Liahona
Tre vejledende principper for anvendelse af teknologi og medier
Marts 2024


»Tre vejledende principper for anvendelse af teknologi og medier«, Liahona, mar. 2024.

Tre vejledende principper for anvendelse af teknologi og medier

Efterhånden som teknologien udvikler sig, vil disse tilgange til medierne hjælpe os videre med visdom.

Billede
hånd holder en smartphone med en printplade som baggrund

Teknologien ændrer sig konstant. Og hvert teknologiske fremskridt har bragt nye måder at forbruge medier på. Trykpressen ændrede betydeligt, hvem der kunne få adgang til det skrevne ord. Radio og tv ændrede dramatisk måden, hvorpå vi kommunikerer nyheder, information og underholdning. Internettet ændrede, hvor meget indhold vi kunne få adgang til, og hvem der kunne skabe det. De sociale medier ændrede vores evne til at finde, kommunikere med og få forbindelse til andre mennesker. Efterhånden som kunstig intelligens vinder frem, står vi over for nye spørgsmål.

Ny teknologi er aldrig kun godt eller dårligt. I stedet er det ofte som et forstørrelsesglas, der forstørrer nye muligheder og nye bekymringer. I vores stræben efter at være mere kristuslignende, er det, der betyder noget, vores reaktion på den nye teknologi og de medier, teknologien kan bringe ind i vores liv.

En principbaseret tilgang

Der er selvfølgelig ingen liste med regler, der kan vejlede enhver beslutning, vi træffer, om teknologi og medier. I stedet kan vi lære nogle principper, der kan vejlede os, når vi træffer valg. Ældste Dieter F. Uchtdorf fra De Tolv Apostles Kvorum har lært os: »Principperne er evige og universelle. Specifikke regler eller anvendelse af disse principper virker godt nogle steder, men ikke andre. Det, der forener os, er Jesus Kristus og de evige sandheder, han underviste i, selv om specifikke anvendelsesmuligheder varierer over tid og på tværs af kulturer.«1

Når vi følger principper baseret på evangeliske sandheder, vil det hjælpe os til at blive på pagtsstien. Ånden vil vejlede os, når vi stræber efter at træffe valg ud fra disse principper. Så hvilke principper kan vejlede vores valg om teknologi og medier?

1. Jeg kan bruge min handlefrihed til at træffe valg om at kontrollere teknologien. Den kontrollerer ikke mig.

Det kan sommetider føles som om, at teknologien har overtaget jeres liv. Det er vigtigt at huske, at I kan træffe valg om at kontrollere teknologien. Det styrer ikke jer. I kan bevidst vælge at bruge teknologi og medier til at udføre noget godt og søge efter det, der er »dydigt, elskeligt, værd at tale godt om eller rosværdigt« (TA 1:13).

Herren har sagt: »Jeg, Herren, har et stort værk for dig at udføre« (L&P 112:6). Overvej, hvordan I kan bruge teknologi til at udføre det store værk og forblive »ivrigt engageret i en god sag« (L&P 58:27). I er måske nødt til at bruge teknologi i jeres arbejde. I kan bruge den til at finde sunde former for underholdning. Den kan hjælpe jer til at komme i kontakt med andre. Og den kan hjælpe jer til at lære nyt, udvikle jer og udføre Herrens værk. Men anden brug kan være distraherende, upassende eller skadelig. I stedet for at lade teknologien kontrollere jer, så brug visdom og Åndens vejledning til at træffe valg, der giver jer kontrol.

2. Når jeg bruger min handlefrihed til at planlægge fremad, får jeg det bedre og træffer bedre valg.

Måske havde I en oplevelse, hvor I traf et valg om teknologi, der ikke føltes rigtig. Det kan have involveret medier, I brugte, eller tid, I brugte på en bestemt aktivitet. I stedet for at være optaget af de fejl, I har begået, er det sundere at fokusere på fortsat udvikling. Hvis I planlægger fremad, vil I træffe bedre valg, end I vil, hvis I træffer alle jeres beslutninger i nuet. I kan sætte personlige retningslinjer i overensstemmelse med evangeliske standarder for at hjælpe jer til at træffe gode valg.

Hvis I opdager, at I misbruger eller overforbruger medier, så hav modet til at stræbe efter forandring. Hvis visse medier for eksempel ikke inspirerer eller giver en god følelse, så tilpas jeres vaner. Hvis I bruger teknologi til at bruge medier eller indgå i en adfærd, som I ved, er forkert, så hav modet til at ændre jer – og hav tålmodighed med jer selv, når I stræber efter at foretage disse ændringer. Tænk på nogle praktiske ting, I kan gøre for at ændre jer. Hvis I for eksempel synes, at det er sværere at træffe gode beslutninger på bestemte tidspunkter af dagen, kan I planlægge tidspunkter, hvor I vil bruge teknologi, og tidspunkter, hvor I ikke vil.

Hvis I på samme måde bruger teknologi til at styrke jer selv, skabe forbindelse til andre og udføre Herrens værk, og I føler Ånden, så bliv ved med at gøre disse ting. Når I virkelig er ærlige over for jer selv omkring jeres valg, kan jeres tro på Herren hjælpe jer til at bruge jeres handlefrihed på måder, der får jer til at få det bedre og fortsætte med at træffe bedre valg.

3. Jeg kan bruge min handlefrihed til at stoppe op og tage en pause.

I føler måske, at spørgsmål om teknologi og medier er konstante. Hvor meget er for meget? Bør jeg øge eller mindske min brug af medier og teknologi? Bruger jeg min tid klogt? Prøv ikke at lade tanker som disse overvælde jer. Husk, at det er okay at stoppe op og tage en pause fra medier. I kan tage en pause ved at udføre andre aktiviteter end at stirre på skærmen i nogle få timer eller endda ved ikke at bruge visse former for teknologi, såsom de sociale medier, i en længere periode.

Teknologi giver os store velsignelser, der kan hjælpe os til at forblive forbundet med andre, men bare fordi vi kan være forbundet når som helst, betyder det ikke, at vi behøver at være forbundet til enhver tid. Herren minder os om: »Vær rolig og vid, at jeg er Gud« (L&P 101:16). Sørg for, at I tager jer tid til at komme i kontakt med ham.

Vær vis

Efterhånden som teknologien fortsætter med at udvikle sig, vil vi alle stå over for mange valg. I stedet for at se hen til Kirken efter specifikke regler og lister kan vi vende os til vor himmelske Fader, Frelseren, skrifterne og nutidige profeters ord om principper, der kan vejlede vores valg. Ånden vil hjælpe os til at vide, om vores valg er rigtige. Jakobs ord er lige så anvendelige i dag, som de var, da han først underviste dem: »O, vær vise; hvad mere kan jeg sige?« (Jakob 6:12).

Udskriv