En procent bedre

Ældste Michael A. Dunn

De Halvfjerds

Enhver indsats, vi gør for at ændre os, kan måske gøre den største forskel i vores liv, hvor lille den end synes os at være.

I mere end hundrede år havde landsholdene i cykelløb fra Storbritannien været til grin i cykelverdenen. Britiske cykelryttere var kørt fast i middelmådighed og havde i 100 år kun vundet en håndfuld guldmedaljer i olympiske konkurrencer, og de havde været endnu mere usynlige i cykelverdenens store løb, det tre uger lange Tour de France – hvor ingen britisk rytter havde sejret i 110 år. Så dårligt klarede de britiske cykelryttere sig, at nogle cykelfabrikanter tilmed nægtede at sælge cykler til briterne af frygt for, at det for evigt ville plette deres hårdt tilkæmpede gode ry. Og til trods for, at man kastede enorme ressourcer i den allernyeste teknologi og ethvert nymodens træningsprogram, var der ingenting, der virkede.

Ingenting, det vil sige indtil 2003, hvor der skete en lille undseelig ændring, der for altid ændrede banen for engelsk cykling. Den nye tilgang afslørede også et evigt princip – og løfte – med henblik på vores til tider forvirrende søgen i jordelivet efter at blive bedre. Så hvad skete der i britisk cykelsport, der er meget relevant for vores personlige stræben efter at blive bedre som Guds døtre og sønner?

I 2003 ansatte man sir Dave Brailsford. Ulig tidligere trænere, der havde forsøgt sig med dramatiske, hurtige omvæltninger, lagde sir Brailsford sig i stedet fast på en strategi, han omtalte som »sammenlægningen af de marginale gevinster.« Det indebar, at man implementerede små forbedringer i alt. Det betød konstante målinger af statistiske nøgletal og målrettet træning for at forbedre specifikke svagheder.

Det svarer lidt til det, som profeten og lamanitten Samuel i Mormons Bog omtalte som at »vandre[] med omhu«¹ Med dette bredere og mere holistiske syn undgår man at falde i en fælde, hvor man bliver snæversynet fikseret på blot det ene iøjnefaldende problem eller den synd, man lige står med. Brailsford har udtalt: »Hele princippet stammer fra ideen om, at hvis man bryder alt det ned, som man kan komme i tanke om, at cykling handler om, og forbedrer det med en procent, vil man se markant fremgang, når man lægger alle delene sammen.«²

Hans tilgang svarer godt til Herrens, der lærte os om den afgørende betydning af den ene procent – selv på bekostning af de 99 procent. Selvfølgelig lærte han os, at det evangeliske imperativ er at finde det enkelte menneske i nød. Men hvad nu hvis vi anvendte det samme princip på selve evangeliets søde og frelsende andet princip? Hvis vi frem for at lade os hindre af dramatiske udsving mellem synd og omvendelse i vores liv, lod vores tilgang være at indsnævre vores fokus – selvom vi samtidig gør det bredere? Hvis vi i stedet for at prøve at være perfekte til alt, bare tacklede én ting?

Hvis I for eksempel med jeres nye vidvinklede opmærksomhed opdagede, at I havde forsømt at læse dagligt i Mormons Bog? Nuvel hvis vi i stedet for desperat at pløje os igennem alle 531 sider på en aften, så forpligtede os til bare at læse en procent af den – det er kun fem sider om dagen – eller et andet håndterbart mål i jeres situation? Kunne den stille, men stadige stigning i marginale gevinster i vores liv måske endelig blive vejen til sejr – selv over vores mest irriterende personlige mangler? Kan denne bid-for-bid tilgang til vores fejl virkelig virke?

Den berømte forfatter James Clear siger, at denne strategi er til vores fordel. Han fastslår, at »vaner er ›renter og rentes rente‹ af selvudvikling. Hvis man bare kan blive en procent bedre til noget hver dag, vil man ved årets udgang være blevet 37 gange bedre.«³

Brailsfords små gevinster begyndte med det indlysende såsom cykeludstyr, stoffet til tøjet og træningsmønstre. Men hans hold stoppede ikke der. De fortsatte med at finde en procent forbedringer på oversete og uventede områder som kost og tilmed nuancer i vedligeholdelse. Med tiden løb de og myriader af mikroforbedringer op og blev til slående resultater, der kom hurtigere end nogen kunne have forudset. De havde vitterligt fået fat i det evige princip om »linje på linje, forskrift på forskrift, lidt her og lidt der«.⁴

