19.-25. maj: ›Det, der er af Gud, er lys‹«, Kom og følg mig – I hjem og kirke: Lære og Pagter 2025, 2025
»Lære og Pagter 49-50«, Kom og følg mig – I hjem og kirke: 2025
19.-25. maj: »Det, der er af Gud, er lys«
Lære og Pagter 49-50
Frelseren er vores »gode hyrde« (L&P 50:44). Han ved, at får nogle gange kommer på afveje, og at der er mange farer i ødemarken. Så han leder os kærligt til sikkerheden i sin lære. Han leder os væk fra farer som »falske ånder, som har spredt sig over jorden og bedrager verden« (L&P 50:2). At følge ham betyder ofte, at man må give slip på forkerte opfattelser eller traditioner. Det var sandt for Leman Copley og andre i Ohio. De havde accepteret det gengivne evangelium, men holdt fast i nogle overbevisninger, der bare ikke var rigtige. I Lære og Pagter 49 fremsatte Herren sandheder, der rettede Lemans tidligere tro om emner som ægteskab og Frelserens andet komme. Og da de omvendte i Ohio »tog … imod ånder, som [de] ikke kunne forstå,« lærte Herren dem, hvordan de kunne erkende Åndens sande tilkendegivelser (L&P 50:15). Den gode hyrde er tålmodig med os, hans »små børn,« der »må vokse i nåde og i kundskab om sandheden« (L&P 50:40).
Forslag til læring i hjemmet og i kirken
Jesus Kristus ønsker, at jeg tager imod sandhederne i hans evangelium.
Før Leman Copley blev medlem af Kirken, havde han været en del af en religiøs gruppe, der blev kaldt Det Forenede Samfund af Troende på Kristi Andet Komme, eller bedre kendt som shakere. Joseph Smith søgte efter en samtale med Leman Copley afklaring fra Herrem om nogle af shakernes lærdomme. Herren svarede med åbenbaringen i afsnit 49. Nogle af shakernes overbevisninger nævnes i afsnitsindledningen.
Hvad sagde Herren i afsnit 49 for at korrigere shakernes tro? Hvilket bevis ser I i denne åbenbaring på Herrens kærlighed og omsorg for mennesker, der ikke har fylden af hans sandhed? Hvordan kan I række ud til dem med kærlighed og omsorg?
Hvad gør indtryk på jer ved Herrens iagttagelse i vers 2? I kan sammenligne det med det, der sker, hvis man kun ser en del af en film, kun ser én brik fra et puslespil eller kun hører den ene part i et skænderi. Hvordan relaterer Herrens advarsel til Lære og Pagter 50:24? Overvej, hvad I gør for at modtage mere lys fra Herren.
Se også »Leman Copley and the Shakers«, i Revelations in Context, s. 117-121.
Ægteskab mellem mand og kvinde er afgørende i Guds plan.
I sit forsøg på at underminere vor himmelske Faders plan forsøger Satan at skabe forvirring om ægteskab. Herren fortsætter på den anden side med at åbenbare sandheden om ægteskab gennem sine profeter. I kan finde noget af denne sandhed i Lære og Pagter 49:15-17; 1 Mosebog 2:20-24; 1 Korinther 11:11; og »Familien: En proklamation til verden«. Lav en liste over de sandheder, I finder. Hvorfor er ægteskabet så vigtigt i Guds plan?
Ældste Ulisses Soares har sagt, at »Jesu Kristi gengivne evangelium forkynder princippet om fuldt partnerskab mellem kvinde og mand, både i jordelivet og i evighederne« (»I partnerskab med Herren«, Liahona, nov. 2022, s. 42). I kan studere hans budskab og se efter principper, »der styrker forholdet mellem mand og kvinde«. Hvordan kan I anvende disse principper i jeres liv? Hvis nogen fra en anden tro spurgte jer, hvorfor ægteskab er vigtigt, hvad ville I så svare? Hvorfor er I taknemmelige for at have denne forståelse?
Se også Topics and Questions, »Marriage«, »Family«, Evangelisk Bibliotek; David A. Bednar, »Marriage Is Essential to His Eternal Plan«, Ensign, juni 2006, s. 83-84; »Renaissance of Marriage« (video), Evangelisk Bibliotek.
Herrens lærdomme kan beskytte mig mod Satans bedrag.
