Liahona
Vores generalkonference »liv og levned«
Marts 2024


Kun digitalt

Vores generalkonference »liv og levned«

Tilpasset fra Sarah Jane Weaver, »Episode 24: Elder Bednar Shares His Pattern for Studying General Conference Messages«, Church News (podcast), 30. mar. 2021, thechurchnews.com.

Når vi lytter til, ser og læser generalkonferencetaler, råder ældste Bednar os til at se efter den lære, der undervises i, de opfordringer, der gives, og de lovede velsignelser.

Billede
En kvinde ser generalkonference på en tablet

Præsident Harold B. Lee (1899-1973) formanede medlemmer af Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige til at lade generalkonferencens taler »være en vejledning i deres gøren og laden i det næste halve år«. Han forklarede: »Dette er de vigtige anliggender, som Herren ser det passende at åbenbare for sit folk på denne tid.«1

På samme måde understregede præsident Spencer W. Kimball (1895-1985) vigtigheden af at lytte til og studere generalkonferencetaler. Han sagde: »Ingen tekst eller noget bind bortset fra Kirkens standardværker bør indtage så fremtrædende en plads i jeres personlige bibliotek.«2

Ved slutningen af oktoberkonferencen i 1977 sagde præsident Kimball: »Dette har været en storslået konference, og efterhånden som hver enkelt af disse vidunderlige taler er blevet holdt, har jeg lyttet med stor opmærksomhed, og jeg har besluttet mig til, at jeg vil gå hjem og være en bedre mand, end jeg før har været … Jeg opfordrer jer til at bringe mange af disse tanker med jer, når I drager afsted, og tænk igen på det, I er blevet gjort opmærksomme på.«3

Det, at selv Kirkens præsidenter lærer af de budskaber, der bliver delt ved generalkonferencen, gjorde et stort indtryk på mig som ung mand. Da jeg begyndte at følge deres råd, opdagede jeg tre ting:

1. Kirkeledere lægger vægt på grundlæggende læresætninger og principper i deres budskaber.

2. Deres budskaber indeholder næsten altid opfordringer til at handle i forbindelse med de læresætninger eller principper, der undervises om.

3. I overensstemmelse med opfordringen lover kirkeledere velsignelser.

Jeg fulgte et mønster med at tegne tre kolonner på et stykke papir. Jeg prøvede så at finde frem til og kort sammenfatte læresætningen, opfordringerne og de lovede velsignelser i generalkonferencetalerne. Det blev i bund og grund mit liv og levned i det næste halve år.

Betydningen af opfordring

Hvis folk på passende vis søger den åndelige gave tro på Herren, må de handle i overensstemmelse med hans lærdomme. Opfordringer er afgørende, fordi tro på Frelseren er virkelig et princip, der bygger på handling og kraft. Og som hans tjener stræber jeg efter at komme med opfordringer, der kan hjælpe folk til at styrke deres tro på og hengivenhed over for ham.

Mange gange kan vi i vores tjeneste i Kirken sige ting som: »Jeg opfordrer jer til at gøre X.« Men jeg finder ikke et sådant sprog i Frelserens tjenestegerning, i skrifterne eller i Kirkens lederes lærdomme. Det Frelseren gjorde, og som kirkeledere bør gøre, er at indbyde, lokke, opmuntre og love velsignelser – en mere kristuslignende tilgang til at hjælpe den enkelte og familien.

Præsident Dallin H. Oaks gav som medlem af De Tolv Apostles Kvorum en vigtig opfordring i et budskab til bærere af Det Aronske Præstedømme. Han kom med et eksempel på princippet om ikke at forstyrre. Han sagde: »Det princip, som jeg foreslår, er at lede dem, som medvirker ved nadveren – uanset om de forbereder, velsigner eller uddeler nadveren – til ikke at gøre noget, som vil distrahere noget medlem i vedkommendes tilbedelse eller fornyelse af sine pagter.«4

En bærer af Det Aronske Præstedømme spørger måske sig selv: »Hvilket tøj bør jeg have på, når jeg deltager i nadverordinancen?« Hvis en ung mand forstår dette enkle princip, vil han ikke forsøge at komme med en personlig »udtalelse« med sin påklædning eller opførsel. Han vil snarere forsøge at være så lidt iøjnefaldende som muligt, så han ikke forstyrrer eller distraherer folk, der fornyr pagter i nadverordinancen – eller i nogen anden ordinance.

Præsident Oaks tilføjede: »Jeg vil ikke foreslå detaljerede regler.«5 For mig var det en opfordring til alle præstedømmebærere om at tænke over, hvordan dette princip kan føre til en højere og helligere måde at udføre præstedømmepligter på.

Præsident Russell M. Nelson udsendte en lignende slags opfordring ved aprilkonferencen 2015, da han lærte os, at »sabbatten er frydefuld«.6 Han sagde: »Hvordan helligholder vi sabbatsdagen? Da jeg var meget yngre, studerede jeg de arbejdslister, andre havde lavet over det, de måtte, og det, de ikke måtte gøre på sabbatten. Det var først senere, at jeg ud fra skrifterne lærte, at min handlemåde og min holdning på sabbatten var et tegn mellem mig og min himmelske Fader (se 2 Mos 31:13; Ez 20:12, 20). Med den forståelse havde jeg ikke længere brug for lister over, hvad jeg måtte og ikke måtte. Når jeg skulle træffe beslutning om, hvorvidt en aktivitet var passende på sabbatten eller ej, spurgte jeg blot mig selv: ›Hvilket tegn ønsker jeg at vise Gud?‹ Det spørgsmål gjorde mine valg med hensyn til sabbatsdagen krystalklare.«7

I præsident Nelsons spørgsmål og præsident Oaks’ eksempel kan vi finde opfordringer til at handle. Og når vi handler, følger storslåede velsignelser altid.