Vil små justeringer kunne udvirke den »mægtige forandring,«⁵ som I ønsker? Hvis de implementeres rigtigt, er jeg 99 procent sikker på, at de vil! Men der er en ting, man må være forsigtig med i denne tilgang, nemlig, hvis de små gevinster skal akkumuleres i vores favør, kræver det en vedvarende indsats dag ud og dag ind. Og selvom vi sandsynligvis ikke bliver fuldkomne, må vi være opsatte på at spejle vores udholdenhed med tålmodighed. Gør det, så vil den søde belønning ved større retfærdighed give jer den lykke og fred, I søger. Præsident Russell M. Nelson har sagt: »Intet er mere frigørende, forædlende eller vigtigere for vores individuelle udvikling end et regelmæssigt, dagligt fokus på omvendelse. Omvendelse er ikke en begivenhed, det er en proces. Det er nøglen til lykke og til fred i sindet. Koblet med tro åbner omvendelse for vores adgang til kraften i Jesu Kristi forsoning.«⁶

Og om omvendelse som forudsætning for tro, er skriften tydelig. Alt der kræves indledningsvist er blot »den mindste smule tro.«⁷ Og hvis vi kan mønstre denne sennepsfrø-mentalitet,⁸ kan vi også forvente uventede og exceptionelle forbedringer i vores liv. Men husk, at ligesom vi ikke ville regne med at forandre os fra hunnerkongen Attila til Moder Teresa fra den ene dag til den anden, så bør vi også nyorientere vores opfattelse af fremgang trinvist. Selvom der er brug for store gennemgribende ændringer i jeres liv, så begynd i det små. Dette gælder især, hvis I føler jer overvældet eller skuffede.

Denne proces er ikke altid lineær. Selv blandt de mest forpligtede kan der forekomme tilbageslag. Jeg kender af egen erfaring frustrationen, og jeg ved, at det sommetider kan føles som en procent fremad og to procent tilbage. Men holder vi frejdigt fast i vores beslutning om hele tiden lige at få fat i den ene procents fremgang, så vil Herren, som bar vores lidelser,⁹ visselig også bære os.

Dog er det selvfølgelig sådan, og Herren er ganske klar og utvetydig; står vi med alvorlige synder, så må vi stoppe, få hjælp fra vores biskop og vende os væk fra de ting med det samme. Men som ældste David A. Bednar har indskærpet, »små, vedvarende, gradvist voksende forbedringer er de trin, Herren ønsker, vi skal tage. At forberede sig på at vandre skyldfri for Gud er et af dødelighedens hovedformål og kræver et helt livs stræben. Det er ikke en følge af sporadiske kraftanstrengelser med intens åndelig aktivitet.«¹⁰

Kan denne tilgang i lommeformat til omvendelse og reel forandring virkelig virke? Det må vel bevises ved at træde i pedalerne så at sige … Tænk over, hvad der er sket for britisk cykelsport de sidste to årtier, efter man implementerede denne filosofi. Britiske cykelryttere har nu vundet den berømte Tour de France seks gange. Ved de sidste fire olympiske lege har Storbritannien været det mest vindende land på tværs af alle cykeldiscipliner. Og ved det nyligt afholdte OL i Tokyo denne sommer vandt Storbritannien flere guldmedaljer i cykling end noget andet land.

Men langt mere kostbart end alverdens sølv og guld, er det dyrebare løfte på vores vejbane mod evigheden om, at vi vil blive del af »Kristi triumftog.«¹¹ Og når vi forpligter os til at lave små, men stadige forbedringer, er vi blevet lovet »herlighedens uvisnelige sejrskrans.«¹² I det aldrig svindende og dragende lys, opfordrer jeg jer til at granske jeres liv og se, hvad det er, som har fået jer til at stå i stampe eller sænke farten på pagtens sti. Og tag så det bredere udsyn. Søg de beskedne, men håndterbare løsninger i jeres liv, der kan resultere i den rene glæde ved at blive lidt bedre.

Husk, at David blot brugte en lille sten til at vælte en tilsyneladende uovervindelig kæmpe. Men han havde fire andre sten klar. På lignende vis blev Alma den Yngres tilbøjelighed til ugudelighed og evige skæbne ændret af en enkelt fremtrædende tanke – en erindring om det, hans far havde lært ham om Jesu Kristi frelsende nåde. Og sådan var det med vor Frelser, der, skønt han var uden synd, ikke »modtog … fylden til at begynde med, men fortsatte fra nåde til nåde, indtil han modtog en fylde.«¹³

Det er ham, der ved, når en spurv falder til jorden, der også er fokuseret på de små såvel som de afgørende øjeblikke i vores liv, og som lige nu står klar til at bistå jer med at få, hvad end jeres ene procent er fra denne konference. For hver eneste indsats, vi gør for at ændre os, gør måske den største forskel i vores liv, hvor lille den end synes os at være.

I den henseende sagde ældste Neal A. Maxwell: »Ethvert udtryk for et retfærdigt ønske, hver lille tjenestegerning, hver troshandling, uanset hvor lille, den end er, øger vores åndelige vækst.«¹⁴ Det er i sandhed ved små og enkle ting, ja selv blot en procent, der bliver udrettet store ting.¹⁵ Den endelige sejr er 100 procent sikker »efter alt hvad vi kan gøre«¹⁶ takket være vor Herre og Frelser, Jesu Kristi magt, fortjeneste og nåde. Det vidner jeg om i Jesu Kristi navn. Amen.