Kun digitalt: Unge Voksne

Til den missionær, der uventet bliver forflyttet

Amy Davis

Tog jeres mission en uventet drejning? Her er nogle tips fra en, der forstår en del af det, I går igennem.

Billede

Kvinde læser skrifterne

Forfatteren bor i Utah i USA.

For mange af jer missionærer gælder det, at I ikke er, hvor I var forventet at være lige nu – I venter på besked om, hvortil I skal forflyttes eller måske endda sendes hjem. Når jeg har set disse historier udfolde sig, er der dukket ømtålelige minder op fra min egen mission for en del år siden. Jeg tænkte, at jeg måske kunne dele lidt perspektiver, der kan være til hjælp, fra en missionær, der uventet blev forflyttet til en anden.

En albansk evakuering

I begyndelsen af 1997 var jeg missionær i Albanien. Mine kammerater og jeg elskede egnen, de lækre ost- og spinattærter og lyden af sproget, som vi havde arbejdet så hårdt for at lære. Men først og fremmest elskede vi at arbejde med folket der.

Med tiden blev det politiske klima omkring os meget anspændt. Vi forsøgte at forblive fokuserede på at forkynde evangeliet, men vi kunne ikke undgå at høre nyheder om oprørsstyrker, der vandt frem i landet. Så indførte regeringen udgangsforbud og volden tog til. Landet var på vej i borgerkrig.

Til sidst blev hele vores mission evakueret den 14. marts. Jeg glemmer aldrig det telefonopkald, hvor vi fik at vide, at vi skulle samles, så vi hurtigt kunne komme ud af landet. Der løb mange modsatrettede tanker og følelser igennem mit hoved. Jeg ville selvfølgelig gerne være i sikkerhed, men tanken om at forlade de familier, vi var kommet til at holde så meget af, særligt i denne kaotiske situation, knuste mit hjerte. Vi fik ikke engang mulighed for at sige farvel.

Vores rejse ud af landet blev foretaget med helikopter til et fly og derefter et kort ophold i Italien, inden vi blev overflyttet til andre missioner. Jeg kom til England. Det gik hurtigt og var lidt spændende, men mest af alt var det virkelig hårdt. Et af mine sidste minder om Albanien var at se landskabet forsvinde under vores helikopter og tænke på, hvad der dog skulle blive af det land, vi forlod.

Find fred

Selvom detaljerne i jeres oplevelser adskiller sig fra mine, så gætter jeg på, at I ligeledes er præget af blandede følelser lige for tiden. Så jeg håber, at det, jeg har at dele her, også kan give lidt mening for jer. Her er seks principper, der hjalp mig til at finde fred efter de chokerende omsving i min oplevelse som fuldtidsmissionær.

Hold kontakt med andre. I føler jer måske kede af det og forvirrede, som gør, at I kan ønske at trække jer fra andre mennesker. Men det er vigtigt at holde kontakt med andre, især i det næste stykke tid, hvor I skal tilpasse jer. Ræk ud mod omsorgsfulde mennesker, der kan hjælpe jer med at holde humøret oppe. Med den teknologi, vi har til rådighed i dag, er der ikke rigtig nogen undskyldning for at lade være! I kan måske finde nogle, I kan øve jeres sprogfærdigheder med. I kan måske bevare kontakten med dem, I tjente med og underviste. Selvom I måske føler jer fejlplacerede lige nu, er I ikke alene. Selvom om jeres familie og venner ikke helt ved, hvordan de bedst støtter jer, så er jeg sikker på, at de oprigtigt kerer sig om jer og ønsker, at I har det godt.
Bliv ved at bære jeres vidnesbyrd. Uanset hvor I befinder jer rent geografisk, når I læser dette, er jeg ikke i tvivl om, at I har mennesker omkring jer, der vil blive velsignet af at høre om jeres unikke perspektiv på tingene. I skal ikke føle jer forlegne ved at dele, hvad I har lært og følt som fuldtidsmissionærer – uanset hvor lang eller kort tid I har haft i missionsmarken. Når I får fordøjet de seneste begivenheder og ser Guds hånd i jeres liv, så del den indsigt med jeres nære og kære. Det kan være en lektion om jeres eventyr er lige, hvad en anden har brug for at høre.
Stol på, at vor himmelske Fader kender jer. Gæt engang! Gud vidste, at dette ville ske! Han kender til alt, der udfolder sig i jeres liv. Og jeres Frelser, Jesus Kristus forstår præcis, hvordan I har det. De er med jer på rejsen ad denne vej og kan trøste jer igennem Helligånden. Det kan tage lang tid at komme sig over de svære følelser, og det er i orden. Stol på Herren, når han siger: »Jeg vil være ved jeres højre hånd og ved jeres venstre, og min Ånd skal være i jeres hjerte og mine engle rundt omkring jer til at styrke jer« (L&P 84:88).
Vær tålmodig i jeres sorg. Føler I vrede? Tristhed? Frustration? Eller tænker I, at det er uretfærdigt? Måske føler I noget helt andet. I skal bare vide, at uanset, hvad I føler lige nu, er det okay. I sørger over et tab, og det er vigtigt at være tålmodig med sig selv, mens man arbejder sig igennem denne proces. Vær på samme tid forsigtige med ikke at gøre jeres oplevelser til en sensation eller at ruge så meget over fortiden, at det påvirker jeres evne til at fungere i dag. Føler I, at det er svært at tackle det på en sund måde, så bed jeres biskop eller missionspræsident om hjælp til at komme i kontakt med professionel rådgivning eller terapi. Det er ingen skam at bede om hjælp.
Gør en indsats for at indbyde Ånden. Fortsæt med at fordybe jer i evangelisk arbejde. Bliver I forflyttet så fortsæt med at følge missionsreglerne. Find hver dag måder at vise Ånden på, at I gerne vil have, at han bliver hos jer, og nedskriv den inspiration, I modtager fra ham. At holde sig tæt på Ånden vil hjælpe jer med at træffe valg om jeres fremtid og finde trøst i jeres nuværende situation.
Hav tillid til, at I stadig er kaldet til værket. I lang tid troede jeg, at mit »kald« var, hvor jeg var blevet kaldet til at tjene som missionær. Jeg ville ønske, at jeg havde forstået, at mit sande kald lå i at drage omsorg for Guds børn, uanset hvor jeg er. Selv efter jeg havde taget mit sorte navneskilt af, var jeg bundet af mine dåbspagter om at påtage mig Jesu Kristi navn og behandle andre, som han ville hver dag. Uanset om I har fået en ny missionsopgave eller lige er blevet afløst som fuldtidsmissionærer, så kan I være forvisset om, at jeres talenter kan bruges til at opbygge Guds rige, hvor end I er.

I hans hænder

Jeg tænker, at et af de mest nervepirrende aspekter ved at forlade Albanien var, at vi forlod helt nye hellige, der skulle navigere i evangeliet uden vores hjælp. Men ved I hvad? De klarede det helt forrygende. Selvom vi ikke var der til at hjælpe dem, så var Gud med dem. Siden jeg forlod landet for mere end 20 år siden, har værket nydt fremgang, og de hellige er stærke.

Så, kære missionær, bliv ved med at se efter det guddommelige håndværk, der udfolder sig. Der er stadig mennesker, der har brug for, at I løfter jeres røst, og der er stadig masser af glæde at finde. Brug denne unikke oplevelse som en mulighed for at fordybe jeres forhold til Gud. Må han velsigne jer til at gå frem i tro.