Det Melkisedekske Præstedømme og nøglerne
I Kirken udøves præstedømmets myndighed under ledelse af en præstedømmeleder, som bærer nøglerne til det præstedømme.
Jeg har valgt at tale mere om Guds præstedømme, et emne, der allerede er blevet talt om af tre tidligere talere, som belærte os om, hvordan præstedømmet velsigner unge kvinders, unge mænds og kvinders liv.
Præstedømmet er en guddommelig magt og myndighed, der bæres i tillid til, at det bliver brugt til Guds værk til gavn for alle hans børn. Præstedømmet er ikke dem, som er blevet ordineret til et præstedømmeembede eller dem, som udøver dets myndighed. Mænd, der bærer præstedømmet, er ikke præstedømmet. Selvom vi ikke bør omtale ordinerede mænd som præstedømmet, så er det passende at omtale dem som bærere af præstedømmet.
Præstedømmets magt findes både i Kirkens og i familiens organisation. Men præstedømmets kraft og præstedømmemyndighed fungerer anderledes i Kirken, end den gør i familien. Alt dette er i henhold til Herrens fastsatte principper. Formålet med Guds plan er at lede hans børn til evigt liv. Familier på jorden er afgørende for den plan. Kirken er til for at give den lære, myndighed og de ordinancer, der er nødvendige for at fortsætte familiebånd i evighederne. Derved har familieorganisationen og Jesu Kristi Kirke et gensidigt styrkende forhold. Præstedømmets velsignelser – såsom evangeliets fylde og ordinancer som dåb, bekræftelse og modtagelse af Helligåndsgaven, tempelbegavelsen og evigt ægteskab – er tilgængelige for både mænd og kvinder.1
Det præstedømme, vi taler om her, er det Melkisedekske Præstedømme, som blev gengivet i begyndelsen af genoprettelsen af evangeliet. Joseph Smith og Oliver Cowdery blev ordineret af Peter, Jakob og Johannes, som erklærede, »at de var i besiddelse af nøglerne til riget og til tidernes fyldes uddeling« (L&P 128:20). Disse seniorapostle modtog den myndighed fra Frelseren selv. Alle andre myndigheder eller embeder i præstedømmet er tillæg til det Melkisedekske Præstedømme (se L&P 107:5), fordi det »besidder retten til at præsidere og har magt og myndighed over alle embeder i kirken i alle verdens tidsaldre« (L&P 107:8).
I Kirken udøves myndigheden til det højere præstedømme, det Melkisedekske Præstedømme, og det mindre eller Aronske Præstedømme under ledelse af en præstedømmeleder, som en biskop eller præsident, som bærer nøglerne til det præstedømme. For at forstå udøvelsen af præstedømmemyndighed i Kirken, må vi forstå princippet om præstedømmets nøgler.
Det Melkisedekske Præstedømmes nøgler til riget, blev overdraget af Peter, Jakob og Johannes, men det færdiggjorde ikke gengivelsen af præstedømmets nøgler. Nogle af præstedømmets nøgler kom senere. Efter indvielsen af denne uddelings første tempel i Kirtland i Ohio gengav tre profeter – Moses, Elias og profeten Elias – »nøglerne til denne uddeling«, heriblandt nøglerne, som hører til Israels indsamling og arbejdet i Herrens templer (se L&P 110), som præsident Eyring lige beskrev så overbevisende.
Det mest kendte eksempel på nøglers funktion er udførelsen af præstedømmets ordinancer. En ordinance er en højtidelig handling, som er en tilkendegivelse på indgåelsen af pagter og løftet om velsignelser. I Kirken bliver alle ordinancer udført under bemyndigelsen fra præstedømmelederen, som bærer nøglerne til den ordinance.
En ordinance udføres oftest af personer, der er blevet ordineret til et embede i præstedømmet, og som handler under ledelse af en, der bærer præstedømmenøgler. Fx udfører bærerne af de forskellige embeder i det Aronske Præstedømme nadverordinancen under biskoppens nøgler og ledelse, som har det Aronske Præstedømmes nøgler. Det samme princip gælder de præstedømmeordinancer, kvinder udfører i templet. Selvom kvinder ikke bærer et embede i præstedømmet, udfører de hellige tempelordinancer under ledelse af tempelpræsidenten, som bærer nøglerne til tempelordinancer.
Et andet eksempel på præstedømmemyndighed under ledelse af en, der bærer nøgler, er undervisning af mænd og kvinder, der er kaldet til at undervise i evangeliet, uanset om det er i klasser i deres hjemmenighed eller i missionsmarken. Andre eksempler er dem, der tjener i menighedens lederskab, og som udøver præstedømmemyndighed i deres ledelse i kraft af deres kaldelse og under indsættelse og ledelse af præstedømmebæreren, som bærer nøglerne i menigheden eller staven. Det er sådan, at præstedømmets kraft og myndighed udøves og nydes i Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige.2
Præstedømmemyndighed bliver også udøvet, og dets velsignelser realiseret, i sidste dages hellige familier. Ved familie mener jeg en mand, der bærer præstedømmet, og en kvinde, som er gift og deres børn. Jeg inkluderer også variationerne af de ideelle forhold, såsom de, der er forårsaget af død eller skilsmisse.
