Åndeligt definerende minder
Når personlige problemer eller verdens tilstande uden for vores kontrol formørker vores sti, så er åndeligt definerende minder fra vores livets bog som selvlysende sten, der er med til at oplyse vejen forude.
Atten år efter det første syn skrev profeten Joseph Smith en længere beretning om sin oplevelse. Han havde mødt modgang, forfølgelse, chikane, trusler og brutale angreb.1 Alligevel fortsatte han med frimodigt at vidne om sit første syn: »Jeg havde virkelig set et lys, og midt i det lys så jeg to personer, og de talte virkelig til mig, og skønt jeg blev hadet og forfulgt, fordi jeg sagde, at jeg havde set et syn, så var det dog sandt … Jeg vidste det, og jeg vidste, at Gud vidste det, og jeg kunne ikke fornægte det«.2
I Josephs vanskelige øjeblikke rakte hans hukommelse næsten to årtier tilbage til visheden om Guds kærlighed til sig og de begivenheder, der indledte den længe forudsagte genoprettelse. Joseph reflekterede over sin åndelige rejse og sagde: »Jeg kan ikke fortænke nogen i, at de ikke vil tro min historie. Dersom jeg ikke havde oplevet det, jeg har, ville jeg ikke selv have troet derpå.«3
Men oplevelserne var ægte, og han glemte eller fornægtede dem aldrig, men bekræftede stille sit vidnesbyrd, da han tog til Carthage. »Jeg går som et lam til slagtning,« sagde han, »men jeg er rolig som en sommermorgen, min samvittighed er ren over for Gud og over for alle mennesker.«4
Dine åndeligt definerende oplevelser
Der er noget at lære for os i profeten Josephs eksempel. Tillige med den fredfyldte vejledning, vi modtager fra Helligånden, forsikrer Gud fra tid til anden kraftigt og meget personligt hver enkelt af os om, at han kender os og elsker os, og at han velsigner os specifikt og åbenlyst. I vores svære stunder bringer Frelseren minder om disse oplevelser tilbage til vores sind.
Tænk på jeres eget liv. I årenes løb har jeg lyttet til tusinder af dybt åndelige oplevelser fra sidste dages hellige over hele verden, så det for mig er bekræftet og hævet over enhver tvivl, at Gud kender og elsker os hver især, og at han ivrigt ønsker at åbenbare sig for os. Disse oplevelser kan komme på afgørende tidspunkter i vores liv eller i noget, der umiddelbart virker som betydningsløse begivenheder, men de ledsages altid af en usædvanlig stærk åndelig bekræftelse af Guds kærlighed.
Når vi husker disse åndeligt definerende oplevelser, får det os ned på knæ, hvor vi som profeten Joseph erklærer: »Det, jeg modtog, kom fra himlen. Jeg vidste det, og jeg vidste, at Gud vidste, at jeg vidste det.«5
Fire eksempler
Overvej jeres egne åndeligt definerende minder, mens jeg fortæller nogle få eksempler fra andre.
For mange år siden bønfaldt en ældre stavspatriark med to dårlige hjerteklapper den daværende dr. Russell M. Nelson om at gribe ind, selv om der på det tidspunkt ikke var nogen kirurgisk løsning for den beskadigede anden hjerteklap. Dr. Nelson gik til sidst med til at udføre operationen. Her er præsident Nelsons ord:
»Da vi havde fjernet hindringen i den første hjerteklap, åbnede vi for den anden klap. Vi fandt den intakt, men så slemt udvidet, at den ikke længere kunne fungere efter hensigten. Mens vi undersøgte denne hjerteklap, kom der en tydelig besked i mit sind: Begræns omkredsen af ringen. Jeg gav beskeden til min assistent. ›Klappens væv vil være tilstrækkelig, hvis vi effektivt kan begrænse ringen til dens normale størrelse.‹
Men hvordan? … Et billede dukkede meget livagtigt op i mit sind, som viste, hvor stingene skulle placeres – en fold her og et læg her … Jeg husker stadig det mentale billede – komplet med prikkede linjer, hvor syningen skulle placeres. Udbedringen blev udført, som det var kortlagt i mit sind. Vi afprøvede klappen og erfarede, at lækken var begrænset bemærkelsesværdigt. Min assistent sagde: ›Det er et mirakel.‹«6 Patriarken levede i mange år.
Dr. Nelson havde fået vejledning. Og han vidste, at Gud vidste, at han vidste, at han var blevet vejledt.
