Guds kærlighed
Vor Fader og vor Forløser har velsignet os med bud og ved at adlyde deres bud, føler vi deres fuldkomne kærlighed mere fuldt ud og i større grad.
Vor himmelske Fader elsker os dybt og fuldkomment.1 I sin kærlighed lagde han en plan for forløsning og lykke for at give os alle de muligheder og glæder, vi er villige til at modtage, tilmed til og med alt det, han har og er.2 For at opnå dette, var han villig til at ofre sin elskede Søn, Jesus Kristus, som vor Forløser. »For således elskede Gud verden, at han gav sin enbårne søn, for at enhver, som tror på ham, ikke skal fortabes, men have evigt liv.«3 Han har en faders rene kærlighed – universel for alle, og alligevel personlig.
Jesus Kristus deler med sin Fader denne samme fuldkomne kærlighed. Da Faderen først uddybede sin store plan for lykke, kaldte han en til at være Frelser for at forløse os – en afgørende del af planen. Jesus meldte sig frivilligt: »Her er jeg, send mig.«4 Frelseren »gør ikke noget, uden at det er til gavn for verden; for han elsker verden, så han endog nedlægger sit eget liv, så han kan drage alle mennesker til sig. Derfor befaler han ikke nogen, at de ikke skal tage del i hans frelse.«5
Denne guddommelige kærlighed giver os overdådig trøst og tillid, når vi beder til Faderen i Kristi navn. Ikke en eneste af os er fremmed for dem. Vi behøver ikke at tøve med at påkalde Gud, selv når vi føler os uværdige. Vi kan stole på at blive hørt takket være Jesu Kristi barmhjertighed og fortjeneste.6 Når vi forbliver i Guds kærlighed, bliver vi mindre og mindre afhængige af andres billigelse til at vejlede os.
Guds kærlighed undskylder ikke synd; den tilbyder snarere forløsning.
Fordi Guds kærlighed er altomfattende, taler nogle om den som »ubetinget«, og i deres tanker kan de projicere den tanke til at betyde, at Guds velsignelser er »ubetingede«, og at frelse er »ubetinget«. Det er de ikke. Nogle har for vane at sige: »Frelseren elsker mig, præcist som jeg er«, og det er helt bestemt sandt. Men han kan ikke føre nogle af os ind i sit rige, præcist som vi er, »for intet urent kan bo der eller bo i hans nærhed«.7 Vi må først få afklaret vores synder.
Professor Hugh Nibley bemærkede engang, at Guds rige ikke kan bestå, hvis det giver efter for selv den mindste synd: »Det mindste spor af forvanskning betyder, at den anden verden hverken ville være uforgængelig eller evig. Den mindste fejl i en bygning, institution, kode eller karakter vil uundgåeligt vise sig at være fatal i løbet af en lang evighed.«8 Guds befalinger er »strenge«,9 fordi hans rige og dets beboere kun kan bestå, hvis de konstant afviser ugudelighed og vælger godt, uden undtagelse.10
Ældste Jeffrey R. Holland har sagt: »Jesus forstod helt klart det, som mange i vores moderne kultur tilsyneladende har glemt. Der er en afgørende forskel på befalingen om at tilgive synd (som han havde en uendelig evne til at gøre) og at lade synden gå upåtalt hen (hvilket han aldrig nogensinde gjorde).«11
På trods af vores nuværende ufuldkommenhed kan vi imidlertid stadig håbe på at opnå »ry og anseelse«,12 en plads i hans kirke og i den celestiale verden. Efter at Herren har gjort det klart, at han ikke kan undskylde eller se gennem fingrene med synd, forsikrer han os:
»Alligevel skal den, der omvender sig og gør Herrens befalinger, blive tilgivet.«13
»Og så ofte som mit folk omvender sig, vil jeg tilgive dem deres overtrædelser imod mig.«14
Omvendelse og guddommelig nåde løser dilemmaet:
»Husk også de ord, som Amulek talte til Ze’ezrom i byen Ammoniha, for han sagde til ham, at Herren visselig skulle komme for at forløse sit folk, men at han ikke skulle komme for at forløse dem i deres synder, men for at forløse dem fra deres synder.
