Guds kærlighed: Det, der glæder sjælen mest

Susan H. Porter

Førsterådgiver i Primarys hovedpræsidentskab

Guds kærlighed findes ikke i livets omstændigheder, men i hans tilstedeværelse i vores liv.

Brødre og søstre, ved I hvor fuldt ud Gud vor himmelske Fader elsker jer? Har I følt hans kærlighed dybt i jeres sjæl?

Når I ved og forstår, hvor fuldt ud I er elsket som et barn af Gud, forandrer det alt. Det ændrer, hvordan I har det med jer selv, når I begår fejl. Det ændrer, hvordan I har det, når der sker svære ting. Det ændrer jeres syn på Guds bud. Det ændrer jeres syn på andre, og jeres evne til at gøre en forskel.

Ældste Jeffrey R. Holland har sagt: »Det største og første bud i evigheden er at elske Gud af hele vores hjerte, kraft, sind og styrke – det første og største bud. Men den første store sandhed i evigheden er, at Gud elsker os af hele sit hjerte, kraft, sind og styrke.«¹

Hvordan kan vi hver især dybt i vores sjæl kende denne store evige sandhed?

Profeten Nefi blev i et syn vist det mægtigste bevis på Guds kærlighed. Da Nefi havde set livets træ, bad han om at kende betydningen deraf. Som svar viste en engel Nefi en by, en mor og et spædbarn. Da Nefi så byen Nazareth og den retskafne mor Maria, der sad med Jesusbarnet i sine arme, erklærede englen: »Betragt Guds lam, ja, selve den evige Faders Søn!«²

I det hellige øjeblik forstod Nefi, at Gud med Frelserens fødsel viste sin rene og fuldstændige kærlighed. Guds kærlighed, vidnede Nefi, »spreder sig vidt omkring i menneskenes børns hjerte.«³

Vi kan forestille os Guds kærlighed som et lys, der udstråler fra livets træ og spreder sig ud over hele jorden ind i menneskenes børns hjerte. Guds kærlighed og lys gennemtrænger hele hans skaberværk.⁴

Nogle gange tror vi fejlagtigt, at vi kun kan føle Guds kærlighed, når vi har fulgt jernstangen og spist af frugten. Men Guds kærlighed modtages ikke kun af dem, der kommer til træet, men det er selve den kraft, der motiverer os til at søge det træ.

»Derfor er den yderst ønskværdig, mere end alt andet,« underviste Nefi, og englen erklærede: »Ja, og det, der glæder sjælen mest.«⁵

For tyve år siden forlod et elsket familiemedlem Kirken. Han havde mange ubesvarede spørgsmål. Hans hustru, der var omvendt til Kirken, forblev trofast. De arbejdede hårdt for at bevare deres ægteskab med de forskelle, der opstod.

Sidste år nedskrev han tre spørgsmål om Kirken, der var svære for ham at forlige sig med og sendte dem til to par, der havde været hans venner i årevis. Han bad dem om at reflektere over spørgsmålene og komme til middag og dele deres tanker.

Efter vennernes besøg, gik han ind på sit værelse og begyndte at arbejde på et projekt. Aftenens samtale og den kærlighed, hans venner havde vist ham, fyldte hans tanker. Han skrev senere, at han var nødsaget til at stoppe sit arbejde: Han sagde: »Et klart lys fyldte min sjæl … Jeg var bekendt med denne dybe følelse af oplysning, men i dette tilfælde fortsatte den med at vokse sig stærkere end nogensinde tidligere og varede i flere minutter. Jeg sad stille med følelsen, hvilken jeg senere forstod var en tilkendegivelse af Guds kærlighed til mig … Jeg fik et åndeligt indtryk, der fortalte mig, at jeg kunne vende tilbage til kirken og udtrykke Guds kærlighed i det, jeg gør der.«

