Kun digitalt: Unge Voksne
Slægtshistorie hjalp mig til at finde en større følelse af at høre til
Jeg var i stand til at finde dybere forbindelser gennem mirakler i min slægtsforskning.
Jeg husker, at min mor fortalte historien om sin families situation tilbage i Mexico. Hun fortalte os, hvordan hendes fars arveland blev stjålet af en slægtning, og hvordan hendes far aldrig kendte sin egen bedstefar. Og historien endte altid med den triste beretning om en bande, der kom og brændte hendes families hus og alt, der var i det, ned til grunden – deriblandt deres slægtshistoriske optegnelser.
Jeg troede, at alle vores genealogiske oplysninger på min mors side var gået tabt.
Hver gang jeg åbnede FamilySearch, kunne jeg kun gå et par generationer tilbage på hendes side. Men på grund af flittig slægtsforskning kunne vi spore min fars slægt helt tilbage til år 300 f.Kr. Forskellen var svimlende! Men jeg troede ikke, at der var noget arbejde, jeg kunne udføre, så jeg rørte ikke ved vores slægtstræ i over 10 år. Mine forfædre var som et glemt minde, der ikke behøvede at blive besøgt igen.
Men jeg har lært, at der er mægtige velsignelser ved at lære vores forfædre at kende.
Find tilhørsforhold – og helbredelse
Jeg elsker det, ældste Gerrit W. Gong fra De Tolv Apostles Kvorum sagde om slægtsforskning:
»Vi holder selvfølgelig ikke op med at eksistere, når vi dør …
Vores forfædre fortjener at blive husket, for de lever stadig. Vi husker vores arv gennem mundtlige historier, klanoptegnelser og familiehistorier, mindesmærker eller mindesteder, og sammenkomster med fotos, mad eller genstande, der minder os om vores kære.«1
Denne påmindelse var hovedårsagen til, at jeg besluttede mig for at prøve at finde flere oplysninger om mine forfædre. Det kunne ikke skade at prøve, vel? Jeg bemærkede endda, at jeg fik en brændende følelse i mit hjerte, der fik mig til at tjekke en bestemt slægtslinje. (Jeg ved nu, at det tydeligvis var Ånden).
Hver gang jeg fulgte disse tilskyndelser, fandt jeg efterfølgende en forfader, hvis ordinancer skulle udføres i templet. Og da jeg fortsatte med at finde dem, følte jeg, at mit forhold til mine forfædre begyndte at vokse. Jeg indså pludseligt, hvor virkelige de er, og hvor virkelig vores forbindelse er. Da jeg lavede min slægtsforskning, føltes det som om, at mine forfædre var der sammen med mig og hjalp mig til at gøre fremskridt.
Jeg havde kun den mundtlige og begrænsede skriftlige historie om min mors familie at gå ud fra. Men eftersom »ved små og enkle ting bliver der udrettet store ting« (se Alma 37:6), var den lille information det, jeg havde brug for for at indbyde min familie til et mirakel.
Da jeg langsomt føjede personer til min mors slægtstræ, modtog jeg en besked fra en, jeg ikke kendte på FamilySearch. Et slægtsnavn, som jeg havde sendt til templet, var reserveret af denne person, og de bad mig om hjælp til at finde mere information om deres familie.
Tempelnavne kan kun reserveres af efterkommere af den pågældende person, hvilket betyder, at jeg var beslægtet med denne person, der have sendt mig en besked. Jeg var forbløffet! Min familie havde altid troet, at vi var de eneste medlemmer af Kirken på min mors side, og at ingen fra hendes side boede i USA. Men vi tog fejl.
Denne person viste sig at være en fjern slægtning – deres familie emigrerede til USA næsten 40 år, før min mor gjorde det, og er aktive medlemmer af Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige. Ud fra det, der kun kan beskrives som et mirakel, kontaktede de mig, da de besøgte min stat, og vi havde mulighed for at møde hinanden.
Vi græd, da vi endelig så hinanden. Da vi fortalte vores historier, indså vi, at vi havde så meget mere tilfælles, end vi havde troet. Der er noget ved at finde længe savnede familiemedlemmer, der får mit hjerte til at vokse med kærlighed – en kærlighed, der har kraften til at hele ensomhed og modløshed og minde mig om min guddommelige identitet og mine evige forbindelser.
Vigtigheden af vores forfædres historier
Jeg har følt en sådan glæde gennem dette værk. Som ældste D. Todd Christofferson har sagt: »Ethvert offer, vi yder for Herrens sag, bekræfter vores plads hos ham, der gav sit liv som løsesum for mange.«2
De velsignelser, der er tilgængelige for os, når vi udfører slægtsforskning, er »superfantastiske på grund af deres rækkevidde, specifikke natur og konsekvenser i livet her på jorden«,3 som ældste Dale G. Renlund fra De Tolv Apostles Kvorum har fortalt. Herren velsignede min familie med slægtninge, der kunne hjælpe os til at føle os lidt tættere på hjemmet og lette noget af den ensomhed, vi har følt.
Jeg tror, at den slags mirakel er muligt at opleve for alle, hvis de giver slægtsforskning en chance.