2019
Alle undtagen ham!
December 2019


Alle undtagen ham!

Billede
women standing in snow

Illustration: Phil, i2i Illustration

Da jeg hørte om Kirkens juleinitiativ »Oplys verden« og den verdensomspændende tjenestedag, tænkte jeg: »Sikke en god ide. Det vil jeg være med til.«

Et par dage inden den verdensomspændende tjenestedag den første december, dukkede der en tanke op i mit hoved om, hvem jeg skulle hjælpe. Straks tænkte jeg: »Alle undtagen ham!« Denne person havde såret mig dybt for mange år siden, men jo mere hans navn nagede mig, jo mere vidste jeg, at den tanke kom fra Ånden.

Jeg fortalte min mand, hvad jeg tænkte, og han sagde, at det ville være godt for mig at gøre den mand en tjeneste. Jeg var alligevel meget nervøs ved tanken om at hjælpe ham. Jeg vidste, at jeg ikke kunne gøre det på egen hånd, så jeg bad om styrke og om nogen, der kunne tage med mig. Senere ringede jeg til søstermissionærerne, og de indvilligede i at tage med mig.

Det blev den første december, og jeg var så nervøs, at jeg rystede, mens jeg kørte. Vi bad sammen, da vi nåede hen til hans lejlighed. Jeg tog en dyb indånding, og bankede på. Manden åbnede døren, men han syntes ikke at genkende mig. Jeg spurgte, om han vidste, hvem jeg var. Han troede, at jeg bare var en af søstermissionærerne. Da jeg fortalte, hvem jeg var, blev han overrasket, men glad for, at jeg var kommet for at besøge ham. Der opstod et akavet øjeblik, da jeg fortalte ham, at det var verdensomspændende tjenestedag, og vi gerne ville hjælpe ham med hvad som helst.

Jeg uddelte opgaver til missionærerne, og vi gik i gang med at gøre rent i lejligheden. Efter et par timer var vi færdige og tog af sted. Det var først, da jeg kørte hjem, at jeg indså, at jeg lo og var glad. Så slog det mig lige i hovedet: Vor himmelske Fader havde fjernet al min smerte, nag, bitterhed og sorg. Den var væk! Og jeg var fri for al det nag, jeg havde båret på så længe. Vor himmelske Fader havde velsignet mig med styrke til endelig at kunne tilgive den person. Det var en vidunderlig lettelse.

Jeg er så taknemmelig for, at jeg fulgte tilskyndelsen til at hjælpe denne mand. Min kærlige himmelske Fader vidste, jeg havde brug for den oplevelse, så jeg kunne komme videre og blive mere som den person, han ønsker, at jeg skal være.

Udskriv