»1.-7. september: ›Til Zions frelse‹: Lære og Pagter 94-97«, Kom og følg mig – I hjem og kirke: Lære og Pagter 2025, 2025
»Lære og Pagter 94-97«, Kom og følg mig – I hjem og kirke: 2025
1.-7. september: »Til Zions frelse«
Lære og Pagter 94-97
I fordums tid befalede Herren Moses at bygge et tabernakel »efter det forbillede, [han] fik at se på bjerget« (Hebr 8:5; se også 2 Mos 25:8-9). Tabernaklet skulle være midtpunktet i Israels lejr i ørkenen (se 4 Mos 2:1-2).
I 1833 befalede Herren Joseph Smith at bygge templer »ikke på verdens måde«, men snarere »på den måde, som jeg skal vise« (L&P 95:13-14; se også 97:10). Ligesom med tabernaklet i ørkenen var det meningen, at templet skulle ligge centralt i Kirtland (se L&P 94:1).
I dag findes der templer rundt om i verden. Selv om de ikke ligger midt i vores byer, peger de os mod Kristus, der bør være midtpunktet i vores liv. Selvom hvert tempel har forskelligt udseende, lærer vi de samme guddommelige anvisninger indeni – en himmelsk plan for at føre os alle tilbage til Guds nærhed. Hellige ordinancer og pagter forbinder os med Kristus og styrker vores familier, »ikke på verdens måde«, men efter det mønster, Gud har vist os.
Se Saints, 1:169-170; »A House for our God«, i Revelations in Context, s. 165-173.
Forslag til læring i hjemmet og i kirken
Jeg kan være »fuldt og helt hellige[t] Herren«.
I Lære og Pagter 94 giver Herren instruktioner om at opføre administrative bygninger i Kirtland – et kontor og et trykkeri. Hvad gør indtryk på jer ved det, Herren siger om disse bygninger i Lære og Pagter 94:2-12? Hvordan kan det sammenlignes med det, han siger om templet i 97:10-17?
Hvad betyder det for jer at være »fuldt og helt hellige[t] Herren«?
Herren revser dem, han elsker.
Da åbenbaringen i afsnit 95 blev modtaget, var der gået omkring fem måneder, siden Herren befalede de hellige at bygge et Guds hus (se L&P 88:117-119) – og de var ikke begyndt endnu. Læg mærke til, hvordan Herren irettesatte dem i denne åbenbaring. I kan endda lave en liste over principper, I finder, for at komme med inspirerede irettesættelser. Hvad lærer I om Herren af den måde, han irettesatte sine hellige på?
Se også Lære og Pagter 121:43-44; D. Todd Christofferson, »Alle dem, jeg elsker, revser og tugter jeg«, Liahona, maj 2011, s. 97-100.
Lære og Pagter 95:8, 11-17; 97:10-17
Templet er Herrens hus.
Efter at være blevet irettesat for ikke at bygge et Herrens hus i Kirtland valgte kirkeledere et sted på en hvedemark, hvor de ville bygge. Profetens bror, Hyrum Smith, løb straks hen for at få en le for at begynde at rydde marken. »Vi forbereder os på at bygge et hus til Herren,« sagde han, »og jeg er fast besluttet på at være den første, der går i gang med arbejdet« (i Kirkens præsidenters lærdomme: Joseph Smith, 2007, s. 271, 273). Hvorfor tror I, at Hyrum var så ivrig efter at bygge templet? Overvej Hyrums iver, mens I læser Lære og Pagter 95:8, 11-17; 97:10-17.
I vore dage »øger [Herren] det tempo, hvormed vi bygger templer« (Russell M. Nelson, »Fokus på templet«, Liahona, nov. 2022, s. 121). Hvis nogen spurgte jer, hvorfor Jesu Kristi Kirke bygger så mange templer, hvad ville I så sige? Se efter mulige svar i:
-
Præsident Russell M. Nelsons budskaber, der bekendtgør nye templer (såsom »Nu er tiden inde«, Liahona, maj 2022, s. 126).
-
»Why Latter-day Saints Build Temples« (temples.ChurchofJesusChrist.org).
