Venner, der delte deres lys med mig
Forfatteren bor i Baja California i Mexico.
Jeg følte mig bange og alene. Så flyttede jeg til et andet land og tog i kirke for første gang i lang tid.
Jeg boede med min mor i en lille by i Mexico, hvor alle kendte hinanden. Jeg vidste, hvad der var rigtigt og forkert, men jeg var forvirret og den eneste aktive unge pige i hele byen.
Jeg ønskede at passe ind, så jeg gjorde det eneste, der gav mening på det tidspunkt: Fik en kæreste. Det var bare en af mange fejl, jeg begyndte at lave. Jeg begyndte at give efter for gruppepres og troede, at jeg var gammel nok til at tænke selv, hvilket betød, at jeg blev en inaktiv ung pige, der levede i mørke.
Jeg levede i mørke i et år, og det blev mørkere for hver dag, der gik. Mine dårlige beslutninger førte til skænderier med min familie, og jeg indså, at jeg ikke kunne blive ved med at bo hos dem. Men det var ikke før en af mine nære venner, der var medlem af Kirken, døde, at det gik op for mig, at der manglede noget. Desværre bebrejdede jeg Gud og evangeliet. Jeg holdt op med at tro, at velsignelser kom af at være lydig. Jeg vidste, at hvis jeg ikke besluttede mig for at begynde at efterleve evangeliet, ville jeg fortsætte med at ignorere min forbindelse med Kirken og at leve på verdslig vis.
Jeg sad grædende på min seng i et mørkt værelse og havde ondt af mig selv, da det gik op for mig, at jeg var bange – bange for at være der alene uden nogen at tale med, bange for ikke at kunne rette op på alt det, jeg havde gjort forkert og bange for, at ingen ville tilgive mig, især Gud.
Senere flyttede jeg til Minnesota i USA hos mine bedsteforældre, der ikke var medlemmer af Kirken. Min stedfar fløj sammen med mig og min første søndag der, tog vi i kirke, men kun til nadvermødet. Ved slutningen af mødet, havde jeg allerede besluttet at forlade Kirken, men til min overraskelse, så vi biskoppen komme løbende efter os, da vi var på vej ud til bilen. Han stillede os nogle få spørgsmål og inviterede os til at komme tilbage den næste søndag – og det gjorde vi.
Den følgende søndag, lige da nadvermødet sluttede, og inden jeg nåede at rejse mig, blev jeg omringet af de unge piger i menigheden – unge piger, der kom til at hjælpe mig til at ændre mit liv.
Illustration: Alberto Ruggieri
Jeg kom pludselig ind i en hel ny verden: En verden med en biskop og en Unge Pigers præsident, der tog sig af mig og mest af alt, unge piger, der forsøgte at efterleve evangeliet i hverdagen, der stræbte efter at have høje standarder og stå for det rette. De lyste så meget, at de kunne lyse vejen op for mig.
Det var der, at det gik op for mig, hvad jeg skulle gøre: »Således skal [mit] lys skinne for mennesker, så de ser [mine] gode gerninger og priser [min] fader, som er i himlene« (se Matt 5:16). Og så begyndte jeg at komme i kirke og til GUF hver uge, læse i Mormons Bog og bede dagligt, klæde mig ærbart, bruge et bedre sprog, tage i templet og forberede mig på at få min patriarkalske velsignelse.
Jeg havde ændret mig fuldstændigt, men det gik ikke op for mig før Unge Pigers lejr, hvor jeg følte Helligånden og opdagede, at jeg havde et vidnesbyrd – et vidnesbyrd, der mindede mig om, at Gud elsker mig, at han har en plan for mig, og at han ikke ønsker, at jeg skal være alene. Et vidnesbyrd så klart og stærkt, at det ændrede mig. Et vidnesbyrd, der kunne deles og ikke kun lyse op på min egen vej, men også på andres. Et vidnesbyrd, der ikke er bange for at skinne i mørket.