Kathy og jeg mødte Beatrice Magré for første gang i Frankrig for 30 år siden. Beatrice fortalte mig for nylig om en oplevelse, der påvirkede hendes åndelige liv, kort tid efter hun blev døbt som teenager. Dette er hendes ord:
»De unge i vores gren besøgte med deres ledere stranden ved Lacanau, halvanden time fra Bordeaux.
Før vi tog hjem, besluttede en af lederne at tage en sidste svømmetur og dykkede ned i bølgerne med briller på. Da han kom op igen, var hans briller blevet væk … De var forsvundet i havet.
De manglende briller ville forhindre ham i at køre sin bil. Vi var strandet langt hjemmefra.
En søster med tro foreslog, at vi bad.
Jeg mumlede, at bønner ikke ville gavne os, og jeg deltog noget usikkert i gruppen, som bad offentligt, mens vi stod i det grumsede vand til livet.
Da bønnen var forbi, strakte jeg mine hænder ud for at plaske på alle. Da mine hænder gled hen over havets overflade, lå hans briller i min hånd. En kraftig følelse ramte min sjæl. Gud hører faktisk og besvarer vores bønner.«7
45 år senere huskede hun det, som var det sket i går. Beatrice var blevet velsignet, og hun vidste, at Gud vidste, at hun vidste, at hun var blevet velsignet.
Præsident Nelsons og søster Magrés oplevelser var meget forskellige, men blev for dem begge et uforglemmeligt definerende minde om Guds kærlighed forankret i deres hjerte.
Sådanne definerende hændelser kommer ofte i forbindelse med at lære om det gengivne evangelium eller ved at fortælle andre om evangeliet.
Dette billede blev taget i São Paulo i Brasilien i 2004. Floripes Luzia Damasio fra Ipatinga Stav i Brasilien var 114 år gammel. Søster Damasio talte om sin omvendelse og fortalte mig, at missionærerne i hendes landsby havde givet et meget sygt spædbarn en præstedømmevelsignelse, og barnet kom sig mirakuløst. Hun ville gerne vide mere. Da hun bad om deres budskab, bekræftede et ubestrideligt vidnesbyrd fra Ånden for hende, at Joseph Smith var Guds profet. Som 103-årig blev hun døbt, og som 104-årig fik hun sin begavelse. Hvert år derefter tog hun den 14-timer lange bustur for at tilbringe en uge i templet. Søster Damasio havde modtaget en himmelsk bekræftelse, og hun vidste, at Gud vidste, at hun vidste, at vidnesbyrdet var sandt.
Her er et åndeligt minde fra min første mission i Frankrig for 48 år siden.
Da vi bankede på døre, efterlod min kammerat og jeg en Mormons Bog hos en ældre kvinde. Da vi vendte tilbage til kvindens lejlighed en uges tid efter, åbnede hun døren. Før der blev mælet et ord, mærkede jeg en håndgribelig, åndelig kraft. De intense følelser vedblev, da madame Alice Audubert inviterede os ind og fortalte os, at hun havde læst Mormons Bog og vidste, at den var sand. Da vi forlod hendes lejlighed den dag, bad jeg: »Himmelske Fader, hjælp mig til aldrig at glemme det, jeg lige har følt.« Det har jeg aldrig.
I et tilsyneladende almindeligt øjeblik ved en dør som hundredvis af andre døre havde jeg følt himlens kraft. Og jeg vidste, at Gud vidste, at jeg vidste, at et af himlens vinduer var blevet åbnet.
Skræddersyet og ubestridelig
Disse åndeligt definerende øjeblikke kommer på forskellige tidspunkter og på forskellige måder, der er skræddersyet til hver enkelt af os.
Tænk på jeres yndlingseksempler i skrifterne. Da de lyttede til apostlen Peter, »stak det dem i hjertet«.8 Den lamanitiske kvinde Abish troede på »et bemærkelsesværdigt syn, som hendes far havde haft«.9 Og en røst lød i Enoshs sind.10
Min ven Clayton Christensen beskrev en oplevelse under en meget bønsom gennemlæsning af Mormons Bog således: »En skøn, varm og kærlig ånd omgav mig og gennemtrængte min sjæl, omfavnede mig med en følelse af kærlighed, som jeg ikke troede, at jeg kunne føle, [og disse følelser fortsatte aften efter aften].«11
Der er tidspunkter, hvor åndelige følelser trænger ned i vores hjerte som en ild, der oplyser vores sjæl. Joseph Smith forklarede, at vi sommetider oplever et »pludseligt indfald af visse tanker« og nu og da, at »den rene intelligens tilflyde[r] dig«.12
Præsident Dallin H. Oaks svarede en oprigtig mand, som hævdede, at han aldrig havde haft en sådan oplevelse. Han rådede: »Måske er dine bønner blevet besvaret igen og igen, men dine forventninger har været fikseret på et tegn så stort eller en røst så høj, at du tror, at du ikke har fået noget svar.«13 Frelseren selv talte om et folk med stor tro, som »blev [velsignet] med ild og med Helligånden, [men] de vidste det ikke.«14
Hvordan hører du ham?
