Templet i Laie i Hawaii: ET HUNDREDE ÅR MED INDSAMLING
Templet i Laie i Hawaii blev indviet for 100 år siden og har givet hellige mulighed for at samle sig og modtage templets velsignelser, da evangeliet begyndte at sprede sig over hele verden.
Arkitektonisk gengivelse af arkitekterne Hyrum Pope og Harold W. Burton.
En af Jesu Kristi Kirkes største missioner i de sidste dage er at tilvejebringe templets velsignelser til verdens befolkning, både de levende og døde. Profeten Joseph Smith belærte om, at »hensigten med at indsamle … Guds folk i enhver tidsalder … var at bygge et hus til Herren, hvorved han kunne åbenbare sit folk sit hus’ ordinancer«.1
Ved begyndelsen af det 20. århundrede fandtes der kun fire templer på jorden, alle lå i Utah. Derved var den fysiske indsamling til Utah den primære kilde til at få adgang til templets velsignelser. I 1919 ændrede det sig. Den 27. november 1919 indviede præsident Heber J. Grant (1856-1945) templet i Laie i Hawaii. Det markerede et historisk vendepunkt i genoprettelsen, da tempelvelsignelser blev gjort tilgængelige for mange nationer.
I mange henseender var templet i Laie i Hawaii det første internationale tempel. Det betjente lige fra begyndelsen medlemmer fra Hawaii, New Zealand, Samoa, Tonga, Tahiti, Japan og Australien. Da Kirken vedblev med at vokse i Stillehavsområdet og Asien blev antallet af lande, der blev velsignet af dette tempel, ved med at stige.
I år er det hundredåret for denne vigtige milepæl i Israels indsamling på begge sider af sløret.
Indsamling fra Samoa
Samoaøerne ligger omkring 4.000 km fra Hawaii. I 1919 sagde John Q. Adams, der var missionspræsident i Samoa: »Efter færdiggørelsen af templet i Laie synes det som om, at vores folk var grebet af et stærkt ønske om at samle nok af denne verdens gods til at tage til templet.« For eksempel havde Aulelio Anae tjent som missionær uden løn i 20 år. På grund af hans ofre i mange år, havde han ikke penge til at rejse til Hawaii. Så bror Anae solgte alt, hvad han ejede, og var i stand til at skrabe 600 eller 700 dollars sammen.2 Bror Anae og andre samoanere ofrede alt, hvad de kunne, for at flytte til Laie i 1920’erne.
Leotas familien ankom til Hawaii nytårsdag 1923. Syvårige Vailine Leota husker: »Vores første [syn] af templet … var det smukkeste syn.«3 Blot to uger senere modtog Vailines forældre Aivao og Matala deres begavelse og blev beseglet som par og deres børn blev beseglet til dem. Leota-parret tjente trofast i Herrens hus i 50 år og blev begravet »nær templet, de elskede så højt«.4 I dag lever hundredvis af deres trofaste efterkommere i hele Hawaii.
En umulig opgave
Mens mange medlemmer i Stillehavet forlod deres fædreland og immigrerede til Hawaii, organiserede mange andre menigheder og grene fra forskellige lande gruppeture, såkaldte ekskursioner, til templet. Denne åndelige form for indsamling gav Kirkens medlemmer mulighed for at rejse for at modtage tempelordinancer og derpå vende hjem for at opbygge Kirken i deres egne lande.
Ved indvielsen bad præsident Grant om, at Herren ville åbne en mulighed for de hellige i New Zealand og alle Stillehavsøerne og at sikre deres genealogi, så de kunne komme til templet og blive frelsere for deres forfædre.
Tempelturene begyndte med en gruppe hellige maorier i New Zealand blot seks måneder efter indvielsen. Selvom de hellige var ca. 8.000 km væk, glædede de sig over nyheden om indvielsen.
Waimate og Heeni Anaru længtes efter at være en del af den første gruppe, der rejste til templet. Men det virkede umuligt på grund af familiens fattigdom og turen kostede 1.200 new zealandske pund, hvilket var et heftigt beløb. De havde brug for et mirakel.
I årevis fulgte familien Anaru profetens råd og indsamlede deres genealogiske optegnelser. Optegnelserne lå så i stakke, mens de ventede på, at der skete et mirakel. Deres søn Wiwini kendte til sine forældres tro: »Mor mistede aldrig nogensinde troen på, at hun en dag ville knæle med far ved alteret i templet.
