Mine største skatte

Giuseppe Monno er fra Bari i Italien

Jeg blev ført til min dåb og et nyt liv i Jesu Kristi evangelium, fordi jeg lod som om, at jeg var sidste dages hellig.

hænder, der tilbereder mad, og Mormons Bog ligger i nærheden

Mit arbejde som kok var mit liv. Jeg rejste rundt i verden og lavede mad på luksushoteller og på krydstogtsskibe. Jeg blev del af et hold fantastiske kokke, som vandt mange internationale madlavningskonkurrencer.

Engang var jeg væk hjemmefra i tre år. Min mor ringede ofte grædende til mig og sagde, at jeg skulle komme hjem.

En dag i Milano i Italien, hvor jeg arbejdede som kok på et hotel, mødte jeg fuldtidsmissionærerne på en overfyldt metrostation. De fortalte mig om Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige og fortalte om nogle evangeliske principper. Jeg var især glad for det, de lærte mig om familien.

Missionærerne gav mig et eksemplar af Mormons Bog og bad mig om at bede om den. De gav mig også en pjece med instruktioner om, hvordan man beder.

Jeg vendte glad tilbage til mit hotel, gik op på mit værelse, bad og begyndte at læse. Jo mere jeg læste Mormons Bog, desto mere ønskede jeg at læse. Desværre afholdt mit arbejde mig fra at se missionærerne igen. Da min hotelkontrakt var løbet ud, vendte jeg hjem til Bari, hvor jeg begyndte som kok på et andet hotel.

En dag på hotellets restaurant forsøgte en anden kok af upassende årsager at få dates med nogle af de kvindelige tjenere. Han blev vred, fordi de kvindelige tjenere, som var sidste dages hellige, ikke ville gå ud med ham.

Jeg huskede på de missionærer, jeg havde mødt i Milano, og fortalte kokken, at kvinderne havde ret til at afvise ham.

»Så er du også mormon?« spurgte han.

Da jeg kunne lide de principper, som missionærerne havde lært mig, og fordi jeg følte mig retfærdiggjort i at forsvare de kvindelige tjenere, svarede jeg: »Ja.«

Næste gang kokken så de kvindelige tjenerne, fortalte han dem, at jeg var sidste dages hellig. De blev begejstrede. Da vi samlede os til frokost, begyndte de at stille mig spørgsmål om Kirken i Milano. Jeg fortalte dem om byen, og at jeg havde mødt missionærerne der. Da vores frokost kom, rakte jeg ud efter et glas vin på bordet.

»Hvorfor drikker du vin?« spurgte en af kvinderne.

»Er der noget galt med det?« sagde jeg.

»Er du overhovedet aktiv?« spurgte en anden.

»Hvordan det?« sagde jeg.

»Hvordan var du klædt, den dag du blev døbt?« spurgte de.

»Det kan jeg ikke huske,« sagde jeg til dem. »Jeg var kun en måned gammel.«

De blev meget vrede, fordi de troede, at jeg gjorde nar af dem. Det forsikrede jeg dem om, at jeg ikke gjorde det. Jeg indrømmede, at jeg ikke var medlem af Kirken, men jeg fortalte dem, at jeg kunne lide Mormons Bog og de evangeliske principper, jeg havde lært. Så spurgte jeg, hvordan jeg kunne lære mere om deres kirke.

Kvinderne introducerede mig snart for missionærerne. De kunne knap tro det, da jeg var færdig med undervisningen og blev døbt.

Min dåb ændrede mit liv. Jeg lærte, at man ikke kan have én fod i verden og én fod i evangeliet. Jeg lærte, at arbejde ikke er det vigtigste i livet. Jeg lærte, at Herren og min familie kommer først. Til sidst forstod jeg den tristhed, min mor følte over mit fravær, og jeg bad hende om at tilgive mig.

Jeg holdt op med at rejse verden rundt, blev gift i templet i Bern i Schweiz, stiftede familie og fik et job som kok på et lokalt hospital, hvor jeg brugte mine talenter til at hjælpe syge med at komme sig. Nu er jeg blevet personalechef på hospitalet. Ved at arbejde i nærheden får jeg tid, som jeg kan vie til min familie og kirkekaldelse.

Fra den dag jeg tog til templet og modtog min begavelse to år efter min dåb, har jeg elsket templets hellighed og arbejdet der. Da min far døde fire år senere, blev jeg knust. Han var min helt. Takket være Jesu Kristi evangelium ved jeg, at han stadig lever.

Da jeg kom ind i det celestiale værelse efter at have udført stedfortrædende ordinancer for min far, følte jeg hans favntag. I det øjeblik vidste jeg, at min far havde taget imod evangeliet, og den kærlighed, Herren har til sine børn.

Vi sidste dages hellige har den velsignelse at kende det sande evangelium. Jeg er taknemmelig for, hvordan det ændrede mit liv. Evangeliet er der, hvor jeg fandt sand lykke. Evangeliet og min familie er mine største skatte.