»15.-21. september: ›Efter megen modgang kommer … velsignelsen‹: Lære og Pagter 102-105«, Kom og følg mig – I hjem og kirke: Lære og Pagter 2025, 2025
»Lære og Pagter 102-105«, Kom og følg mig – I hjem og kirke: 2025
15.-21. september: »Efter megen modgang kommer … velsignelsen«
Lære og Pagter 102-105
De hellige i Kirtland var sønderknuste over at høre, at deres brødre og søstre i Jackson County i Missouri var blevet fordrevet fra deres hjem. Det må have været opmuntrende, da Herren erklærede, at »Zions genrejsning« ville »ske med magt« (L&P 103:15). Med dette løfte i deres hjerte lod over 200 mænd og omkring 25 kvinder sig hverve til det, de kaldte Israels hær, der senere blev kendt som Zions hær. Formålet med den var at marchere til Missouri og forløse Zion.
For medlemmerne i hæren betød det at forløse Zion, at de hellige skulle have deres land tilbage. Men lige før de nåede Jackson County, befalede Herren Joseph Smith at opløse Zions hær. Nogle medlemmer af hæren blev forvirret og oprevet; da det virkede som om, at ekspeditionen var mislykkedes, og at Herrens løfter ikke var opfyldt. Andre så det dog på en anden måde. Selvom de udviste hellige ikke fik deres land og hjem tilbage, så bragte oplevelsen alligevel en grad af »Zions genrejsning«, og den kom også »med magt«. Trofaste medlemmer af Zions hær, af hvem mange senere blev ledere i Kirken, vidnede om, at oplevelsen havde øget deres tro på Guds kraft, på Joseph Smiths guddommelige kald og på Zion – ikke bare stedet Zion, men også Zion som Guds folk. Snarere end at betvivle værdien af denne tilsyneladende mislykkede opgave lærte de, at den sande opgave er at følge Frelseren, selv når vi ikke forstår alt. Det er sådan, at Zion i sidste ende vil blive genrejst.
Se Saints, 1:194-206; »The Acceptable Offering of Zion’s Camp«, i Revelations in Context, s. 213-18.
Forslag til læring i hjemmet og i kirken
Hvad er formålet med kirkeråd om medlemskab?
Afsnit 102 indeholder referat fra et møde i Kirtland i Ohio, hvor Kirkens første højråd blev organiseret. Vers 12-23 beskriver procedurer, som højrådet følger, når de afholder kirkeråd om medlemskab for dem, som har begået alvorlige overtrædelser.
Præsident M. Russell Ballard har sagt: »Medlemmer spørger nogle gange, hvorfor der bliver afholdt kirkeråd [om medlemskab]. Der er tre formål: At frelse overtrædernes sjæl, at beskytte den uskyldige og at værne om Kirkens renhed, integritet og gode navn« (»A Chance to Start Over: Church Disciplinary Councils and the Restoration of Blessings«, Ensign, sep. 1990, s. 15).
Se også Topics and Questions, »Membership Councils«, Evangelisk Bibliotek.
Lære og Pagter 103:1-12, 36; 105, 1-19
Zion kan kun bygges på retfærdige principper.
Hvorfor mistede de hellige deres forjættede land i Missouri? Der kan have været mange årsager – om mindst en, sagde Herren, det var »mit folks overtrædelser«. Hvis det ikke var for det, kunne Zion »være blevet genrejst« (L&P 105:2). Når I læser Lære & Pagter 103:1-12, 36; 105, 1-19, vil I måske lægge mærke til nogle ting, der forhindrede etableringen af Zion i Missouri og andre, som kunne have hjulpet. Hvad lærer I, som kan hjælpe jer til at etablere Zion i jeres hjerte, hjem og fællesskaber?
Lære og Pagter 103:12-13, 36; 105:1-6, 9-19
Velsignelser kommer efter trosprøver.
Deltagelse i Zions hær var på mange måde en trosprøve. Rejsen var lang, vejret var varmt, og det var sommetider sparsomt med mad og drikke. Og efter alt, hvad de havde udholdt, lykkedes det alligevel ikke for Zions hær at få de hellige tilbage til deres land. Forestil jer, at I havde mulighed for at skrive et brev til et medlem af Zions hær, hvis tro på Herren blev rystet af hans eller hendes oplevelse. Hvad kan I skrive for at hjælpe denne person? Hvilke sandheder finder I i Lære og Pagter 103:5-7, 12-13, 36; 105:1-6, 9-19, der kan hjælpe?
