Fatu Gamanga

Eastern Province, Sierra Leone

Gennem Kirkens læsefærdighedsprogram, har Fatu ikke alene lært at læse og skrive, hun har lært også om Jesu Kristi evangelium. Inden Fatu sluttede sig til Kirken, kæmpede hun for at forsørge sin familie. Nu har hun udviklet flere færdigheder til at klare sig selv, og hun har sit eget firma og sælger smukke håndlavede tæpper. Hun tjener også som hjælpeforeningspræsident i sin gren.

Christina Smith, fotograf

Jeg var ret lille, da jeg mistede min far. Det var svært at være faderløs. Min mor forsøgte at forsørge sin familie, men hun havde ikke penge nok til, at jeg kunne få en uddannelse. Jeg blev mismodig, for jeg måtte holde op med at lære og jeg lærte aldrig at læse. Min mor og jeg forsøgte at gøre mange ting i vores landsby for eksempel at arbejde som landarbejdere for at forsørge os. Vi knoklede sammen i årevis.

Med tiden blev jeg gift og fik børn. Flere år senere døde min mand, og jeg kæmpede for at forsørge mine børn som alenemor.

Mine venner kom og sagde: »Du har mistet din mand. Du har det hårdt. Vi vil gerne invitere dig med hen i vores kirke, så du kan se, hvad Jesus kan gøre for dig.« Jeg fulgte med mine venner hen i deres kirke. Jeg gik også i andre kirker.

En dag var der en kvinde, der boede nogle huse væk fra mig, der kom og sagde: »Jeg har en kirke. Vil du med?«

»Nej,« sagde jeg, »jeg har prøvet kirke efter kirke.«

»Vil du ikke nok,« sagde kvinden, »jeg vil gerne invitere dig med i min kirke.«

»Hvad kalder du din kirke?« spurgte jeg.

»Min kirke kaldes for Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige.«

Hun overbeviste mig om, at jeg skulle vide mere. Hun indbød missionærerne til at besøge mig. Den første dag missionærerne skulle komme besøg, kaldte jeg min familie sammen. Missionærerne satte sig ned og begyndte at undervise os.

Den første gang, jeg kom i kirke, sad jeg ved siden af en kvinde, der sang fra en salmebog. Jeg prøvede at vise opmærksomhed, men jeg kunne ikke læse. Jeg kunne ikke en gang forstå, hvad hun sang. Jeg følte mig modløs. »Jeg tager ikke hen til den kirke igen,« sagde jeg til mig selv.

Jeg sagde til missionærerne, at jeg ikke kom i kirke igen. En af missionærerne sagde: »Jeg vil ikke tvinge dig til at blive medlem af denne kirke, men lad mig sige dig sandheden. Hvis du ønsker at tro, at denne kirke er sand, så læs denne bog.« Han rakte mig Mormons Bog.

»Du kan ikke give mig denne bog,« sagde jeg. »Jeg er ikke uddannet. Jeg har ikke engang lært at læse. Jeg har ikke brug for jeres bog.«

Missionærerne sagde: »Dine børn lærer at læse. De kan læse den for dig, og du vil forstå.«

»Jeg vil prøve,« sagde jeg.

Min datter begyndte at læse op af Mormons Bog for mig, og jeg tog i kirke igen. En søster i kirken kom hen og fortalte mig om et kursus for dem, der ikke kunne læse og skrive. Hun fortalte, at det var den evangeliske læsefærdighedsklasse.

»Vi har brug for en elev,« sagde hun.

»Jeg vil virkelig gerne lære at læse og skrive,« sagde jeg. »Så jeg deltager gerne i den klasse!«

I klassen lærte jeg at læse og skrive, og jeg lærte mere og mere om evangeliet. Min datter læste mere op for mig fra Mormons Bog. En dag sagde jeg: »Dette er Guds ord. Jeg kan ikke fornægte det.« Jeg besluttede mig for at blive døbt.

Kort tid efter min dåb ringede grenspræsidenten til mig og sagde: »Søster Gamanga, Ånden har ledet mig til at kalde sig som hjælpeforeningspræsident.«

»Jeg ved ikke, hvad du mener,« sagde jeg. »Jeg kan ikke læse, jeg kan ikke skrive, og så vil du kalde mig? Hvad indebærer det?«

Han forklarede mig, at jeg skulle indbyde kvinderne til at komme i kirke, tale med dem og hjælpe dem. »Med Guds hjælp kan jeg gøre det,« sagde jeg.

»Siden den dag er der sket rigtig mange ting i mit liv. Jeg begyndte med at kunne læse ord med to bogstaver, så ord med tre bogstaver. Så gik jeg videre til ord på fire bogstaver og derefter på fem og seks bogstaver. Det har hjulpet mig til at undervise i Hjælpeforeningen.

Hvis der er noget, jeg ikke forstår, beder jeg om hjælp. Jeg har et problem med at stave. Jeg ved ikke, hvordan man udtaler visse stavelser, men jeg får hjælp, så jeg kan forstå. Når jeg underviser, beder jeg en af hjælpeforeningssøstrene om hjælp med de ord, jeg ikke kender. Det er sådan, jeg underviser. Hver gang jeg beder om hjælp, lærer jeg mere.

Inden jeg sluttede mig til Kirken, forsøgte jeg at tjene penge ved at sælge håndlavede tæpper, men jeg havde ikke penge til at købe materialer. Jeg plejede at sige til folk, at ville de have tæpper, skulle de købe materialet og komme med det, så jeg kunne lave det. Så kunne de betale, når jeg var færdig.

Nu hvor jeg er her i Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige, har jeg lært om selvhjulpenhed. Kirken har givet mig mere udholdenhed til at lære at læse, skrive og tale og gøre noget for at blive selvhjulpen. Nu går jeg til skrædderen og beder om de rester, de skærer af tøjet og efterlader på gulvet. Jeg køber resterne for billige penge og bruger det til at lave mine tæpper. Nu sælger jeg mere, end jeg nogensinde har gjort før.

Siden jeg blev medlem af Kirken, har mit liv ændret sig. Jeg er gået fra intet til alt! Jeg er stolt af Jesus Kristus, og jeg er stolt af hans kirke. Jeg er så taknemmelig for Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige.

Fatu reading to others — Velsignelserne med at kunne læse og klare sig selv har givet Fatu mulighed for at række ud og fortælle andre om, hvad hun har lært.