Hvordan kan jeg vide, om jeg er blevet tilgivet?
Da jeg tjente som missionspræsident, stillede missionærerne ofte disse to spørgsmål: (1) Hvordan kan jeg vide, hvornår jeg er blevet tilgivet for mine synder? og (2) Hvis jeg er blevet tilgivet, hvorfor føler jeg så stadig skyld?
Når jeg fik stillet de spørgsmål, svarede jeg som regel ved at sige: »Hvis du føler Ånden – når du beder, læser i skriften, underviser, vidner eller på noget andet tidspunkt – så er det dit vidne om, at du er blevet tilgivet, eller alternativt at renselsesprocessen er i gang, for Ånden kan ikke bo i vanhellige templer« (se Alma 7:21). I de fleste tilfælde tager renselsesprocessen tid, fordi det tager tid at ændre vores hjerte, men i mellemtiden kan vi gå fremad med tillid til, at Herren anerkender vores fremskridt, som viser sig ved hans Ånds tilstedeværelse.
Illustrationer: Scott Snow
Nogle mennesker er hårdere ved sig selv, end Herren er. Selvfølgelig skal vi omvende os for at tage del i forsoningens rensende og tilgivende kraft, men når vi først har omvendt os, så findes der ingen tilsmudset, omvendt person i Guds rige. Der er ikke et sort mærke på vores højre ankel, med teksten »2008-synd« eller en brun plet bag vores venstre øre, hvor der står »2010-overtrædelse.« Herren tilkendegav den omfattende og rensende kraft ved forsoningen, da han sagde: »Er jeres synder som skarlagen, kan de blive hvide som sne« (Es 1:18). Det er miraklet ved Jesu Kristi forsoning.
I nogle tilfælde tror jeg, at vore synder bliver renset før skyldfølelsen forsvinder. Hvorfor er det sådan? Måske skal mindet om den skyldfølelse i Guds nåde fungere som et åndeligt »stopsignal«, der hyler, når vi møder lignende fristelser. »Vælg ikke den vej. Du kender den smerte, som den bringer.« Måske fungerer den som en beskyttelse og ikke som en straf for dem, der er i omvendelsesprocessen.
Vil vores skyld nogensinde forsvinde? Herrens løfte er tydeligt med hensyn til dette. Til de retfærdige sagde Herren, at tiden ville komme, hvor »ej heller sorg, ej heller skrig, ej heller pine skal være mere. Thi det, der var før, er forsvundet« (Åb 21:4, fremhævelse tilføjet).
Jeg ved ikke om vi nogensinde glemmer vore synder, men tiden vil komme, da de, der har omvendt sig, ikke længere skal plages af deres synder. Det var tilfældet med Enos, hvis »skyld [blev] fejet bort« (En 1:6), og lamanitterne, som var vidne til, at Herren »borttog skylden fra vort hjerte« (Alma 24:10), og Alma, som udbrød: »[Jeg kunne] ikke mere erindre mine smerter« (Alma 36:19, fremhævelse tilføjet). De huskede alle uden tvivl deres synder, men de var ikke længere plaget af dem. Forsoningens uendelige kraft helede mirakuløst hvert et sår og mildnede hver en samvittighed med »Guds fred, som overgår al forstand« (Fil 4:7).
Der synes at være to forhold, der frigør os fra al skyld og smerte. Det første er vores faste tro på Jesus Kristus og hans forsoning. Da Enosh spurgte, hvordan hans skyld blev »fejet bort« (se En 1:6-7), svarede Herren: »På grund af din tro på Kristus« (En 1:8). Så jo mere vi lærer om forsoningen og udøver tro på Kristi helende kræfter, jo større bliver vores evne til at blive tilgivet og tilgive os selv. Det andet er udviklingen af en karakter, der »ikke mere har tilbøjelighed til at gøre ondt, men til bestandigt at gøre godt« (Mosi 5:2). Når dette sker, ser vi ikke længere os selv i vor »kødelige tilstand« (Mosi 4:2), men som Guds åndelige sønner og døtre. Vi indser, at vi er en anden person end den, der syndede. Scrooge, den berømte person fra Charles Dickens’ Et juleeventyr, forandrede sit liv i en sådan grad, at han med rette kunne erklære: »Jeg er ikke den mand, jeg før var.«1
Når vi omvender os, bliver vi en anderledes person end den, vi før var. Virkeliggørelsen af vores nye identitet sammenkoblet med vores tro på Kristi rensende kræfter, hjælper os til at nå det punkt, hvor vi med Alma kan sige: »[Jeg kunne] ikke mere erindre mine smerter, ja, jeg blev ikke mere revet op ved erindringen om mine synder« (Alma 36:19). Således kan vi trøste os ved sandheden om, at Gud i sidste instans vil dømme os på, hvem vi er blevet, og ikke på hvem vi engang var.
Apostlen Paulus gav konstruktive råd til alle os, der har syndet, men som stræber efter omvendelse. Han sagde, at vi bør »[glemme], hvad der ligger bagude, og [trænge] … frem mod det, der ligger forude« (Fil 3:13). Med andre ord, så bør vi lægge fortiden bag os og trænge os fremad med tillid til Herrens forløsende kraft. En sådan indsats fra vor side er en dokumentation af vores tro. Paul sagde videre: »Salig er den, der ikke dømmer sig selv« (Rom 14:22).
Indtil den sidste dråbe af skyld er fjernet, kan vi i mellemtiden, hvis vi føler Herrens Ånd, fortsætte i tillid til, at vi er blevet renset eller at renselsesprocessen udvirker sit guddommelige mirakel i vores liv. Løftet står klart – hvis vi gør vores bedste for at omvende os, vil vi blive renset for vore synder, og vores skyld vil til sidst blive fejet bort, fordi Frelserens forsoning ikke blot steg ned under vore synder, men også under vor skyld. Så vil vi være i fuldkommen fred med os selv og med Gud.