Sidste dages hellige røster
To sider fuld af taknemmelighed
Elise Dahlen er fra Utah i USA
Min far led hele sit liv af lavt selvværd og følte sig værdiløs. Han var opvokset med en alkoholisk far, der ofte fortalte ham, hvor værdiløs han syntes, at han var. Heldigvis blev min far aldrig selv alkoholiker, men han fortalte aldrig mig eller mine søskende, at han var stolt af os, eller roste os for noget, vi havde gjort godt. Jeg forsøgte altid at tilfredsstille ham, da jeg voksede op, men jeg følte altid, at jeg ikke helt klarede det. Det skabte et anstrengt forhold mellem os.
Et år nævnte jeg dette for min kloge biskop. Han rådede mig til at skrive et brev til min far og nævne alle grunde til, at jeg var taknemmelig for ham. Det var ikke nogen nem opgave for mig. Mine sår var dybe, og jeg ønskede ikke, at mit takkebrev skulle skabe bitterhed. Så jeg bad. Med Åndens vejledning begyndte alle de grunde til, at jeg var taknemmelig for min far, at strømme frem. Det tog tid, men da jeg var færdig, havde jeg fyldt to sider.
Jeg afleverede mit brev uden at vide, om min far ville svare. Men jeg vidste, at jeg ikke kunne vælge hans reaktion. Jeg skulle bare se ind i mit eget hjerte og huske på, hvorfor jeg havde skrevet brevet.
Næste morgen modtog jeg et opkald fra min stedmor. Hun græd. Hun fortalte mig, at min far havde læst brevet igen og igen. Hun sagde, at han ikke kunne tale med mig, fordi han græd så meget.
»Tak skal du have!« sagde hun. »Din far havde brug for dette.«
Senere den dag ringede min far og takkede mig. Han ringede hver dag i flere dage for at fortælle mig, hvor meget brevet havde betydet for ham.
Jeg ville ønske, at jeg kunne sige, at vores forhold mirakuløst blev godt, men vi havde stadig meget at arbejde på. Med tiden begyndte mit hjerte at hele, og vores forhold blev bedre. Til sidst kunne jeg tilgive ham.
Nogle få år efter døde min far efter en voldsom kamp mod kræft. Jeg er sikker på, at han nu oplever en stor glæde, når Frelseren hjælper ham med at hele efter år med misbrug. Jeg ved, at jeg har oplevet heling gennem kraften i Jesu Kristi forsoning. Frelseren forstår vores behov og kan hjælpe os med at fjerne den gift, der kommer, når vi er blevet såret, og bitterheden fra vores sjæl. Jeg ved, at taknemmelighed, tilgivelse og kærlighed er stærke kure.