan forvandle os. I 1987 mødte jeg Thomas Nielson, en bemærkelsesværdig mand, som havde brug for en hjertetransplantation. Han var 63 år og boede i Logan i Utah i USA. Efter han havde tjent i militæret under 2. Verdenskrig, blev han og Donna Wilkes gift i templet i Logan i Utah. Han blev en energisk og succesrig murer. I sine senere år nød han særligt at arbejde med sit ældste barnebarn, Jonathan, i skoleferierne. De to udviklede et særligt bånd, delvist fordi Tom så meget af sig selv i Jonathan.
Tom syntes, at det var frustrerende at vente på et donorhjerte. Han var ikke en særlig tålmodig mand. Han havde altid kunne sætte og nå mål gennem hårdt arbejde og ren og skær beslutsomhed. Mens han kæmpede med hjerteproblemer og med sit liv sat på pause, spurgte Tom mig af og til om, hvad jeg gjorde for at fremskynde processen. I spøg foreslog han måder, hvorpå jeg kunne finde et donorhjerte til ham hurtigere.
En glædelig, men forfærdelig dag, blev et ideelt donorhjerte tilgængeligt for Tom. Størrelsen og blodtypen var et match, og donoren var ung, kun 16 år gammel. Donorhjertet tilhørte Jonathan, Toms elskede barnebarn. Tidligere den dag var Jonathan blevet dødeligt kvæstet, da bilen, han var i, blev ramt af et tog.
Da jeg besøgte Tom og Donna på hospitalet, var de fortvivlede. Det er svært at forestille sig, hvad de gik igennem, velvidende at Toms liv kunne forlænges, ved at bruge deres barnebarns hjerte. Til at begynde med afslog de at overveje det tilbudte hjerte fra Jonathans sørgende forældre, deres datter og svigersøn. Tom og Donna vidste dog, at Jonathan var hjernedød, og forstod med tiden, at deres bønner om et donorhjerte, ikke havde forårsaget Jonathans ulykke. Nej, Jonathans hjerte var en gave, der kunne velsigne Tom, da han havde mest brug for det. De forstod, at noget godt kunne komme af denne tragedie, og besluttede sig for at fortsætte.
Transplantationen gik godt. Derefter var Tom en ny mand. Forandringen gik langt ud over bedre helbred eller taknemmelighed. Han fortalte mig, at han reflekterede over Jonathan hver morgen, over hans datter og svigersøn, over den gave, han havde fået, og over, hvad den gave havde medført. Selvom hans naturlige gode humør og mod stadig var meget tydelig, observerede jeg, at Tom var mere højtidelig, eftertænksom og godhjertet.
Tom levede yderligere 13 år efter transplantationen, år, som han ellers ikke ville have haft. Der stod i hans nekrolog, at disse år havde sat ham i stand til at berøre hans families og andres liv med gavmildhed og kærlighed. Han var en personlig velgører og et eksempel på optimisme og beslutsomhed.
Ligesom Tom har hver af os fået gaver, som vi ikke selv kunne have anskaffet, gaver fra vor himmelske Fader og hans elskede Søn, heriblandt forløsning gennem Jesu Kristi sonoffer.5 Vi har modtaget et liv i denne verden; vi vil få et fysisk liv i livet herefter samt evig frelse og ophøjelse – hvis vi vælger det – alt sammen takket være vor himmelske Fader og Jesus Kristus.
Hver gang vi bruger, får gavn af eller bare tænker på disse gaver, burde vi overveje givernes offer, gavmildhed og medfølelse Ærbødighed over for giverne gør os mere end bare taknemmelige. Hvis vi reflekterer over deres gaver, kan det forvandle os.
En sådan forbløffende forvandling skete for Alma den Yngre. Mens Alma »drog rundt og satte sig op imod Gud,«6 viste en engel sig. »Med en tordenrøst«7 irettesatte englen Alma for at forfølge Kirken og stjæle »folkets hjerte«.8 Englen tilføjede denne formaning: »Gå nu, og husk dine fædres fangenskab … og husk, hvor store ting [Gud] har gjort for dem«.9 Blandt alle de mulige emner var det det, som englen valgte at fremhæve.
Alma omvendte sig og huskede det. Han fortalte senere sin søn Helaman englens formaning. Alma sagde: »Jeg ønsker, at du skal gøre, som jeg har gjort med hensyn til at huske vore fædres fangenskab, for de var i trældom, og ingen kunne udfri dem undtagen Abrahams …Isaks … og Jakobs Gud; og han udfriede dem visselig i deres trængsler.«10 Alma sagde ganske enkelt: »Jeg sætter min lid til ham«.11 Alma forstod, at ved at huske udfrielsen fra trældom og støtte under »prøvelser og besværligheder af enhver art,« lærer vi Gud at kende og visheden af hans løfter.12
Kun få af os har en oplevelse så dramatisk som Almas, men alligevel kan vores forvandling være lige så vidtrækkende. Frelseren lovede i fordums tid:
»Jeg giver jer et nyt hjerte og en ny ånd i jeres indre. Jeg fjerner stenhjertet … og giver jer et hjerte af kød.
