Hosianna og halleluja – Den levende Kristus: Hjertet af genoprettelsen og påske
Ved denne tid med hosianna og halleluja, så syng halleluja – for han skal regere for evigt og evigt!
Kære brødre og søstre: Med hosianna og halleluja fejrer vi den levende Kristus i denne tid med fortsat gengivelse og påske. Med fuldkommen kærlighed forsikrer Frelseren os: »I skal have fred i mig. I verden har I trængsler; men vær frimodige, jeg har overvundet verden.«1
For nogle år siden mødte søster Gong og jeg en dejlig familie. Deres unge datter Ivy trak genert sin violinkasse frem. Hun tog violinbuen ud, strammede og smurte den. Så lagde hun buen tilbage i kassen, bukkede og satte sig ned. Som nybegynder havde hun lige delt alt, hun vidste om violinen. Nu flere år senere spiller Ivy smukt på violin.
I denne jordiske tid er vi alle lidt som Ivy og hendes violin. Vi begynder ved begyndelsen. Med øvelse og vedholdenhed udvikler og forbedrer vi os. Med tiden hjælper moralsk handlefrihed og jordisk erfaring os til at blive mere som vor Frelser, når vi arbejder med ham i hans vingård2 og følger hans pagtssti.
Jubilæer, herunder dette tohundredeår, fremhæver mønstre for gengivelse.3 Ved fejringen af denne vedvarende gengivelse af Jesu Kristi evangelium forbereder vi os også til påske. Ved begge lejligheder fryder vi os over Kristi tilbagekomst. Han lever – ikke kun dengang, men nu. Ikke kun for nogle, men for alle. Han kom og kommer for at hele de sønderknuste, udfri de fangne, give de blinde synet tilbage og sætte undertrykte i frihed.4 Det er os hver især. Hans forløsende løfter gælder, uagtet vores fortid, vores nutid eller vores bekymringer om vores fremtid.
I morgen er det palmesøndag. Traditionelt var palmegrene et helligt symbol på at udtrykke glæde i vor Herre, som i Jesu sejrsindtog i Jerusalem, hvor »den store folkeskare … tog … palmegrene og gik ham i møde«.5 (I er måske interesseret i at vide, at det originale maleri af Harry Anderson hænger på præsident Russell M. Nelsons kontor lige bag hans skrivebord). I Johannes’ Åbenbaring er de, der priser Gud og lammet, »klædt i hvide klæder og med palmegrene i hænderne.«6 Sammen med »retfærdighedens dragt« og »herlighedens krone« blev palmer medtaget i indvielsesbønnen for templet i Kirtland.7
Selvfølgelig er betydningen af palmesøndag større end folkeskaren, der hilser på Jesus med palmegrene. På palmesøndag kom Jesus ind i Jerusalem på en måde, som de trofaste genkendte som opfyldelsen af profeti. Ligesom Zakarias8 og salmisten profetisk forudså, kom vor Herre ridende ind i Jerusalem på et føl, mens folkeskaren bevidst råbte: »Hosianna i det højeste!«9 Hosianna betyder »frels os«.10 Dengang, ligesom nu, fryder vi os: »Velsignet være han, som kommer, i Herrens navn!«11
En uge efter palmesøndag er det påskesøndag. Præsident Russell M. Nelson har sagt, at Jesus Kristus »kom for at betale en gæld, han ikke skyldte, fordi vi skyldte en gæld, vi ikke kunne betale.«12 Faktisk kan alle Guds børn gennem Jesu Kristi forsoning »blive frelst ved lydighed mod evangeliets love og ordinancer.«13 Ved påske synger vi halleluja. Halleluja betyder »pris Herren Jahve«.14 Hallelujakoret i Händels Messias er en elsket påskeerklæring om, at han er »kongernes konge og herrernes herre«.15
De hellige begivenheder mellem palmesøndag og påskesøndag er historien om hosianna og halleluja. Hosianna er vores bøn til Gud om at frelse. Halleluja udtrykker vores pris til Herren for håbet om frelse og ophøjelse. I hosianna og halleluja anerkender vi den levende Jesus Kristus som hjertet for påske og gengivelsen i de sidste dage.
