Generalkonference
En trofast søgen bliver belønnet
Oktoberkonferencen 2021


9:4

En trofast søgen bliver belønnet

Jeg indbyder os alle til vedvarende at øge vores tro på Kristus, der fortsat ændrer livet for alle, der søger ham.

Begyndende i 1846 tog tusinder af pionerer; mænd, kvinder og børn vestpå til Zion. Deres store tro vækkede deres ubegrænsede mod. Men for nogle blev turen aldrig færdiggjort, idet de døde på vejen. Andre, der stod over for stor modgang, trængte sig fremad med tro.

På grund af dem kunne min familie generationer senere nyde velsignelserne ved Jesu Kristi sande evangelium.

Meget lig en anden ung mand, som jeg vil nævne senere, var jeg 14 år, da jeg begyndte at stille spørgsmål ved min religion og tro. Jeg gik i kirke i en anden trosretning tæt på mit hjem, men jeg havde et ønske om at besøge mange forskellige kirker.

En eftermiddag bemærkede jeg to unge mænd i mørke jakkesæt og hvide skjorter i min nabos hjem. Disse unge mænd så – særlige ud.

Næste dag mødte jeg min nabo, Leonor Lopez, og spurgte hende om de to mænd. Leonor forklarede, at de var missionærer fra Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige. Hun fortalte mig med glæde, at hendes familie var blevet døbt ind i Kirken et år tidligere. Da Leonor så min interesse, inviterede hun mig til at mødes med missionærerne og lære om Kirken.

To dage senere mødtes jeg sammen med familien Lopez med missionærerne. De præsenterede sig selv som ældste John Messerly fra Ogden i Utah og ældste Christopher Osorio fra Walnut Creek i Californien. Jeg vil aldrig glemme dem.

Missionærer underviser til aftensmaden

Da jeg kun var 14 år, insisterede ældste Messerly på, at vi gik ind ved siden af til mit hjem, så min mor kunne vide, hvad de underviste mig om. Der forklarede han venligt, at de kom for at dele et budskab om Jesus Kristus og bad om hendes tilladelse til at undervise mig. Min mor gik med til det og var endda med, mens de underviste mig.

Missionærerne bad først Leonor om at bede en bøn. Det rørte mig dybt, fordi hendes bøn var ikke en gentagelse af ord, der var lært udenad, men et udtryk fra hendes hjerte. Jeg følte, at hun virkelig talte til sin himmelske Fader.

Missionærerne underviste os så om Jesus Kristus. De viste et billede af ham, der gjorde indtryk på mig, fordi det var et billede af den opstandne, levende Kristus.

Frelseren Jesus Kristus

De fortsatte med at undervise os om, hvordan Jesus dannede sin kirke på sin tid, med ham som overhoved bistået af tolv apostle. De underviste os om frafaldet – hvordan sandhed og Kristi myndighed forsvandt fra jorden efter at hans apostle døde.

De fortalte os om en ung 14-årig dreng, der hed Joseph Smith, der i starten af 1800-tallet besøgte forskellige kirker for at finde sandhed. Som tiden gik blev Joseph endnu mere forvirret. Efter Joseph havde læst i Bibelen, at vi kan »bede«1 om at få visdom af Gud, handlede han i tro, gik ud til en skov for at bede og spørge, hvilken kirke han skulle tilslutte sig.

En af missionærerne læste Josephs beretning om det, der skete, da han bad:

»Jeg [så] en lyssøjle lige over mit hoved, som var stærkere end solens glans, og som dalede gradvis ned, indtil den faldt på mig …

Da lyset hvilede på mig, så jeg to personer, hvis glans og herlighed trodser enhver beskrivelse, stående over mig i luften. Den ene af dem talte til mig, kaldte mig ved navn og sagde, mens han pegede på den anden: Det er min elskede Søn. Hør ham!«2

Under den lektion bekræftede Ånden flere sandheder for mig.

For det første lytter Gud til alle sine børns oprigtige bønner, og himlen er åben for alle – ikke kun nogle få.

For det andet er Gud Faderen, Jesus Kristus og Helligånden tre separate væsener, forenet i deres formål om, »at tilvejebringe udødelighed og evigt liv for mennesket.«3

For det tredje er vi skabt i Guds billede. Vor himmelske Fader og hans Søn, Jesus Kristus, har legemer af kød og ben som os, men de er herliggjorte og fuldkomne og Helligånden er en person bestående af ånd.4

For det fjerde gengav Jesus Kristus gennem Joseph Smith sit evangelium og sin sande kirke på jorden. Den præstedømmemyndighed, der blev overdraget til Kristi apostle for 2.000 år siden er det samme præstedømme, der blev overdraget til Joseph Smith og Oliver af Peter, Jakob og Johannes.5

Til sidst lærte vi om endnu et vidnesbyrd om Jesus Kristus: Mormons Bog. Skrevet af fordums profeter beretter den om det folk, der boede på det amerikanske kontinent før, under og efter Jesu fødsel. Vi lærer af den, hvordan de kendte, elskede og tilbad Kristus, der viste sig for dem som den opstandne Frelser.

Ånden rørte mig dybt, da jeg lærte om Frelserens erklæring til dem: »Se, jeg er Jesus Kristus, som profeterne bevidnede skulle komme til verden.«6

Missionærerne gav os vores eget eksemplar af Mormons Bog. Vi læste og tog imod den invitation, der findes i slutningen af Mormons Bog, der lyder:

»Og når I modtager dette, vil jeg formane jer til, at I spørger Gud, den evige Fader, i Kristi navn, om ikke dette er sandt; og hvis I spørger af et oprigtigt hjerte, med oprigtig hensigt, idet I har tro på Kristus, så vil han tilkendegive sandheden af det for jer ved Helligåndens kraft.

Og ved Helligåndens kraft kan I kende sandheden af alt.«7

Der er gået næsten 45 år siden min mor og jeg først lærte om glæden ved og kraften i at have tro på Kristus. Det var på grund af familien Lopez’ tro på Kristus, at de delte deres nye tro med mig. Det var på grund af deres tro på Kristus, at disse to missionærer forlod deres hjem i USA for at finde min mor og mig. Det var alle disse kære venners tro, der plantede et sennepsfrø af tro i os, der siden er vokset til et mægtigt træ af evige velsignelser.

I løbet af de velsignede år har vi vidst det, som præsident Russell M. Nelson har sagt: »Alt godt i livet – enhver mulig velsignelse af evig betydning – begynder med tro. At lade Gud råde i vores liv begynder med tro på, at han er villig til at lede os. Sand omvendelse begynder med tro på, at Jesus Kristus har magten til at rense, hele og styrke.«8

Jeg indbyder os alle til vedvarende at øge vores tro på Kristus, der har ændret livet for min elskede mor og mig og fortsætter med at ændre livet for alle, der søger ham. Jeg ved, at Joseph Smith er genoprettelsens profet, at præsident Nelson er vores profet i dag, at Jesus er den levende Kristus og vor Forløser, og at vor himmelske Fader lever og besvarer alle sine børns bønner. Jeg vidner om disse sandheder i Jesu Kristi hellige navn. Amen.