Vi har for nyligt hørt præsident Russell M. Nelson sige: »Jeg opfordrer jer til at tænke dybt og ofte over dette centrale spørgsmål: Hvordan hører du ham? Jeg opfordrer også jer til at tage skridt til at høre ham bedre og mere ofte.«15 Han gentog den opfordring her til formiddag.
Vi hører ham i vores bønner, i vores hjem, i skrifterne, i vores salmer, mens vi værdigt modtager nadveren, mens vi erklærer vores tro, mens vi tjener andre, og mens vi besøger templet med vores søskende. Åndeligt definerende øjeblikke kommer, når vi bønsomt lytter til generalkonferencen, og når vi holder buddene bedre. Og børn, disse oplevelser gælder også jer. Husk, at Jesus »underviste og betjente børnene … og [børnene] talte store og forunderlige ting«.16 Herren har sagt:
»[Denne kundskab] bliver givet ved min Ånd til jer … og var det ikke ved min kraft, kunne I ikke få dem.
Derfor kan I vidne om, at I har hørt min røst og kender mine ord.«17
Vi kan »høre ham« på grund af velsignelsen ved Frelserens uforlignelige forsoning.
Selv om vi ikke kan vælge tidspunktet for at modtage disse definerende øjeblikke, har præsident Henry B. Eyring fremsat dette råd om vores forberedelse: »I aften og i morgen aften beder I måske om og overvejer disse spørgsmål: Sendte Gud et budskab, der var lige til mig? Så jeg hans hånd i mit eller i [min families] liv?«18 Tro, lydighed, ydmyghed og oprigtig hensigt åbner for himlens vinduer.19
En illustration
I tænker måske på jeres åndelige minder på den måde. I stadig bøn, med en beslutsomhed om at holde vores pagter og med Helligåndsgaven kan vi navigere gennem livet. Når personlige problemer, tvivl eller modløshed formørker vores vej, eller når tilstande i verden er uden for vores kontrol og fører til, at vi spekulerer over fremtiden, er de åndeligt definerende minder fra vores livets bog som selvlysende sten, der er med til at oplyse vejen forude og forvisse os om, at Gud kender os, elsker os og har sendt sin Søn, Jesus Kristus, til at hjælpe os med at komme hjem. Og når nogle lægger sine definerende minder til side og er fortabt eller forvirret, vender vi dem mod Frelseren, når vi fortæller dem om vores tro og vores minder og hjælper dem til at genfinde disse dyrebare åndelige øjeblikke, som de engang værdsatte.
Nogle oplevelser er så hellige, at vi vogter dem i vores åndelige hukommelse og ikke fortæller andre om dem.20
»Engle taler ved Helligåndens kraft; derfor taler de Kristi ord.«21
»Englene [er ikke] hørt op med at betjene menneskenes børn.
For se, de er underkastet [Kristus] for at tjene på hans befalings ord og for at vise sig for dem, som har en stærk tro og et fast sind i enhver form for gudsfrygt.«22
Og »Talsmanden, Helligånden … skal lære jer alt og minde jer om alt«.23
Favn jeres hellige minder. Tro på dem. Skriv dem ned. Fortæl jeres familie om dem. Stol på, at de kommer til jer fra jeres himmelske Fader og hans elskede Søn.24 Lad dem bringe tålmodighed til jeres tvivl og forståelse til jeres problemer.25 Jeg lover jer, at når I villigt anerkender og omhyggeligt værdsætter de åndeligt definerende begivenheder i jeres liv, vil mere og mere komme til jer. Vor himmelske Fader kender jer og elsker jer!
Jesus er Kristus, hans evangelium er blevet gengivet, og når vi forbliver trofaste, vidner jeg om, at vi vil være hans for evigt. I Jesu Kristi navn. Amen.