Et offer, men en glæde
Mit ønske om at tjene på mission led næsten forlis, fordi jeg glædede mig over de penge, jeg tjente.
Da jeg var seks år gammel, mødte min mor missionærerne og tilsluttede sig Kirken i Ghana i Afrika. Min far havde forladt hende med fem børn, men Kirkens lære hjalp vores familie med at forblive stærk. Vi elskede hinanden og havde fred i vores hjem. Jeg holdt af at komme i kirke med min mor og at komme i primaryklasserne og senere seminar.
Som ung mand blev jeg kaldet som lokalmissionær og syntes om at gå ud med missionærerne. Jeg så også, når de andre unge mænd fra vores menighed tog på mission. Når de vendte tilbage, var de anderledes. De var mere lærde og modne, både fysisk og åndeligt. Min ældre bror tjente også på mission. Da han kom hjem, så jeg mange forbedringer i hans væremåde. Jeg blev ved med at spørge mig selv: »Hvad er det ved en mission, der gør, at alle disse mennesker ændrer sig og udvikler sig så meget?« Jeg blev begejstret ved tanken om at tage på mission.
Efter at jeg havde afsluttet high school, begyndte jeg at arbejde for at spare penge sammen til en mission. Snart led mit ønske om at tage på mission forlis, fordi jeg glædede mig over de penge, jeg tjente. Det ville have været et offer at tage på mission, fordi de penge, jeg tjente, var med til at forsørge min familie. Hver gang jeg begyndte at udfylde mine missionspapirer, tænkte jeg på de penge, jeg ville gå glip af, så jeg droppede missionspapirerne og fortsatte med at arbejde.
Da mine venner tog af sted på deres missioner, havde jeg det dårligt, fordi jeg vidste, at jeg også burde gøre mig klar til at tage af sted. Det fik mig til at se på mig selv. Jeg tænkte: »At opretholde profeten og mine ledere betyder ikke bare at løfte min højre hånd. Det indebærer at gøre, hvad de siger og adlyde vor himmelske Faders befalinger.«
Nu var tiden inde til at tjene på mission, så jeg indleverede mine missionspapirer til biskoppen. Det var mit livs næstlykkeligste dag. Den lykkeligste dag var, da biskoppen kaldte mig ind på sit kontor og rakte mig en hvid konvolut, der indeholdt min missionskaldelse til Ibadan-missionen i Nigeria. Mit hjerte svulmede af glæde.
På missionærskolen blev jeg bedre bekendt med evangeliets lære, og jeg lærte vidunderlige ting. Jeg fik også min begavelse i templet. Jeg er så taknemlig for beslutningen om at tage på mission, og jeg har aldrig fortrudt det. Jeg er også vokset åndeligt på min mission. Jeg tror det skyldes, at jeg hjælper mennesker med at tage imod de samme evangeliske velsignelser, der har bragt mig og min familie så meget glæde.
Foto venligst stillet til rådighed af Edward M. Akosah