Så kan I tænke på et mere nutidigt eksempel på Zions hærs prøvelse – såsom en missionær, der arbejder hårdt, men alligevel ikke fører nogen ind i Kirken. Hvordan vil I ud fra det, I har studeret, hjælpe den missionær til at forstå, at hans eller hendes mission stadig var vellykket?
Hvordan har Herren velsignet jer »efter megen modgang«? (L&P 103:12).
Se også 1 Nefi 11:16-17; Alma 7:11-12; Lære og Pagter 6:33-36; 84:88; 101:35-36; David A. Bednar, »På Herrens side: Læren af Zions hær«, Liahona, juli 2017, s. 14-23; Topics and Questions, »Endure to the End«, Evangelisk Bibliotek; »Så sikker en grundvold«, Salmer og sange, nr. 38.
Hvad er formålet med prøvelser?
Overvej ældste Orson F. Whitneys råd om formålet med prøvelser: »Ingen smerte, som vi lider, ingen prøvelse, som vi bliver udsat for, er spildt. Det tjener til vores dannelse, til at udvikle egenskaber som tålmodighed, tro, mod og ydmyghed. Alt, hvad vi lider, og alt, hvad vi udholder, især hvis vi udholder det tålmodigt, opbygger vores karakter, lutrer vores hjerte, forstørrer vores sjæl og gør os mere milde, barmhjertige og mere værdige til at blive kaldt Guds børn … og det er gennem sorger, lidelser, trængsler og vanskeligheder, at vi opnår den dannelse, som vi er kommet her for at få, og som betyder, at vi kommer til at ligne vor Fader og Moder i himlen mere« (i Spencer W. Kimball, Faith Precedes the Miracle, 1972, s. 98).
Lære og Pagter 104:11-18, 78-83
Herren har gjort mig til »forvalter over de jordiske velsignelser«.
Udover prøvelserne i Missouri fik Kirken økonomiske problemer i 1834, deriblandt stor gæld og store udgifter. I afsnit 104 gav Herren råd om Kirkens økonomiske situation. Hvordan kan I anvende principperne i vers 11-18 og 78-83, når I tager økonomiske beslutninger?
Se også »Treasure in Heaven: The John Tanner Story« og »The Labor of His Hands« (videoer), Evangelisk Bibliotek.
Forslag til undervisning af børn
Jeg kan være »et lys for verden« ved at følge Jesus.
-
I kan bede jeres børn om at holde billeder af en elpære, et stearinlys eller en anden lyskilde, mens I læser Lære og Pagter 103:9. Hvordan kan vi være som et lys for andre, når vi følger Jesus Kristus? Se også »Et solskinsbarn«, (Børnenes sangbog, s. 38).
Herren ønsker, at jeg deler det, jeg har, med mennesker i nød.
-
I kan eventuelt give jeres børn et par minutter til at lave en liste over velsignelser, Gud har givet dem (såsom mad, tøj, talenter, tro og et hjem). Opfordr dem til at medtage så mange, de kan. Derpå kan I sammen læse Lære og Pagter 104:13-18 og se efter svar på spørgsmål som disse: »Hvem ejer i virkeligheden alle ting? Hvad ønsker han, vi gør med alt dette? I og jeres børn kan fortælle om oplevelser, hvor nogen gav jer noget, I havde brug for (se også »The Coat« [video], Evangelisk Bibliotek).
Herren vil velsigne mig, når jeg holder hans befalinger.
-
Herren lover adskillige gange i afsnit 104 »en mængde velsignelser« til dem, der trofast adlyder hans bud. For at hjælpe børnene til at forstå, hvad »mængde« betyder, kan I tegne en cirkel og bede jeres børn om at hjælpe jer med at mangedoble antallet af cirkler – tegne to, så fire, så otte, så seksten og så videre. Hver gang, I laver en cirkel, hjælper I dem til at tænke over en velsignelse, vor himmelske Fader har givet dem.
Jeg kan være en fredsstifter.
-
For at hjælpe jeres børn til at lære beretningen om Zions hær kan I dele »Kapitel 36: Zions hær« (i Historier fra Lære og Pagter, s. 135-139). Hold jævnligt pause for at tale om det, vi kan lære af Zions hær – for eksempel, at Herren ønsker, at vi skal være fredelige og arbejde sammen i stedet for at skændes og slås (se også Russell M. Nelson, »Der er brug for fredsstiftere«, Liahona, maj 2023, s. 98-101).
-
I kan også læse Lære og Pagter 105:38-40 og bede børnene om at rejse sig op, hver gang de hører ordet »fred«. Forklar, at Herren ønskede, at de hellige stiftede fred med mennesker, der var uvenlige. Hjælp jeres børn til at tænke på ting, de kan gøre for at være fredsstiftere, og bed dem om at lave et rollespil over nogle situationer.