Princippet om, at præstedømmets myndighed kun kan udøves under ledelse af den, der har nøglerne til den funktion, er fundamental i Kirken, men det gælder ikke i familien. Fx præsiderer og udøver en far præstedømmet i sin familie med myndighed i det præstedømme, han bærer. Han har ikke brug for ledelse eller godkendelse af en, der bærer præstedømmenøgler for at kunne virke i sine forskellige familiefunktioner. Dette er blandt andet at rådgive medlemmer af sin familie, holde familiemøder, give en præstedømmevelsignelse til sin hustru og børn eller give helbredende velsignelser til familiemedlemmer eller andre.3 Kirkens myndigheder underviser familiemedlemmer, men leder ikke udøvelsen af præstedømmemyndigheden i familien.
Det samme princip gælder, når en far ikke er til stede, og en mor er familiens leder. Hun præsiderer i sit hjem og er instrumental for at bringe præstedømmets kraft og velsignelser ind i sin familie, gennem sin begavelse og besegling i templet. Selvom hun ikke er bemyndiget til at give præstedømmevelsignelser, som kun kan gives af en, der bærer et bestemt embede i præstedømmet, kan hun virke i alle andre funktioner i familiens lederskab. Ved at gøre dette, udøver hun præstedømmets kraft til gavn for de børn, som hun præsiderer over i sin position som familiens leder.4
Hvis fædre ville højne deres præstedømme i deres egen familie, ville det fremme Kirkens mission så meget, mere end noget andet ville gøre. Fædre, der bærer det Melkisedekske Præstedømme, bør udøve deres myndighed »ved overtalelse, ved langmodighed, ved mildhed og sagtmodighed og ved uskrømtet kærlighed« (L&P 121:41). Denne høje standard for udøvelse af alle præstedømmets myndigheder er yderst vigtig i familien. Præstedømmebærere bør også holde befalingerne, så de har præstedømmets kraft til at give deres familiemedlemmer velsignelser. De bør fremme kærlige familierelationer, så familien har lyst til at bede dem om velsignelser. Og forældre bør opfordre til flere præstedømmevelsignelser i familien.5
Mens vi ved disse konferencemøder søger et kort ly fra vores jordiske bekymringer med en ødelæggende pandemi, er vi blevet undervist i evighedens store principper. Jeg opfordrer enhver af os til at have vores øje »målrettet« på, at modtage disse principper om evigheden, så vores legeme vil »være fuld af lys« (3 Ne 13:22).
I Frelserens prædiken til de skarer, der er beskrevet i Biblen og i Mormons Bog, underviste han om, at vores dødelige legemer kan være fulde af lys eller fulde af mørke. Vi ønsker selvfølgelig at blive fyldt med lys, og vor Frelser har undervist os, hvordan vi kan få dette til at ske. Vi bør lytte til dette budskab om evighedens sandheder. Han brugte øjet som eksempel, igennem hvilket vi tager lys ind i vores legeme. Hvis vores øje er »målrettet« – eller med andre ord, hvis vi koncentrerer os om at modtage evigt lys og evig forståelse – forklarede han, »vil hele dit legeme være fuld af lys« (Matt 6:22; 3 Ne 13:22). Men advarede han, hvis vores »øje er ondt« – altså hvis vi leder efter ondskab og tager det ind i vores legeme – så »vil hele dit legeme være fuld af mørke« (v. 23). Med andre ord, lyset eller mørket i vores legeme afhænger af, hvordan vi ser – eller modtager – de evige sandheder, vi bliver undervist i.
Vi bør følge Frelserens opfordring til at søge, bede om at forstå evighedens sandheder. Han lover, at vor Fader i himlen er villig til at undervise i alle de sandheder, de søger (se 3 Ne 14:8). Hvis vi ønsker dette og har vores øje rettet mod at modtage dem, så lover Frelseren, at evighedens sandheder »skal lukkes op« for os (se 3 Ne 14:7-8).
Modsat er Satan ivrig efter at forvirre vores tanker eller at føre os på afveje, når det kommer til vigtige ting som Guds præstedømmes virke. Frelseren advarede mod sådanne »falske profeter, som kommer til jer i fåreklæder, men indeni er de glubske ulve« (3 Ne 14:15). Han gav os denne test til at hjælpe os med at finde sandheden blandt de mange forskellige lærdomme, som kan forvirre os: »I skal kende dem på deres frugter« (3 Ne 14:16). »Et godt træ kan ikke bære dårlige frugter, ej heller kan et fordærvet træ bære god frugt« (v. 18). Derfor bør vi se på resultaterne – »frugterne« – af de principper, der undervises i, og de personer, der underviser om dem. Det er det bedste svar på mange af de indvendinger, vi hører mod Kirken og dens lære og retningslinjer og lederskab. Brug den test Frelseren gav. Se efter frugterne – resultaterne.
Når vi tænker på evangeliets og Jesu Kristi genoprettede kirkes frugter, glæder vi os over, at Kirken i dens nulevende medlemmers levetid, er vokset fra lokale forsamlinger mellem bjergene mod vest til, at størstedelen af dens mere end 16 millioner medlemmer bor i lande udenfor USA. Med den vækst har vi oplevet en større kapacitet i Kirken til at hjælpe dens medlemmer. Vi bidrager til at holde befalingerne, til at opfylde ansvaret for at forkynde det gengivne evangelium, til at indsamle Israel og til at bygge templer verden over.
Vi ledes af en profet, præsident Russell M. Nelson, hvis lederskab Herren har brugt til at opnå den fremgang, vi har set de godt og vel to år under hans ledelse. Nu bliver vi velsignet med at høre fra præsident Nelson, som vil undervise os i, hvordan vi fortsætter vores fremgang i denne genoprettede Jesu Kristi Kirke i disse udfordrende tider.
Jeg vidner om sandheden af disse ting og tilslutter mig jeres bønner for vores profet, som er den næste, vi skal høre fra, i Jesu Kristi navn. Amen.