Kun digitalt: Unge Voksne
Hvad kirke derhjemme lærte mig om at mødes
Jeg blev trist til mode, da Kirkens møder blev midlertidigt suspenderet på grund af pandemi. Nu er jeg taknemmelig for det, jeg har lært.
Forfatteren bor i Skåne i Sverige.
At gå i kirke har altid været en af ugens højdepunkter for mig. Jeg holdt meget af at mødes med venner og familie og lægge verdens bekymringer til side, mens vi holdt gudstjeneste sammen.
Men så begyndte omstændighederne at ændre sig på grund af coronavirus. På det tidspunkt havde vi ikke mange tilfælde af coronavirus i Sverige, og skolerne fortsatte, som de plejede, så jeg forstod ikke rigtigt, hvorfor Kirkens ledere følte, at det var nødvendigt at aflyse møderne. Med alt det virvar der var internationalt, var jeg ivrig efter at mødes med mine venner om søndagen. Men så fandt jeg ud af, at Kirkens møder var suspenderet indtil videre. Jeg blev både ked af det og lidt frustreret.
Da det blev søndag, tog jeg min kjole på og lagde makeup, spiste morgenmad og satte mig ned med mine forældre. Jeg så, hvordan min far omhyggeligt forberedte nadveren med et hvidt klæde over brødet og vandet og åbnede sine skrifter for at finde nadverbønnerne.
Snart blev det tid til at synge nadversalme. Da min far begyndte at bryde brødet, følte jeg Ånden meget stærkt. Det var lige som om, at han fortalte mig, at Jesu Kristi forsoning var specielt til mig. Jeg begyndte at græde, og da jeg så over på min mor, så jeg, at hun også græd og smilede til mig – hun kunne også mærke Ånden.
Selvom jeg var skeptisk til at begynde med, ved jeg nu, at det at nyde nadveren hjemme er en personlig og smuk mulighed. I de seneste uger har jeg følt mig mere taknemmelig for præstedømmet og det gengivne evangelium, som giver os tryghed og fred i svære tider. Jeg har også følt vor himmelske Faders kærlighed til alle sine børn. Og jeg har også følt mig særlig taknemmelig for profeten, der hjælper os til at vide, hvad vi skal gøre, selv når vi ikke forstår hvorfor.
Efter vi fik de første instrukser om at holde kirke derhjemme, har COVID-19 spredt sig til tusindvis af mennesker i Sverige og påvirker stadig næsten alle lande i verden. Og selvom jeg elsker den fortrolighed, der er ved at holde kirke derhjemme med nogle få af ens kære, har jeg indset, at det ikke er det samme, som at komme i kirke sammen som menighed eller gren og holde gudstjeneste. At opbygge hinanden ved nadvermødet og andre møder er uerstatteligt.
Ældste D. Todd Christofferson fra De Tolv Apostles Kvorum har sagt: »En væsentlig årsag til, at Herren har en kirke, er at skabe et samfund af hellige, som vil styrke hinanden på den ›snævre og trange sti, der fører til evigt liv‹ (2 Ne 31:18).«1
Jeg har indset, at kirken handler om mere end at mødes med sine venner hver uge. Den handler om at tage nadveren, opbygge et tilhørsforhold, støtte hinanden og opbygge et trosfællesskab i Guds rige. Jeg vil altid være taknemmelig for velsignelsen ved at være i stand til at holde kirke derhjemme under denne COVID-19, og for den nye indsigt, jeg har fået om vigtigheden af at mødes. Nadvermødet vil føles endnu mere specielt, når vi bliver i stand til at mødes igen.