-
Videoen »Temples« (Evangelisk Bibliotek).
I kan sammenligne de helliges indsats for at bygge templet i Kirtland med jeres indsats for at forberede jer på meningsfulde oplevelser med Herren i templet. Hvordan kan I vise den samme følelse af påtrængende nødvendighed, som Hyrum Smith følte over for Herrens hellige hus? Hvad kunne I for eksempel gøre, der ville svare til at rydde marken, ligesom Hyrum gjorde? Hvilke ofre føler I, at Herren ønsker, at I yder? (Se L&P 97:12).
Se også »Holy Temples on Mount Zion«, Hymns, nr. 289; Topics and Questions, »Temples«, Evangelisk Bibliotek.
»De er antaget af mig.«
Tænk på et tidspunkt, hvor I blev accepteret – eller ikke accepteret – i en gruppe eller på et hold. Hvordan svarer det til eller adskiller sig fra det, Lære og Pagter 97:8-9 lærer os om, hvad det betyder at blive accepteret af Herren? Hvad tror I, at Herren prøver at lære jer med metaforen i vers 9?
Se også Erich W. Kopischke, »Bliv accepteret af Herren«, Liahona, maj 2013, s. 104-106.
Zion er »de rene af hjertet«.
For de hellige i 1830’erne var Zion et sted. I åbenbaringen i afsnit 97 udvidede Herren definitionen til at beskrive et folk – »de rene af hjertet« (v. 21). Når I læser vers 18-28, kan I erstatte det med denne definition, når I læser ordet Zion. Hvad forstår I ved at være ren af hjertet?
Se også Moses 7:18.
Forslag til undervisning af børn
Templet er Herrens hus.
-
For at give lidt baggrund om afsnit 95 og 97 kan I dele »Templet i Kirtland«, der findes i Historier fra skriften/for unge læsere/Jesu Kristi Kirke er blevet genoprettet (Evangelisk Bibliotek, se også Saints, 1:210). Jeres børn vil måske synes om at lade som om, de hjælper med at bygge templet i Kirtland (skære træ ud, hamre søm i, male vægge og så videre). I kan også vise dem et billede af templet i Kirtland, som dem i dette oplæg, mens I læser Lære og Pagter 95:8, for at lære jeres børn, hvorfor Herren ønsker, at vi bygger templer.
-
Når I sammen har læst Lære og Pagter 97:15-16, kan I og jeres børn fortælle hinanden, hvorfor templet er noget særligt for jer. I kan også synge en sang sammen for at hjælpe jeres børn til at føle ærbødighed for Herrens hus, fx »Jeg elsker Herrens tempel« (Børnenes sangbog, s. 99). Hvorfor er templet helligt?
Lære og Pagter 97:1-2, 8-9, 21
Zion er »de rene af hjertet«.
-
For at hjælpe jeres børn til at forstå, hvad ordet rene kan betyde i Lære og Pagter 97:21, kan I sammen se på et glas rent vand og hælde noget i vandet, der gør det urent (såsom jord eller peber). Hvorfor er det vigtigt, at vandet er rent? Jeres børn kan derefter læse vers 21 og sætte deres finger på ordet ren. Hvad betyder det, at vores hjerte er rent? Vers 1-2 og 8-9 kan give nogle forslag. Hvordan hjælper Frelseren med at gøre vores hjerte rent?
Herren velsigner mennesker, der holder pagter med ham.
-
Ved jeres børn, hvilke pagter vi indgår med Herren, når vi bliver døbt, eller når vi tager til templet? Overvej at gennemgå disse pagter med dem ved at læse Mosija 18:9-10, 13 eller Kirkens håndbog, 27.2. Fortæl hinanden, hvordan I stræber efter at »iagttage [jeres] pagter ved opofrelse« (L&P 97:8).
-
I kan bede jeres børn om at tegne det, som Lære og Pagter 97:9 beskriver. Tal om, hvordan Herren har velsignet jer for at holde jeres pagter, mens de viser deres billeder. Hvordan svarer disse velsignelser til et »frugtbart træ, som er plantet … ved en ren bæk«?