Liahona
Fem livslektier fra Nefi om, hvornår livet ikke går som planlagt
Januar 2024


Kun digitalt: Unge Voksne

Fem livslektier fra Nefi om, hvornår livet ikke går som planlagt

Vi kan lære noget af Nefis tilgang til udfordringer og usikkerhed.

Billede
Nefi med sin knækkede bue

Voksenlivet er en spændende tid i livet, fyldt med muligheder for udvikling og forandring. Men det er også en fase fuld af forventninger – både forventninger, vi har til os selv, kulturelle eller sociale forventninger og endda forventninger i vor himmelske Faders plan for sine børn. Vi kan have visse ideer til, hvordan vores karriere eller sociale liv bør se ud, eller en tidsplan for, hvornår vi bør nå betydningsfulde milepæle. Og vi kan gå ud fra, at vi får alt det, vi ønsker, hvis vi er retskafne og holder os nær til Herren.

Men sandheden er den, at livet sjældent udspiller sig, som vi forventer det.

Hvis livet ikke går, som I planlagde, er I ikke alene. Nefi, en af de store profeter i Mormons Bog, var heller ikke ukendt med skuffelser og uforudsete udfordringer.

Det gik bestandigt galt, mens Nefi og hans familie rejste til det forjættede land. Men på trods af betydelige tilbageslag og mishandling og modstand holdt Nefi ud under meget vanskelige omstændigheder og stolede på Herren. Her er fem ting, som Nefis eksempel lærer os at gøre, når livet ikke går som planlagt.

Prøv igen (1 Ne 4:1-3)

Efter Lamans mislykkede forsøg på at hente bronzepladerne fra Laban prøvede Nefi og hans brødre igen. Denne gang sendte Laban sine vagter efter dem, og brødrene undslap med nød og næppe og kom i sikkerhed. Da en engel kom for at revse Laman og Lemuel for at angribe Sam og Nefi i al deres skuffelse, befalede han dem igen at prøve at hente pladerne. Efter dette tredje forsøg lykkedes det for Nefi.

En del af det, som Nefis oplevelse lærer os, er, at selvom vi måske ikke oplever succes på den måde, vi forventer, vil Herren, hvis vi ikke giver op, hjælpe os til at gå frem, lære og vokse, når vi sætter vores lid til ham.

Tilgiv (1 Ne 7:20-21)

Da Ismaels familie havde sluttet sig til Lehis familie i ørkenen, gjorde Laman og Lemuel og nogle af Ismaels børn oprør mod Nefi. De bandt ham på hænder og fødder og planlagde at efterlade ham død. Men med styrke fra Herren sprængte Nefi båndene. Da Laman og Lemuel tryglede om tilgivelse, straffede Nefi dem ikke med uvilje, selvretfærdighed eller kritik. Han tilgav dem hurtigt og gik fremad i lydighed mod Herren.

Sommetider er det at tilgive nogen, der har såret os, det sidste, vi ønsker at gøre. Men når vi giver slip på bitterhed og vrede, kan vi byde fred velkommen i vores liv og skåne os selv og andre for unødvendig lidelse. Og vi kan fortsætte med at gå fremad med håb og fred i Kristus.

Gør en indsats (1 Ne 16:23).

Mens Nefi og hans brødre var på jagt, knækkede Nefis stålbue, og de stod uden mad. Skylden faldt på Nefi, og selv Lehi begyndte at murre mod Herren på grund af deres sult og lidelse. Men Nefi tog sagen i sine egne hænder og handlede. Han lavede en bue og pil af træ og bad derefter Lehi om at adspørge Herren om, hvor de skulle lede efter mad.

Ligesom Nefi kan vi tage initiativ, når vi står over for et problem. Vi kan arbejde på at ændre vores perspektiv på vores omstændigheder og forberede os på at søge råd fra Herren, idet vi stoler på, at han vil vejlede os.

Slå op i skrifterne (1 Ne 17:22-42)

Da Laman og Lemuel hånede ham for at begynde at bygge et skib, henviste Nefi til skrifterne for at vise dem vigtigheden af at følge Herrens befalinger. Han mindede sine brødre om, at Moses med kraft fra Herren delte Det Røde Hav og hjalp israelitterne med at undslippe Egypten.

Når vi kæmper med at forstå Herrens hånd i vores liv, kan vi søge mod skrifterne for at få et nyt perspektiv og inspiration, når vi finder ligheder mellem vores oplevelser og fordums profeters.

Stol på Herren (2 Ne 4:19-35)

I dette kapitel bliver Nefi overvældet af sorg på grund af sine svagheder, synder og fristelser. Men hans sorg varer kun i tre vers. I triumf husker Nefi, » til hvem [han havde] sat [sin] lid« (v. 19) og siger, at han »ikke sætte [sin] lid til armen af kød« (v. 34).

Nefis ord minder os om, at når der er forventninger af nogen art, som vi ikke kan leve op til, kan vi vende os til Herren og stole på hans forløsende kraft.

Livet tager ofte en uventet drejning, og sommetider kan den uforudsigelighed føles helt uoverkommelig at håndtere.

Men som præsident Russell M. Nelson for nylig har lært os: »Uanset hvilket spørgsmål eller problem I har, findes svaret altid i Jesu Kristi liv og lærdomme. Lær mere om hans forsoning, hans kærlighed, hans nåde, hans lære og hans gengivne evangelium med helbredelse og udvikling. Vend jer til ham! Følg ham!«1

Og hvor kan man bedre finde hans kærlighed og lærdomme end i profeternes ord i Mormons Bog? Lærdomme fra fordums profeter som Nefi blev skrevet til vor tid, og vi kan altid finde fred, trøst og forsikring om fremtiden i deres sandheder, når livet ikke synes at gå, som vi havde håbet på.

Jeg opfordrer jer til virkelig at studere de lærdomme og sandheder, der er i Mormons Bog i år.

Udskriv