Og han er blevet givet magt fra Faderen til at forløse dem fra deres synder på grund af omvendelse, derfor har han sendt sine engle ud for at kundgøre tidenderne om betingelserne for den omvendelse, der bringer mennesker til Forløserens kraft, til deres sjæls frelse.«15
På betingelse af omvendelse kan Herren udvise barmhjertighed, uden at berøve retfærdighed, og »Gud ophører ikke med at være Gud«.16
Verdens måde er, som I ved, antikrist eller »alt andet end Kristus«. Vor tid er en gentagelse af Mormons Bogs historie, hvori karismatiske personer stræber efter uretfærdigt herredømme over andre, hylder seksuel frihed og promoverer anskaffelse af rigdom som formålet med vores tilværelse. Deres filosofier »retfærdiggør at begå en lille synd«,17 eller endda megen synd, men ingen kan tilbyde forløsning. Den kommer kun ved Lammets blod. Det bedste, tilhængere af »alt andet end Kristus« eller »alt andet end omvendelse« kan tilbyde, er den ubegrundede påstand, at synd ikke findes, eller at hvis den findes, så har den i sidste ende ingen konsekvenser. Jeg kan ikke se, at dette argument har stor vægt ved den endelige dom.18
Vi behøver ikke at forsøge det umulige ved at prøve at rationalisere vores synder bort. Og på den anden side behøver vi ikke at forsøge det umulige ved selv at prøve at slette virkningerne af vores synder ved vores egen fortjeneste. Vores religion er ikke en rationaliserende og ej heller en perfektionisme-religion, men en forløsende religion – forløsning gennem Jesus Kristus. Er vi blandt hans angerfulde, bliver vores synder gennem hans forsoning naglet til hans kors, og »ved hans sår blev vi helbredt.«19
Profeternes inderlige kærlighed afspejler Guds kærlighed
Jeg har længe været imponeret over og også følt Guds profeters inderlige kærlighed i deres advarsler mod synd. De er ikke drevet af et ønske om at dømme. Deres oprigtige ønske afspejler Guds kærlighed; faktisk er det Guds kærlighed. De elsker dem, de sendes til, hvem end de er, og lige meget hvordan de er. Ligesom Herren ønsker ingen af hans tjenere, at nogen skal lide smerterne ved synd og dårlige valg.20
Alma blev sendt ud for at erklære budskabet om omvendelse og forløsning til folk, der var fulde af had, der var villige til at forfølge, torturere og tilmed slå dem ihjel, der troede på Kristus, inklusive Alma. Alligevel elskede han dem og længtes efter deres frelse. Da Alma havde forkyndt Kristi forsoning for folket, tryglede han dem: »Og se, mine brødre, jeg ønsker af mit hjertes inderste, ja, med så stor ængstelse, at det endog volder smerte, at I vil lytte til mine ord og kaste jeres synder fra jer … så I kan blive løftet op på den yderste dag og gå ind til [Guds] hvile.«21
Med præsident Russell M. Nelsons ord: »Det er netop, fordi vi har omsorg for alle Guds børn, at vi forkynder hans sandhed.«22
Gud elsker jer; elsker I ham?
Faderens og Sønnens kærlighed gives frit, men kommer også med håb og forventninger. Igen citerer jeg præsident Nelson: »Guds love er udelukkende motiveret af hans uendelige kærlighed til os og hans ønske for os om at blive alt, vi kan blive.«23
Fordi de elsker jer, vil de ikke lade jer være »præcist som I er«. Fordi de elsker jer, ønsker de, at I opnår glæde og succes. Fordi de elsker jer, ønsker de, at I omvender jer, da det er vejen til lykke. Men det er jeres valg – de ærer jeres handlefrihed. I må vælge at elske dem, at tjene dem og at holde deres befalinger. Så kan de velsigne jer i overflod, såvel som at elske jer.
Deres væsentligste forventning af os er, at vi også elsker. »Den, der ikke elsker, kender ikke Gud, for Gud er kærlighed.«24 Som Johannes skrev: »Mine kære, når Gud har elsket os således, skylder vi også at elske hinanden.«25
Tidligere hovedpræsident for Primary, Joy D. Jones, huskede, at hun og hendes mand som et ungt par blev kaldet til at besøge og drage omsorg for en familie, der ikke havde været i kirke i mange år. Det var straks tydeligt ved deres første besøg, at de ikke var ønskede. Efter frustrationen ved flere mislykkede forsøg og efter megen inderlig bøn og overvejelse, modtog bror og søster Jones et svar på årsagen til deres tjeneste i dette vers i Lære og Pagter: »Du skal elske Herren din Gud af hele dit hjerte, af hele din kraft, dit sind og din styrke; og i Jesu Kristi navn skal du tjene ham.«26 Søster Jones sagde:
»Vi indså, at vi oprigtigt stræbte efter at tjene denne familie og tjene vores biskop, men vi måtte spørge os selv, om vi virkelig tjente af kærlighed til Herren …
Vi begyndte at se frem til vores besøg hos denne familie på grund af vores kærlighed til Herren (se 1 Ne 11:22). Vi gjorde det for ham. Han ændrede kampen til ikke længere at være en kamp. Efter mange måneder, hvor vi bare stod på dørtrinnet, begyndte familien at lukke os ind. Vi endte med at bede regelmæssigt sammen og tale kærligt om evangeliet. Et langvarigt venskab udviklede sig. Vi tjente og elskede ham ved at elske hans børn.«27
I anerkendelse af, at Gud elsker os fuldkomment, kan vi spørge: »Hvor højt elsker jeg Gud? Kan han stole på min kærlighed, som jeg stoler på hans? Er det ikke en værdig sag at stræbe efter at leve sådan, så Gud kan elske os, ikke kun på trods af vores fejl, men også på grund af det, vi bliver? Tænk om han om jer og mig kunne sige, som han for eksempel sagde om Hyrum Smith: »Jeg, Herren, elsker ham på grund af hans hjertes retskaffenhed.«28 Lad os huske Johannes’ venlige formaning: »For dette er kærligheden til Gud: at vi holder hans bud; og hans bud er ikke tunge.«29
Hans bud er bestemt ikke tunge – lige det modsatte. De anviser vejen til helbredelse, lykke, fred og glæde. Vor Fader og vor Forløser har velsignet os med bud og ved at adlyde deres bud, føler vi deres fuldkomne kærlighed mere fuldt ud og i større grad.30
Her er løsningen på vores ustandselige stridbarhed – Guds kærlighed. I Mormons Bogs histories gyldne tid efter Frelserens tjenestegerning står der, at »der ikke var nogen strid i landet på grund af Guds kærlighed, som boede i folkets hjerte.«31 Når vi stræber efter Zion, husker vi løftet i Johannes’ Åbenbaring: »Salige er de, der har vasket deres klæder, så de får ret til livets træ og går gennem portene ind i byen.«32
Jeg bærer mit vidnesbyrd om vitterligheden af vor himmelske Fader og vor Forløser, Jesus Kristus, og af deres evige kærlighed. I Jesu Kristi navn. Amen.