Gengivelsen i de sidste dage begynder med en teofani – den bogstavelige tilsynekomst af Gud Faderen og hans Søn, Jesus Kristus, til den unge profet Joseph Smith. Profeten Joseph Smith sagde: »Hvis I kunne se ind i himlen i fem minutter, ville I vide mere, end I ville ved at læse alt, hvad der nogensinde er skrevet om dette emne.«16 Fordi himlene er åbne igen, kender vi og tror vi »på Gud, den evige Fader, på hans Søn Jesus Kristus og på Helligånden.«17 – Den guddommelige Guddom.
Påskesøndag den 3. april 1836, i begyndelsen af genoprettelsen, viste den levende Kristus sig, efter templet i Kirtland blev indviet. De, der så ham der, vidnede om ham med komplementerende kontraster af vand og ild: »Hans øjne var som en ildslue, håret på hans hoved var hvidt som ren sne, hans ansigt strålede klarere end solen, og hans røst var som lyden af bruset fra vældige vande, ja, Jahves røst«.18
Ved den lejlighed erklærede Frelseren: »Jeg er den første og den sidste; jeg er den, som lever, jeg er den, som blev slået ihjel; jeg er jeres talsmand over for Faderen.«19 Igen komplimenterende kontraster – første og sidste, levende og slået ihjel. Han er Alfa og Omega, begyndelsen og enden,20 troens ophavsmand og fuldender.21
Efter Jesus Kristus havde vist sig kom Moses, Elias og profeten Elias også. Ved guddommelig vejledning gengav disse store profeter fra gammel tid præstedømmets nøgler og myndighed. Derved blev »nøglerne til denne uddeling overdraget«22 i den genoprettede kirke for at velsigne alle Guds børn.
Profeten Elias’ komme til templet i Kirtland opfyldte også Malakias’ profeti i Det Gamle Testamente om, at profeten Elias ville komme, »før Herrens dag kommer, den store og frygtelige.«23 Derved faldt profeten Elias’ besøg, dog ikke tilfældigt, sammen med den jødiske påske, der traditionelt ærbødigt afventer profeten Elias’ tilbagekomst.
Mange hengivne jødiske familier dækker en plads til profeten Elias ved deres påskebord. Mange fylder et glas til randen for at invitere og byde ham velkommen. Og ved det traditionelle jødiske påskemåltid sender nogle deres børn til døren, der nogle gange står på klem, for at se, om profeten Elias er udenfor og venter på at blive inviteret ind.24
I opfyldelse af profeti og som en del af den lovede genoprettelse af alt,25 kom profeten Elias som lovet ved påske og begyndelsen af den jødiske påske. Han bragte beseglingsmyndigheden til at forbinde familier på jorden og i himlen. Som Moroni sagde til profeten Joseph, skal profeten Elias »i børnenes hjerte plante de løfter, der blev givet til fædrene, og børnenes hjerte skal vende sig til deres fædre. Om det ikke var således«, fortsatte Moroni, »ville hele jorden fuldstændigt blive lagt øde ved [Herrens] komme.«26 Elias’ ånd, en tilkendegivelse af Helligånden, trækker os mod vores generationer – tidligere, nuværende og fremtidige – i vores genealogi, historier og tempeltjeneste.
Lad os også kort huske på, hvad påsken betyder. Den jødiske påske mindes Israels børns udfrielse efter 400 års fangenskab. I 2 Mosebog står der, hvordan udfrielsen fandt sted efter plager af frøer, myg, fluer, kvægpest, bylder, hagl og ild, græshopper og mørke. Den sidste plage truede med den førstefødtes død i landet, men ikke i Israels hus – hvis de husstande havde smurt blod fra et førstefødt handyr på deres dørstolper.27
Dødens engel gik forbi de huse, der var markeret med det symbolske lammeblod.28 Den passeren symboliserer, at Jesus Kristus i sidste ende overvinder døden. Guds lams sonende blod giver os i sandhed vor gode hyrdes kraft til at indsamle hans folk på alle steder og i alle situationer til sikkerhed i hans fold på begge sider af sløret.
Mormons Bog beskriver væsentligt »Kristi kraft og opstandelse«29 – essensen af påske – i form af to genoprettelser.