Han spekulerede så på sine spørgsmål. Den følelse han fik var, at Gud ærede hans spørgsmål, og at det, at han ikke havde et klart svar, ikke burde hindre ham i at gå fremad.⁶ Han burde dele Guds kærlighed med alle, mens han fortsatte med at overveje. Da han handlede på det indtryk, følte han et slægtskab med Joseph Smith, der efter det første syn sagde: »Min sjæl blev fyldt med kærlighed, og i mange dage kunne jeg glæde mig over den store lykke.«⁷

Nogle få måneder senere modtog dette familiemedlem bemærkelsesværdigt nok den samme kaldelse, han havde haft 20 år forinden. Første gang han havde denne kaldelse, udførte han sine pligter som et pligtopfyldende medlem af Kirken. Nu var hans bekymring ikke, »hvordan kan jeg udføre denne kaldelse?«, men »hvordan kan jeg vise Guds kærlighed gennem min tjeneste?« Med den nye tilgang følte han glæde, mening og formål i alle aspekter af hans kaldelse.

Søstre og brødre, hvordan kan vi modtage den forandrende kraft ved Guds kærlighed? Profeten Mormon opfordrer os til at »bed[e] til Faderen med hjertets hele styrke om, at I må blive fyldt af denne kærlighed, som han har skænket alle, som er hans Søns, Jesu Kristi, sande tilhængere.«⁸ Mormon indbyder os ikke alene til at bede om, at vi må være fyldt med Guds kærlighed til andre, men at bede om, at vi må kende Guds rene kærlighed til os selv.⁹

Når vi modtager hans kærlighed, finder vi større glæde i at stræbe efter at elske og tjene, som han gjorde, blive »hans Søns, Jesu Kristi, sande tilhængere«.¹⁰

Guds kærlighed findes ikke i livets omstændigheder, men i hans tilstedeværelse i vores liv. Vi kender til hans kærlighed, når vi modtager styrke udover vores egen, og når hans Ånd bringer fred, trøst og vejledning. Til tider kan det være svært at føle hans kærlighed. Vi kan bede om at få vores øjne åbnet for at se hans hånd i vores liv og se hans kærlighed i hans skabelsesværks skønhed.

Når vi tænker over Frelserens liv og hans uendelige offer, kan vi begynde at forstå hans kærlighed til os. Vi synger ærbødigt Eliza R. Snows ord: »Hans blod blev hensynsløst udøst, sit liv han villigt gav.«¹¹ Jesu ydmyghed i at lide for os renser vores sjæl, åbner vores hjerte for at søge tilgivelse ved hans hånd og fylder os med et ønske om at leve, som han gjorde.¹²

Præsident Russell M. Nelson skrev: »Jo mere vi former vores liv efter hans, desto renere og mere guddommelig bliver vores kærlighed.«¹³

Vores søn fortalte: »Da jeg var 11 år besluttede mine venner og jeg os for at gemme os for vores lærer og at pjække fra den første del af vores primaryklasse. Da vi endelig kom, hilste vores lærer til vores overraskelse venligt på os. Han bad derpå en inderlig bøn, hvori han udtrykte oprigtig taknemmelig til Herren for, at vi havde besluttet at komme til klassen den dag af vores egen fri vilje. Jeg kan ikke huske noget fra lektionen eller lærerens navn, men nu her mere end 30 år senere, er jeg stadig rørt over den rene kærlighed, han viste mig den dag.«

For fem år siden så jeg et eksempel på guddommelig kærlighed, mens jeg deltog i en primaryklasse i Rusland. Jeg så en trofast søster knæle foran to børn og vidne for dem om, at selv om de var de eneste, der boede på jorden, ville Jesus stadig lide og dø bare for dem.

Jeg vidner om, at vor Herre og Frelser virkelig døde for hver eneste af os. Det var et udtryk for hans altomfattende kærlighed til os og til hans Fader.

»Han lever! Vor Forløser stor, ej tolkes kan vor fryd på jord … Hans kærlighed formindskes ej.«¹⁴

Må vi åbne vores hjerte for at modtage den rene kærlighed Gud har til os, og derpå videregive hans kærlighed i alt, vi gør og er. I Jesu Kristi hellige navn. Amen.