Der skete et mirakel. Waimate vandt en kontrakt om et stort byggemodningsprojekt med den new zealandske stat. Hans indkomst fra dette projekt udløste en kontant forskudsudbetaling, der var stor nok til at dække prisen for turen til Hawaii. Waimate og Heeni overvandt deres frygt for at rejse på havet og rejste til Hawaii med en gruppe på 14 hellige i maj 1920. De modtog deres begavelse og blev beseglet. Det umulige var sket.
Historien om Anarus-parret er blot en blandt mange om sidste dages hellige, der rejste til templet i Laie i Hawaii for at modtage ordinancer og gøre krav på de løfter, Herren tilbyder i sit hus. Det krævede store ofre, men det gav stærkere hellige, der vendte hjem til deres lande forberedte på at lede Kirken.5
Opbygning af Laie
Kirkens indsats for at skabe et moderne Laie blev til fortsat velsignelse af sidste dages hellige i hele Stillehavsområdet. I 1950’erne og 1960’erne blev der kaldet missionærer fra Hawaii, Tonga, Samoa, Tahiti, Cookøerne, Fiji og Nordamerika, der skulle stille deres kulturelle talenter og byggefærdigheder til rådighed for at være med til at opbygge Kirkens universitet på Hawaii (nu Brigham Young University – Hawaii), det Polynesiske Kulturcenter og et nyt besøgscenter ved templet. 47 missionærer fra Tonga og Samoa fik deres tempelordinancer den 3. maj 1960 – et eksempel på de åndelige velsignelser, der fulgte med deres timelige arbejde (se Building Missionaries in Hawaii, 1960–1963, Kirkens historiske bibliotek, Salt Lake City, s. 100).
En missionær, der hed Matte Te’o, blev alvorligt forbrændt, inden han forlod Samoa, men han tog til Hawaii alligevel. Lægerne frygtede, at hans forkullede hænder måtte amputeres. Mange af de andre missionærer bad for ham. Mens bror Te’o var i templet anråbte han Herren: »Rør denne hånd. Fiks denne hånd, så jeg kan hjælpe med det, jeg kan.« Han begyndte straks at blive helbredt. I dag er der ingen ar på hans hænder. Han tjener nu som besegler i templet i Laie i Hawaii og siger: »Dette tempel … har en mægtig indflydelse i disse samfund, ikke blot her, men i hele Stillehavsområdet« (i Christensen, Stories of the Temple in Lāʻie, Hawaiʻi, s. 328-330).
Åndelig indsamling fra Asien
Efter Anden Verdenskrig og genetableringen af Kirken i Japan, organiserede de hellige der den første asiatiske tempeltur. I 1965 fløj et fly med 165 hengivne hellige fra Tokyo til Hawaii for at modtage tempelordinancer. Denne tur gav utrolig styrke til Kirken i Japan. Femoghalvfems procent af dem forblev aktive i Kirken. Fem af dem blev senere tempelpræsidenter i deres land, heriblandt ældste Yoshihiko Kikuchi, den første generalautoritet fra Japan.6
I 1970 rejste en gruppe koreanske medlemmer til Laie. Grenspræsidenten Choi Wook Whan sagde: »Vi tog til templet, og det åbnede vores sind og gjorde os opmærksomme på, hvordan vi kan få frelse. Den evige plan blev virkelig, vores vidnesbyrd er blevet styrket så meget, at det er svært at forklare. Det er en stor velsignelse for folket i Korea at have mulighed for at komme i templet.«7
Foto af en frise fra templet på Hawaii med tilladelse fra Kirkens historiske bibliotek; aftenfoto af templet i Laie i Hawaii af Carla Johnson.
Indsamling af vores afdøde slægtninge
Når tempelordinancer bliver tilgængelige for et land, medfører det ikke kun Herrens velsignelser til dem, der bor i landet, men også til dem fra landet, der nu er den anden side af sløret. Denne velsignelse har medlemmer i Asien kunnet føle, hvor man i deres kultur omhyggeligt har optegnet genealogi i århundreder.
