2008
TIENDE OG OFFERYDELSER
Oktober 2008


TIENDE OG OFFERYDELSER

Jeg vil hellere velsignes!

Betal villigt en ærlig tiende. Mød op til tiendeopgørelse. Adlyd fasteloven.

I Guyana, et land, som ligger i den nordlige del af Sydamerika, taler sidste dages hellige teenagere om tiende og offerydelser.

»Jeg vil hellere velsignes!« siger Simeon Lovell på 14 under en seminarlektion i kirkebygningen i Prashad Nagar i Georgetown. Klassen har lige læst Mal 3:8-12, som advarer om, at de, der vil bedrage Gud ved ikke at betale tiende, bliver forbandet, men samtidig lover, at de, der betaler deres tiende, modtager velsignelser, som slet ikke kan måles.

»Se på alt det, der bliver lovet,« siger hans klassekammerat Xiann Kippins på 16. »Man bliver beskyttet. Man nyder fremgang. Himlens vinduer åbnes over en.«

Clint Callender på 17 fra Garden Park 2. Gren (også i Georgetown) siger: »Alt på denne jord kommer fra vor himmelske Fader. Han beder kun om at få en lille del tilbage, så vi kan vise vores taknemlighed. Jeg er glad for at betale tiende. Jeg er glad for at faste en gang om måneder og give til de fattige. Og når jeg ser alt det, som Kirken gør, når der er tsunamier, orkaner eller andre katastrofer – alt det tøj og de fødevarer, som Kirken sender – så glæder det mig, at jeg kan deltage i det ved at give et gavmildt fasteoffer.«

Et andet sted i Den Vestindiske Mission forklarer 17-årige Curfew Ali fra Arima Gren i Port of Spain i Trinidad for Mark Mangray, som også er 17, at hun, selv om hun ikke tjener særlig meget, betaler 10 procent af sin indtægt som tiende og også betaler offerydelser. »Så ved jeg, at Herren frit kan velsigne mig,« siger hun. Hun taler med Mark om tiendeopgørelse og om, hvor dejligt det føles at være i stand til at sige, at hun har betalt en ærlig tiende.

Mark kigger på en blank tiendeblanket, læser den og siger: »Du har ret, Curfew. Jeg tager min tiende med i kirke i morgen.«