»13.-19. januar: ›Jeg [så] en lyssøjle‹: Joseph Smith – Historie 1:1-26«, Kom og følg mig – I hjem og kirke: Lære og Pagter 2025, 2025
»Joseph Smith – Historie 1:1-26«, Kom og følg mig – I hjem og kirke: 2025
13.-19. januar: »Jeg [så] en søjle af lys«
Joseph Smith – Historie 1:1-26
Man kan sige, at Lære og Pagter er en bog med svar på bønner. Mange af de hellige åbenbaringer i denne bog kom som svar på spørgsmål. Spørgsmålet, der indledte det hele – det, der satte gang i udgydelsen af åbenbaring i de sidste dage – blev stillet af en 14-årig dreng. En »krig på ord og tumult på grund af forskellige meninger« (JS-H 1:10) havde gjort Joseph Smith forvirret over religion og hans forhold til Gud. Det kan I måske godt sætte jer ind i. Vi finder mange modstridende ideer og overbevisende stemmer i vore dage. Når vi ønsker at sortere i disse budskaber og finde sandhed, kan vi gøre det, Joseph gjorde. Vi kan stille spørgsmål, studere skrifterne, overveje og i sidste ende spørge Gud. Som svar på Josephs bøn dalede en lyssøjle ned fra himlen. Gud Faderen og Jesus Kristus viste sig og besvarede hans spørgsmål. Josephs vidnesbyrd om denne mirakuløse oplevelse erklærer frimodigt, at alle »som står tilbage i visdom, kan bede til Gud og få« (JS-H 1:26). Vi kan alle modtage, om ikke et himmelsk syn, så i det mindste et klarere syn, oplyst af himmelsk lys.
Forslag til læring i hjem og kirke
Joseph Smith – Historie 1:5-26
Joseph Smith er genoprettelsens profet.
Formålet med Joseph Smiths historie var at gøre os »bekendt med kendsgerningerne«, da sandheden om Joseph ofte er blevet fordrejet (JS-H 1:1). Når I læser Joseph Smith – Historie 1:1-26, hvordan bliver jeres vidnesbyrd om hans guddommelige kald så styrket?
Se også Saints, 1:3-19.
Joseph Smith – Historie 1:5-25
Hvordan kan jeg få svar på mine bønner?
Har I nogensinde »stået tilbage i visdom« eller følt jer forvirret over en beslutning, I skulle træffe? (JS-H 1:13). Den oplevelse, Joseph Smith gennemlevede i 1820, kan være et godt mønster for, at I selv kan få personlig åbenbaring. Se for eksempel efter oplevelser, I kan relatere til, når I søger i Joseph Smith – Historie 1:5-25. Hvad kan I lære om:
-
Hvordan Joseph forberedte sig på en hellig oplevelse i bøn? (Se v. 8, 11, 14-15)
-
Skriftstudiums rolle i at søge åbenbaring? (Se v. 11-12)
-
Hvad man kan gøre, når man møder modstand? (Se v. 15-16, 21-26)
-
At acceptere og handle på de svar, I modtager? (Se v. 18-25).
I kan også se efter andre eksempler i skrifterne på mennesker, der kommunikerer med Gud. Billeder i hæftet Evangelisk kunst eller andre Kom og følg mig-hæfter kan give jer ideer. Prøv at besvare de tidligere nævnte spørgsmål for hvert eksempel, I finder. Hvilke oplevelser har I haft med at modtage svar på bønner? Hvad kan I gøre for også at hjælpe andre til at få gode oplevelser?
Se også Russell M. Nelson, »Hør ham«, Liahona, maj 2020, s. 88-92; Topics and Questions (Emner og spørgsmål), »Personlig åbenbaring«, Evangelisk Bibliotek.
Joseph Smith – Historie 1:15-20
Joseph Smith så Gud Faderen og hans Søn, Jesus Kristus.
Joseph Smith havde tillid til, at Gud ville besvare hans bøn, men han forudså ikke, hvordan det svar ville forandre hans liv – og verden. Når I læser om Josephs oplevelse, så tænk over, hvordan resultaterne af det første syn har ændret jeres liv.
Det første syn åbenbarede for eksempel flere sandheder om Gud Faderen og hans Søn, Jesus Kristus, der var anderledes end det, mange mennesker på Josephs tid troede på. Når I læser Joseph Smith – Historie 1:15-20, kan I overveje at skrive forskellige måder at færdiggøre en udtalelse som denne på: »Fordi det første syn fandt sted, ved jeg, at …«
Hvilke følelser har I, når I tænker over Josephs oplevelse og alt, der fulgte af den?
Se også »Ask of God: Joseph Smith’s First Vision« (Bed til Gud: Joseph Smiths første syn) (video), Evangelisk Bibliotek; »Joseph Smiths første bøn«, Salmer og sange, nr. 18.
Joseph Smith – Historie 1:15-20
Hvorfor er der forskellige beretninger om det første syn?
