Generalkonference
Gå fremad i tro
Aprilkonferencen 2020


2:3

Gå fremad i tro

Jeg velsigner jer med fred og større tro på Herren.

Mine elskede brødre og søstre, her hvor vi afslutter denne historiske konference, takker vi Herren. Musikken har været storslået og budskaberne inspirerende.

Ved denne konference har vi oplevet mange højdepunkter. Ved dette 200-års jubilæum har vi introduceret en proklamation til verden, der erklærer vitterligheden af gengivelsen af Jesu Kristi evangelium i dets fylde.

Vi fejrede genoprettelsen med hosianna-råbet.

Vi afslørede et nyt logo, der signalerer vores tro på Herren Jesus Kristus og sikrer visuel genkendelse af officielle oplysninger og materialer fra Kirken.

Vi har bekendtgjort en global dag med faste og bøn om, at den nuværende pandemi må komme under kontrol, at sundhedspersonale må blive beskyttet, økonomien styrket og livet igen blive normalt. Denne faste vil blive afholdt langfredag den 10. april. Det vil blive en fantastisk fredag!

Næste søndag er det påskesøndag, hvor vi igen vil fejre vor Herre, Jesu Kristi forsoning og opstandelse. Takket være hans forsoning, gælder hans gave med opstandelse til alle, som nogensinde har levet. Og hans gave med evigt liv vil komme til alle, som gør sig værdige dertil ved troskab mod ordinancer og pagter indgået i hans hellige templer.

De mange inspirerende dele af aprilkonferencen 2020 – og den hellige uge, der nu begynder – kan sammenfattes i to guddommeligt udtalte ord: »Hør ham.«1 Vi beder til, at jeres fokus på vor himmelske Fader, som udtalte disse ord, og på hans elskede Søn, Jesus Kristus, vil fylde mest i jeres erindring af alt det, der er sket. Vi beder om, at I på ny vil begynde virkeligt at høre, lytte til og følge Frelserens ord.2 Jeg lover jer, at det vil føre til mindre frygt og mere tro.

Tak for jeres ønske om at gøre jeres hjem til sande tilflugtssteder af tro, hvor Herrens Ånd kan dvæle. Vores evangeliske studieplan, Kom og følg mig, vil fortsat velsigne os. Jeres konstante indsats på dette område – tilmed i de øjeblikke, hvor I føler, at det ikke går særligt godt – vil forandre jeres tilværelse, jeres families og verden. Vi vil blive styrket, når vi bliver endnu mere tapre som Herrens disciple, der står fast for og forsvarer ham, uanset hvor vi er.

Lad os nu tale om templer. Vi har 168 indviede templer verden over. Andre befinder sig i forskellige faser af planlægning eller opførelse. Når planer om at opføre et nyt tempel bliver bekendtgjort, bliver de en del af vores hellige historie.

Det kan virke pudsigt at bekendtgøre nye templer, når alle vores templer er lukket for en tid.

For mere end hundrede år siden forudså præsident Wilford Woodruff tilstande som vores i dag, det er nedskrevet i hans indvielsesbøn for templet i Salt Lake City fra 1893. Nogle af jer har måske for nyligt set uddrag fra denne bemærkelsesværdige bøn på de sociale medier.

Hør denne tryglen fra en stor Guds profet: »Når dit folk ikke har mulighed for at træde ind i dette hellige hus … og de er undertrykt og i problemer, omgivet af vanskeligheder … og vender deres ansigt mod dette dit hellige hus og beder til dig om udfrielse, om hjælp, om at din kraft må blive udvist på deres vegne, da bønfalder vi dig om i nåde at se ned fra din hellige bolig … og lytte til deres råb. Eller når dit folks børn i de kommende år af nogen årsag måtte blive adskilt fra dette sted … og de vil råbe til dig fra deres trængslers og sorgs dyb om at sende lindring og udfrielse til dem, da bønfalder vi dig ydmygt om … at lytte til deres råb og skænke dem de velsignelser, som de beder om.«3

Brødre og søstre, i tider med vores nød, hvor templer er lukket, kan I stadig trække på kraften i jeres tempelpagter og begavelse, når I ærer jeres pagter. Anvend denne tid, hvor templerne er lukket, til fortsat at leve tempelværdigt eller til at blive tempelværdig.