Jeg giver jer min ånd i jeres indre …
I skal være mit folk, og jeg vil være jeres Gud.«13
Den opstandne Frelser fortalte nefitterne, hvordan denne forvandling begynder. Han fremhævede en vigtig del af vor himmelske Faders plan, da han sagde:
»Og min Fader sendte mig, så jeg kunne blive løftet op på korset, så jeg, efter at jeg var blevet løftet op på korset, kunne drage alle mennesker til mig
Og af denne årsag er jeg blevet løftet op; derfor vil jeg i overensstemmelse med Faderens magt drage alle mennesker til mig«.14
Hvad skal der til, for at du blive draget til Frelseren? Overvej, at Jesus Kristus underkastede sig sin Faders vilje, hans sejr over døden, at han påtog sig jeres synder og fejltagelser, at han modtog Faderens magt til at træde ind på vores vegne og hans endegyldige forløsning af jer.15 Er disse ting ikke nok til at drage jer til ham? Det er de for mig. Jesus Kristus »står med åbne arme i håb om og villig til at helbrede, tilgive, rense, styrke, lutre og hellige [jer og mig]«.16
Disse sandheder bør give os et nyt hjerte og tilskynde os til at vælge at følge vor himmelske Fader og Jesus Kristus. Men selv nye hjerter kan være »tilbøjelige til at vandre … tilbøjelige til at forlade den Gud, [vi] elsker«.17 For bekæmpe denne tendens er vi nødt til dagligt at reflektere over de gaver, vi har modtaget, og over hvad de har betydet. Kong Benjamin sagde: »[Jeg ønsker,] at I skal huske og altid bevare i erindringen Guds storhed … og hans godhed og langmodighed mod jer«.18 Hvis vi gør det, vil vi være værdige til usædvanlige himmelske velsignelser.
At reflektere over Guds godhed og nåde, hjælper os med at blive mere åndeligt modtagelige. Til gengæld gør øget åndelige opmærksomhed os i stand til at kende sandheden af alt ved Helligåndens kraft.19 Dette indbefatter også et vidnesbyrd om sandfærdigheden af Mormons Bog, at Jesus er Kristus, vores personlige Frelser og Forløser, og at tro på at hans evangelium er gengivet i disse sidste dage.20
Når vi husker på vor himmelske Faders og Jesu Kristi storhed, og hvad de har gjort for os, så tager vi ikke noget af det for givet, ligesom Tom ikke tog Jonathans hjerte for givet. På glædelig og ærbødig vis, huskede Tom dagligt på tragedien, der havde forlænget hans liv. I glæden over at vide, at vi kan blive frelst og ophøjet, er vi nødt til at huske, at frelse og ophøjelse kostede dyrt.21 Vi kan være glade på ærbødig vis, når vi indser, at uden Jesus Kristus er vi fortabte, men med ham kan vi modtage den største gave, vor himmelske Fader har at give.22 Denne ærbødighed sætter os virkelig i stand til at nyde løftet om »[evigt liv] i denne verden« og med tiden modtage »evigt liv … ja, udødelig herlighed« i den tilkommende verden.23
Når vi overvejer vor himmelske Faders og Jesu Kristi godhed, så vil vores tillid til dem vokse. Vores bønner vil ændre sig, fordi vi ved, at Gud er vor Fader, og at vi er hans børn. Vi søger ikke at få Gud til at ændre sindelag, men at indordne vores vilje efter hans og sikre os selv de velsignelser, som han ønsker at give os, på betingelse af at vi beder om dem.24 Vi længes efter at have mer tålmod i trængsel, mer renhed i sjælen, mer kraft til at stå, mer som Kristus.25 Disse forandringer kvalificerer os til flere himmelske velsignelser.
Ved at anerkende, at alt godt kommer fra Jesus Kristus, vil vi bedre kunne formidle vores tro til andre.26 Vi vil have mod, når vi møder tilsyneladende umulige opgaver og omstændigheder.27 Vi vil styrke vores forsæt om at holde de pagter, vi har indgået om at følge Frelseren.28 Vi vil blive fyldt med Guds kærlighed, ønske at hjælpe dem i nød uden at dømme dem, elske vores børn og opdrage dem i retfærdighed, fastholde forladelse for vores synder og altid glæde os.29 Disse er de bemærkelsesværdige frugter, der kommer ved at huske Guds godhed og nåde.
Til sammenligning advarede Frelseren: »I intet forsynder mennesket sig imod Gud, eller mod ingen andre er hans vrede tændt end mod dem, der ikke anerkender hans hånd i alt«.30 Jeg tror ikke Gud bliver fornærmet, når vi glemmer ham. Jeg tror derimod, han er dybt skuffet. Han ved, at vi har snydt os selv for muligheden for at komme ham nærmere ved at erindre ham og hans godhed. Vi går da glip af, at han kommer os nærmere, og de specifikke velsignelser, han har lovet.31
Jeg indbyder jer til dagligt at erindre vor himmelske Faders og Jesu Kristi storhed, og hvad de har gjort for jer. Lad jeres overvejelser omkring deres godhed fæstne sig i jeres vandrende hjerte til dem.32 Overvej deres medfølelse og så vil I blive velsignet med mere åndelig opmærksomhed og blive mere kristuslignende. At overveje deres empati vil hjælpe jer til at »[holde] trofast ud til enden«, indtil I bliver »modtaget i himlen« for at »bo hos Gud i en tilstand af aldrig ophørende lykke«.33
Vor himmelske Fader sagde om sin elskede Søn: »Hør ham!«.34 Når I handler på disse ord og lytter til ham, så husk med glæde og ærbødighed, at Frelseren elsker at genoprette det, I ikke kan genoprette, han elsker at hele det sår, I ikke kan hele, han elsker at reparere det, som er uopretteligt ødelagt,35 han kompenserer for enhver uretfærdighed i jeres liv,36 og han elsker at udbedre knuste hjerter permanent.37
Når jeg har reflekteret over vor himmelske Faders og Jesu Kristi gaver, har jeg erfaret deres uendelige kærlighed og deres ufattelige medfølelse over for alle vor himmelske Faders børn.38 Denne viden har forandret mig, og den vil også forandre jer. I Jesu Kristi navn. Amen.