I løbet af sit liv nedskrev Joseph Smith sin oplevelse i den hellige lund mindst fire gange og brugte ofte en skriver. Desuden blev flere beretninger skrevet af andre mennesker, der hørte Joseph tale om sit syn. Selvom disse beretninger mht. visse detaljer er forskellige, afhængigt af forfatteren, publikum og omgivelser, er de ellers konsistente. Og hver beretning tilføjer detaljer, der hjælper os til bedre at forstå Joseph Smiths oplevelse, ligesom hvert af de fire nytestamentlige evangelier hjælper os til bedre at forstå Frelserens tjenestegerning.
Se også Topics and Questions (Emner og spørgsmål), »First Vision Accounts« (Beretninger om det første syn), Evangelisk Bibliotek.
Joseph Smith – Historie 1:21-26
Jeg kan forblive tro mod det, jeg ved, selv om andre afviser mig.
Efter sit bemærkelsesværdige første syn ønskede Joseph Smith helt naturligt at fortælle andre om sin oplevelse. Den modstand, han mødte, overraskede ham. Når I læser Josephs beretning, hvad inspirerer jer så til at forblive tro mod jeres vidnesbyrd? Hvilke andre eksempler – fra skrifterne, forfædre eller folk, I kender – giver jer mod til at forblive tro mod de åndelige oplevelser, I har haft?
Se også Gary E. Stevenson, »Nær og bær dit vidnesbyrd«, Liahona, nov. 2022, s. 111-114.
Forslag til undervisning af børn
Joseph Smith – Historie 1:3-14
Joseph Smith blev forberedt til at være Guds profet.
-
At lære om Joseph Smiths ungdom kan hjælpe jeres børn med at forholde sig til ham, når de lærer af hans erfaringer. De kan måske holde et billede af Joseph Smith og fortælle, hvad de ved om ham. I kan om nødvendigt tilføje nogle fakta om ham fra Joseph Smith – Historie 1:3-14 (se også »Kapitel 1: Joseph Smith og hans familie«, i Historier fra Lære og Pagter, s. 6-8 eller den tilsvarende video i Evangelisk Bibliotek). Hvad oplevede Joseph, der hjalp ham til at blive profet? Hvad kan Gud forberede os til at gøre?
Joseph Smith – Historie 1:10-13
Gud kan besvare mine spørgsmål gennem skrifterne.
-
Overvej at vise jeres børn en række bøger, deriblandt skrifterne. Hjælp dem til at tænke over nogle spørgsmål, som disse bøger kan besvare. Læs så Joseph Smith – Historie 1:10-11 sammen for at finde ud af, hvilke spørgsmål Joseph Smith havde, og hvilke svar han fandt i skrifterne.
-
Jeres børn kan måske finde ord i vers 12, der beskriver, hvordan det påvirkede Joseph at læse Jakobs Brev 1:5. Derefter kan I fortælle hinanden om oplevelser, hvor et skriftsted havde en stærk indflydelse på jer. I kan også synge en sang sammen om at læse skrifterne, såsom »Søg, tænk og bed« (Børnenes sangbog, s. 66). Hvad lærer sangen os om, hvorfor vi læser skrifterne?
Joseph Smith – Historie 1:10-17
Vor himmelske Fader hører og besvarer mine bønner.
-
For at indlede en samtale om, hvordan vi kommunikerer med vor himmelske Fader, kan I og jeres børn måske stille hinanden spørgsmål ved hjælp af forskellige kommunikationsmetoder, såsom sms, et telefonopkald eller en håndskrevet note. Hvordan stiller vi vor himmelske Fader spørgsmål? Hvordan viser vi ham, at vi elsker og ærer ham i vores bønner? Læs sammen Joseph Smith – Historie 1:16-19, og tal om, hvordan vor himmelske Fader besvarede Joseph Smiths bøn. I og jeres børn kan derpå fortælle om oplevelser, hvor I bad Gud om hjælp og fik et svar.
Joseph Smith – Historie 1:17-19
Joseph Smith så vor himmelske Fader og hans Søn, Jesus Kristus.
-
Små børn vil måske synes om at stå med udstrakte arme, og forestille sig at de er træer i den hellige lund, mens I fortæller dem om det første syn. Bed børnene om at svaje, som om vinder blæser i dem, mens I taler om, at Joseph beder. Bed dem derefter om at stå helt stille, når I fortæller dem, at vor himmelske Fader og Jesus viste sig for Joseph.
-
Ældre børn vil måske synes om at bruge et eller flere af billederne i dette oplæg til at fortælle, hvad de ved om det første syn. Tilskynd dem til at henvise til Joseph Smith – Historie 1:14-17 og dele deres tanker og følelser om Josephs oplevelse (se også »Kapitel 2: Joseph Smith første syn«, Historier fra Lære og Pagter, s. 9-12, eller den tilsvarende video i Evangelisk Bibliotek).