Handl og bliv velsignet

Sidste dages hellige kan gøre mange ting for at forberede sig til generalkonferencen. Jeg vil blot fremhæve to.

For det første må vi forberede os på at handle. Når vi ivrigt beder, søger og banker på, udøver vi tro på Frelseren og indbyder Helligånden til at være vores lærer. Ånden vil bringe tanker til vores sind og følelser til vores hjerte, og Ånden vil personligt undervise os i det, der er nødvendigt.

Det bliver sværere at modtage det, vi har brug for, hvis vores sindstilstand er: »Jeg vil bare lytte til budskaberne og håbe, at noget vil hjælpe mig.« Åbenbaringsprocessen kræver ivrigt engagement og ikke kun passiv deltagelse.

Forberedelse går forud for effektiv handling, og en særlig måde at forberede sig til generalkonferencen på er ved at have et spørgsmål eller flere i tankerne, når vi lytter til generalkonferencetaler.

Det andet element i forberedelse er specifikt at indbyde Helligånden til at være vores ledsager, hvilket er et af formålene med bøn. Helligåndens vedvarende ledsagelse sker ikke automatisk, blot fordi der er lagt hænder på vores hoved, og vi er blevet formanet til at »modtage Helligånden«. Vi er nødt til at gøre vores del for at modtage gaven.

Vi indbyder Helligånden, når vi beder inderligt og med oprigtig hensigt. Vi indbyder Helligånden, når vi tager for os af Kristi ord i skrifterne. Vi indbyder Helligånden, når vi følger de råd, som vores kirkeledere giver. Sådanne udtryk for tro på Frelseren indbyder Helligånden til at være vores ledsager. Og jeg tror, at han kommer lettere, når vi specifikt indbyder ham.

Vi er også nødt til at lære og anerkende, at velsignelser ikke nødvendigvis kommer til os, når vi ønsker det, eller på den måde, vi ønsker, at de kommer. De bliver snarere overdraget os i overensstemmelse med Herrens vilje og timing.

Uanset stilling eller status kan ethvert medlem af denne kirke – så længe han eller hun stræber efter at være værdig og søger Helligåndens følgeskab – bede, søge og banke på (se Matt 7:7; 3 Ne 14:7) og modtage svar og åndelig vejledning.

Orkestreret af himlen

Når sidste dages hellige overvejer sammenhængen og samhørigheden i budskaberne under generalkonferencen, kan nogle spekulere på, om emnerne er tildelt, og om temaerne er planlagt. De er planlagt – af himlen, og ikke som sådan af dem, der deltager i konferencen.

Jeg har deltaget i generalkonferencen i næsten 20 år, og kun meget sjældent har en taler fået en specifik opgave med at tale om et bestemt emne. Men der har været tilfælde, hvor jeg har siddet på forhøjningen og vidst, at jeg snart skulle tale, hvor jeg har lagt mærke til en sammenhæng, der var ved at blive bygget op i de budskaber, der blev givet. Kirkeledere, der ikke har talt med hinanden om indholdet af deres personlige budskaber, bidrager hver især til en sammenhængende crescendo fra konferencen, der er mirakuløs. Så ja, generalkonferencen er orkestreret – men af himlen, ikke af deltagerne.

I afsnit 52 i Lære og Pagter åbenbarer Herren, at han vil give os »et mønster i alt« (v. 14). Et af disse mønstre er, hvordan Frelseren betjener os. Da han viste sig for mængden på 2.500 mennesker ved templet i landet Overflod, bad han ikke blot en eller to om at komme og mærke sårene i hans hænder, fødder og side. Han gav den mulighed til hele folket »en efter en« (3 Ne 11:15).

Ved generalkonferencen taler Herren til en global forsamling gennem sine tjenere, og han taler til os hver især »en efter en« ved Helligåndens kraft. Dette åndelige mønster kan gavne os alle, når vi lytter, lærer og stræber efter at blive Frelserens hengivne disciple.

Noter

  1. Harold B. Lee, i Conference Report, apr. 1946, s. 68.

  2. Spencer W. Kimball, In the World but Not of It, Brigham Young University Speeches of the Year, 14. maj 1968, s. 3.

  3. Spencer W. Kimball, »Jesus Kristus«, Den danske Stjerne, apr. 1978, s. 115.

  4. Dallin H. Oaks, »Det Aronske Præstedømme og nadveren«, Liahona, jan. 1999, s. 46.

  5. Dallin H. Oaks, »Det Aronske Præstedømme og nadveren«, Liahona, jan. 1999, s. 45.

  6. Russell M. Nelson, »Sabbatten er frydefuld«, Liahona, maj 2015, s. 129-132.

  7. Russell M. Nelson, »Sabbatten er frydefuld«, s. 130.

Udskriv