Tal om templet med jeres familie og venner. Eftersom Jesus Kristus er det centrale i alt, hvad vi gør i templet, vil I tænke mere på ham, når I tænker mere på templet. Studér og bed for at lære mere om den kraft og kundskab, som I er blevet begavet med – eller som I fremover vil blive begavet med.

I dag glæder vi os over at bekendtgøre planer om at bygge otte nye templer følgende steder: Bahía Blanca i Argentina, Tallahassee i Florida, Lubumbashi i Den Demokratiske Republik Congo, Pittsburgh i Pennsylvania, Benin City i Nigeria, Syracuse i Utah, Dubai i De Forenede Arabiske Emirater og Shanghai i Folkerepublikken Kina.

Alle otte steder vil Kirkens arkitekter arbejde sammen med de lokale myndigheder, så templet vil harmonere med og blive en smuk tilføjelse til lokalsamfundet.

Planen om et tempel i Dubai kommer som svar på en elskværdig invitation, som vi taknemmeligt har taget imod.

Konteksten for planen om Shanghai er meget vigtig. I mere end to årtier har tempelværdige medlemmer i Folkerepublikken Kina taget til templet i Hong Kong. Men templet lukkede i juli 2019 på grund af renovation, som længe havde været planlagt, og som var meget tiltrængt.

I Shanghai vil en beskeden multifunktionel bygning give kinesiske medlemmer mulighed for at fortsætte med at deltage i templets ordinancer – i Folkerepublikken Kina – for dem og deres forfædre.4

I hvert et land underviser Kirken sine medlemmer om at ære, adlyde og opretholde loven.5 Vi underviser om familiens vigtighed, om at være gode forældre og eksemplariske borgere. Fordi vi respekterer Folkerepublikken Kinas love og regulativer, sender Kirken ikke forkyndende missionærer dertil, og det vil vi fortsætte med ikke at gøre.

Udenlandske og kinesiske forsamlinger vil fortsat mødes separat. Kirkens legale status der forbliver uændret. I en indledende fase af brug af bygningen, vil adgang kun kunne ske efter aftale. Herrens hus i Shanghai vil ikke blive et turistmål for folk fra andre lande.

Disse otte nye templer vil velsigne mange mennesker på begge sider af dødens slør. Templer er den højeste velsignelse fra gengivelsen af fylden af Jesu Kristi evangelium. I Guds godhed og gavmildhed bringer han templets velsignelser nærmere sine børn overalt.

I takt med at genoprettelsen fortsætter, ved jeg, at Gud fortsat vil åbenbare mange store og betydningsfulde ting vedrørende hans rige her på jorden.6 Det rige er Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige.

Kære brødre og søstre, lad mig udtrykke min kærlighed til jer. I denne tid med spænding og usikkerhed ønsker jeg med anvendelse af den myndighed, der er mig betroet, at give jer en apostolsk velsignelse.

Jeg velsigner jer med fred og større tro på Herren.7

Jeg velsigner jer med et ønske om at omvende jer og blive lidt mere som ham for hver dag.8

Jeg velsigner jer, at I må vide, at profeten Joseph Smith er profeten bag gengivelsen af Jesu Kristi evangelium i dets fylde.

Måtte der være sygdom blandt jer eller jeres kære, efterlader jeg en velsignelse om helbredelse i overensstemmelse med Herrens vilje.

Jeg velsigner jer således, og tilføjer atter et udtryk for min kærlighed til jer alle, i Jesu Kristi hellige navn. Amen.