De nye medlemmer af Kirken i Ohio var ivrige efter at modtage de åndelige tilkendegivelser, der blev lovet i skrifterne. Satan var dog ivrig efter at bedrage dem. Hvis blev I bedt om at hjælpe disse medlemmer til at forstå, hvordan man genkender sande tilkendegivelser fra Helligånden, hvilke principper i Lære og Pagter 50 ville I så dele med dem? (Se især v. 22-25, 29-34, 40-46). Hvordan har Frelseren hjulpet jer til at kende forskel på sandhed og vildfarelse?
Se også 1 Korinther 14:1-28; 2 Timotheus 3:13-17.
Lærere og elever bliver sammen opbygget af Ånden.
Efterlevelse af Jesu Kristi evangelium giver mange muligheder for at være lærere og elever, både derhjemme og i Kirken. I kan studere Lære og Pagter 50:13-24 ved at tegne et billede af en lærer og en elev. Lav ud for begge to en liste med ord og vendinger fra disse vers, der lærer jer noget om evangelisk læring og undervisning. Hvornår har I oplevet noget, der lærte jer om vigtigheden af Ånden i undervisning og læring? Overvej, hvad I kan gøre for at forbedre jeres indsats som en, der lærer om og underviser i evangeliet.
»Det, der er af Gud, er lys«.
Når I tænker over Frelserens ord i Lære og Pagter 50:23-25, så tænk over, hvordan I modtager Guds lys i jeres liv, og hvordan I kan »bortjage mørke«. Hvordan er disse vers for eksempel en vejledning i jeres valg om, hvordan I bruger jeres tid? Hvilken underholdning eller hvilke medier I bør søge? Hvilke samtaler I bør tage del i? Hvilke andre beslutninger kan disse vers hjælpe jer med? En salme som »Min Gud er mit lys« (Salmer og sange, nr. 42) kan inspirere til flere tanker.
Se også »Gå i Guds lys«, Til styrke for de unge: Vejledning til at træffe valg, s. 16-21.
Forslag til undervisning af børn
Jeg kan følge Jesus Kristus.
-
For at lære jeres børn principperne i disse vers kan I lave fire fodspor af papir og fire billeder, der repræsenterer tro på Jesus Kristus, omvendelse, dåb og modtagelse af Helligånden (se billederne på denne uges aktivitetsside). Jeres børn kan placere fodsporene på gulvet og billederne ved siden af. De kan derefter skiftes til at træde på fodsporene, mens I læser Lære og Pagter 49:12-14. Hjælp dem til at forstå, at når vi gør tingene på billederne, følger vi Jesus Kristus.
-
I kan også bede jeres børn om at sammenligne Lære og Pagter 49:12-14 med Apostlenes Gerninger 2:38 og med den fjerde trosartikel. Hvilke ligheder finder de? Hvorfor er disse sandheder betydningsfulde?
Ægteskabet mellem mand og kvinde er afgørende i Guds plan.
-
For at introducere disse vers kan I forklare, at shakerne var en gruppe, der troede på, at folk ikke burde gifte sig (se afsnitsindledningen til Lære og Pagter 49). Bed jeres børn om at finde ting, Herren har sagt om ægteskab i Lære og Pagter 49:15-17. Hvad betyder det, at »ægteskabet er indstiftet af Gud«? I kan måske sammen læse de første tre afsnit i »Familien: En proklamation til verden«. Tal derefter om, hvorfor ægteskab og familie er vigtige for vor himmelske Fader.
»Det, der er af Gud, er lys«.
-
I kan introducere Lære og Pagter 50:23-25 ved at tale med jeres børn om forskellen på lys og mørke. Hvorfor har vi brug for lys? I kan sammen læse første afsnit i »Gå i Guds lys« i Til styrke for de unge: En vejledning til at træffe valg (s. 17) såvel som Lære og Pagter 50:23-25. Tal om, hvordan vi modtager Guds lys, og hvordan vi kan jage mørket væk. I kan derefter synge en sang sammen om deres åndelige lys, for eksempel »Mit lys« (Børnenes sangbog, s. 96).
Jesus Kristus er min gode hyrde.
-
Når I har læst Lære og Pagter 50:40-46 sammen, kan I vise et billede af Frelseren i slutningen af dette oplæg, og stille spørgsmål som: Hvad føler en hyrde for sine får? Hvordan er Frelseren som en hyrde for os?