Kwai Shoon Lungs forældre immigrerede fra Kina til Hawaii. Han blev født i Kauai i 1894 og blev døbt i 1944 på sin 50-års fødselsdag. Bror Lung underviste i slægtsforskning i kirken og sagde til sin klasse: »Jeg havde et syn en nat, hvori jeg så mange af mine døde slægtninge kalde på mig for at arbejde for dem.« Tre dage senere fik han sin genealogi fra sin tante i Kina: 22 sider med kinesisk skrift, der angav hans slægtninge tilbage til 1221 e.Kr. Sammen med sin søn Glenn og svigerdatter Julina har de udført tusinder af ordinancer i templet for deres familie. Glenn og Juliana Lung virkede senere som tempelpræsidentpar i templet i Laie fra 2001 til 2004.8
Rullen der ikke ville brænde
Michie Eguchi kom til Hawaii fra Japan i begyndelsen af 1900-tallet og havde en japansk rulle af silke med sig. Hendes barnebarn Kanani Casey tjente som missionær i Japan og opdagede senere, at hendes bedstemors rulle sporede hendes slægt næsten tusind år tilbage.
I 2013 nedbrændte Kananis hus. Hun og hendes familie mistede næsten alt i branden. De havde opbevaret deres genealogi i plastikbokse under deres seng. Efter branden gik de tilbage og fandt ikke andet end et bjerg af sod og aske.
»Det eneste jeg virkelig håbede på at finde var en kopi af rullen med dens oversættelse og historie,« sagde Kanani. »Det var en trøst at vide, at alle tempelordinancer allerede var udført for mine japanske forfædre, men rullen var så værdifuld for mig.«
Da Kanani og hendes mand Billy vadede gennem asken, fandt de til sidst en blå plastikpose. Inden i posen fandt de en kopi af rullen sammen med oversættelser og en slægtshistorisk bog, der utroligt nok stadig var intakt. Rullen var kun en smule brændt i kanterne, men den var det eneste i deres soveværelse, der havde overlevet.
Kanani føler, at Herren bevarede rullen »til mine efterkommeres gavn som et vidnesbyrd om hans kærlighed til os og for at vise vigtigheden af at udføre slægtsforskning og tempeltjeneste« (i Christensen, Stories of the Temple in Lāʻie, Hawaiʻi, s. 172-174).
Indsamling ved uddannelse
Velsignelserne ved templet i Laie i Hawaii kommer også over dem, der har samlet sig i Laie for at få en videregående uddannelse. Siden 1950’erne er tusinder af studerende kommet til det, der nu er BYU-Hawaii fra Polynesien og Asien. Mange af disse studerende har udført dåb for de døde og tjent som tempeltjenere. Templet i Laie har hjulpet studerende til at udvikle en kærlighed til slægtshistorie og tempeltjeneste og har velsignet dem til at være bedre forberedt på at tjene, når der kommer templer i deres hjemlande.
Choon Chua James er oprindeligt fra Singapore og kom til BYU-Hawaii i 1970’erne med sin søster. De giftede sig begge med mænd fra andre lande i 1978. Søster James sagde: »Vores ægteskab i templet i Laie bragte to nyomvendte og to kulturer sammen for tid og al evighed – begyndelsen på det, vi håbede ville blive en lang arv af templets velsignelser i vores familie. Vi repræsenterer blot to af mange hundrede evige ægteskaber blandt studerende på BYU-Hawaii, der er blevet forrettet i templet i Laie, der muligvis er det største eftermæle over universitetets 60-årige eksistens« (i Christensen, Stories of the Temple in Lāʻie, Hawaiʻi, s. 236).
Indsamlingen fortsætter
Beliggende i Stillehavet mellem Amerika og Asien har templet i Laie i Hawaii åbnet døren til tempelvelsignelser for mange nationer. Dermed blev Israels indsamling primært en åndelig indsamling, da medlemmer kunne modtage templets velsignelser og derpå vende tilbage og opbygge Kirken i deres respektive lande. Denne mulighed har bidraget til udbredelsen af det gengivne evangelium i mange kulturer og folk på begge sider af sløret.
Når vi fejrer 100-året for templet i Laie i Hawaii, er vi privilegerede ved at være vidne til en milepæl i genoprettelsen og en opfyldelse af profetien fra profeten Jakob i Mormons Bog: »Store er Herrens løfter til dem, som er på øerne i havet« (2 Ne 10:21).