For det første omfatter opstandelsen en fysisk genoprettelse af vores »rette og fuldkomne skikkelse« – »hvert lem og led«, »ja, end ikke et hår på hovedet skal gå tabt.«30 Dette løfte giver håb til dem, der har mistet en kropsdel, dem, der har mistet evnen til at se, høre eller gå, eller de tanker, der er gået tabt på grund af ubarmhjertig sygdom, mental sygdom eller anden begrænsende svækkelse. Han finder os. Han gør os hele.
Et andet løfte fra påsken og vor Herres forsoning er, at åndeligt talt skal »alt blive bragt tilbage til dets rette orden«.31 Denne åndelige genoprettelse, afspejler vores gerninger og ønsker. Ligesom brød på vandet32 genopretter det »det, der er godt«, »retfærd«, »retfærdigt« og »barmhjertigt.«33 Det er ikke underligt, at Alma brugte ordet genoprettelse 22 gange,34 da han opfordrede os til at handle »ret, [dømme] retfærdigt og [gøre] bestandigt godt«.35
Da »Gud selv [har sonet] for verdens synder«,36 kan Herrens forsoning ikke alene gendanne det, der var, men også det, der kan blive. Fordi han kender vores smerter, lidelser, sygdomme og vores fristelser af enhver art«,37 kan han med barmhjertighed bistå os, hvad angår vores skrøbeligheder.38 Da Gud er »en fuldkommen og retfærdig Gud og også en barmhjertig Gud«, kan barmhjertighedens plan »tilfredsstille retfærdighedens krav«.39 Vi omvender os og gør alt, hvad vi kan. Han omfavner os for evigt i »hans kærligheds arme.«40
I dag fejrer vi genoprettelsen og opstandelsen. Sammen med jer fryder jeg mig over den vedvarende gengivelsen af Jesu Kristi evangeliums fylde. Ligesom den begyndte for 200 år siden dette forår, fortsætter lys og åbenbaring med at komme gennem Herrens levende profeter og hans kirke, der kaldes ved hans navn – Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige – og gennem personlig åbenbaring og inspiration ved den himmelske gave Helligånden.
I denne påske vidner jeg sammen med jer om Gud, vor himmelske Fader, og hans elskede Søn, den levende Jesus Kristus. Dødelige mennesker blev grusomt korsfæstet og sidenhen opstod de. Men kun den levende Jesus Kristus i sin fuldkomne opstandne tilstand bærer stadig mærker fra sin korsfæstelse i sine hænder, fødder og side. Kun han kan sige: »Se, i mine håndflader har jeg tegnet dig.«41 Kun han kan sige: »Jeg er den, som blev løftet op. Jeg er Jesus, som blev korsfæstet. Jeg er Guds Søn.«42
Ligesom lille Ivy og hendes violin, er vi på nogle punkter stadig nybegyndere. I sandhed: »Hvad intet øje har set og intet øre hørt, og hvad der ikke er opstået i noget menneskes hjerte, det, som Gud har beredt for dem, der elsker ham.«43 I disse tider kan vi lære meget af Guds godhed og vores guddommelige potentiale for, at Guds kærlighed kan vokse i os, når vi søger ham og rækker ud til hinanden. På nye måder og på nye steder kan vi være og blive, linje på linje, venlighed på venlighed, enkeltvis og sammen.
Kære brødre og søstre overalt, når vi mødes og lærer sammen, fylder jeres tro og godhed mig med en fornemmelse af evangelisk eventyr og taknemlighed. Jeres vidnesbyrd og evangeliske rejse beriger mit vidnesbyrd og min evangeliske rejse. Jeres bekymringer og glæder, jeres kærlighed til Guds husstand og samfund af hellige og jeres livserfaringer med gengivet sandhed og lys øger min fylde af det gengivne evangelium med den levende Jesus Kristus som det centrale. Sammen stoler vi på »gennem skyer og solskin, Herre, bliv hos mig!«44 Forenet ved vi midt i vores byrder og bekymringer, at vi kan tælle vore mange velsignelser.45 I de daglige detaljer og små og enkle ting kan vi se store ting blive udført i vores liv.46
»Og det skal ske, at de retfærdige skal blive samlet ind fra alle folkeslag og komme til Zion, idet de synger sange om evigtvarende glæde.«47 Ved denne tid med hosianna og halleluja, så syng halleluja – for han skal regere for evigt og evigt! Råb hosianna for Gud og Lammet! I Jesu Kristi hellige navn. Amen.