»6.-12. Oktober: ›Jeg [vil] ordne alt til gavn for jer‹: Lære og Pagter 111-114«, Kom og følg mig – I hjem og kirke: Lære og Pagter 2025, 2025
»Lære og Pagter 111-114«, Kom og følg mig – I hjem og kirke: 2025
6.-12. oktober: »Jeg [vil] ordne alt til gavn for jer«
Lære og Pagter 111-114
Har I nogensinde haft en åndelig oplevelse, som gav jer selvtillid og gjorde jer faste i troen – men da livets trængsler så prøvede jer, fik I svært ved at genfinde den fred, I tidligere havde følt? Noget lignende skete for de hellige i Kirtland. Mindre end et år efter den åndelige udgydelse i forbindelse med indvielsen af templet i Kirtland opstod der problemer. En økonomisk krise, en konflikt i De Tolvs Kvorum og andre prøvelser fik nogle hellige til at vakle i deres tro på trods af deres tidligere erfaringer.
Vi kan ikke undgå prøvelser, så hvad kan vi gøre for at forhindre, at de truer vores tro og vidnesbyrd? Måske kan en del af svaret findes i Herrens råd i Lære og Pagter 112, som blev givet, mens modgangen voksede i Kirtland. Herren sagde: »Rens jeres hjerte over for mig« (v. 28), »sæt jer ikke op imod min tjener Joseph« (v. 15), »bind derfor op om lænderne til arbejdet« (v. 7) og »vær du ydmyg« (v. 10). Når vi følger dette råd, vil Herren »lede [os] ved hånden« gennem trængsler og til heling og fred (se v. 10, 13).
Forslag til læring i hjem og kirke
Herren kan »ordne alt til gavn for [mig]«.
I 1836 havde Kirken akkumuleret en stor gæld for at udføre Herrens arbejde. Joseph Smith og andre var bekymrede over denne gæld og overvejede, hvordan de kunne indfri den (se afsnitsindledningen til Lære og Pagter 111).
Når I læser afsnit 111, så overvej, hvordan Herrens ord til Joseph kan gælde jer – og de ting, I bekymrer jer om. Hvornår har I for eksempel følt Guds kærlighed »på trods af jeres tåbelige handlinger« (v. 1)? Hvordan har Herren hjulpet jer til at finde uventede »skatte« (v. 10)? Hvad har han gjort for at »ordne alt til gavn for jer« (v. 11). Hvad lærer vendingen »lige så hurtigt som I er i stand til at modtage det« jer om vor himmelske Fader?
Se også Matthæus 6:19-21, 33; »More Treasures Than One«, i Revelations in Context, s. 229-234.
Herren vil lede mig, når jeg ydmygt søger hans vilje.
Thomas B. Marsh, præsident for De Tolv Apostles Kvorum, blev oprørt over, at Joseph Smith uden at have rådført sig med ham havde kaldet to medlemmer af hans kvorum til at forkynde evangeliet i England. Han mødtes med profeten, der modtog en åbenbaring, der hjalp Thomas til at lægge sine sårede følelser til side. Den åbenbaring står i Lære og Pagter 112.
Husk på dette, når I studerer lære og Pagter 112. Hvad finder I, der kan have læget Thomas’ sårede følelser? I vers 3-15 og 22 kan I se efter svar på spørgsmål som disse: Hvad er ydmyghed? Hvad betyder det, at Herren leder jer »ved hånden«? Hvorfor tror I, at det at være ydmyg hjælper os til at modtage Herrens vejledning? I kan finde flere svar i »Mønster for ydmyghed« i ældste Joseph W. Sitatis tale »Mønstre for at være discipel« (Liahona, nov. 2022, s. 87-88).
Tænk på en, I kender, som er ydmyg. Hvad gør denne person for at vise ydmyghed? Hvad lærer I af Frelseren om at være ydmyg? Måske kan I finde billeder af tidspunkter i hans liv, hvor han udviste ydmyghed.
Hvornår har I følt jer vejledt af Herren, når I har ydmyget jer?
Se også Ulisses Soares, »Vær sagtmodig og ydmyg af hjertet«, Liahona, nov. 2013, s. 9-11; »Thomas Marshs tro og fald«, i Revelations in Context, s. 54-60; Guide til skrifterne, »Ydmyg«, Evangelisk Bibliotek; »Vær kun ydmyg«, Salmer og sange, nr. 67.
Lære og Pagter 112:12-26, 28, 33-34
De, der virkelig er omvendte, lærer Jesus Kristus at kende.
Det faktum, at nogle apostle i 1837 vendte sig mod profeten, er en god påmindelse om, at uanset hvilken kirkekaldelse man har, eller hvor meget vi ved om evangeliet, må vi hver især sørge for at styrke vores omvendelse til Jesus Kristus. I kan måske læse Lære og Pagter 112:12-26, 28, 33-34 og se efter sandheder, der kan hjælpe os til at overvinde en trosprøve eller blive mere fuldt ud omvendt til Herren. I kan føle jer inspireret til at fortælle, hvad I finder, for at hjælpe en anden til at styrke deres omvendelse til Kristus.
Joseph Smith var »en tjener i Kristi hænder«.
Profeten Esajas henviste til en af Isajs efterkommere som en »kvist« og et »skud« (Es 11:1, 10). I afsnit 113 forklarede Herren, at denne efterkommer, som er en Kristi tjener, ville blive medvirkende i indsamlingen af Herrens folk i de sidste dage (se L&P 113:4, 6). Denne profeti beskriver profeten Joseph Smith meget godt. Hvordan kan dette og andre sandheder i afsnit 113 have opmuntret de hellige under den uro, de oplevede i Kirtland? Hvad kan I se i denne åbenbaring, der inspirerer jer til at forblive stærk og fortsætte med at deltage i Herrens værk i dag?
Se også Guide til skrifterne, »Isaj«; 2 Nefi 21:10-12; Joseph Smith – Historie 1:40.
Forslag til undervisning af børn
Det, der hører Gud til, kan være en skat for mig.
-
I og jeres børn kan tegne, hvad I tænker på, når I hører ordet skat. Derefter kan I sammen læse Lære og Pagter 111:2, 10-11 og sammenligne jordiske skatte med de ting, Herren værdsætter. (Se denne uges aktivitetsside). Hvordan kan vi i højere grad værdsætte det, der hører Gud til?
Herren vil lede mig ved hånden og besvare mine bønner.
-
Når I har læst Lære og Pagter 112:10 sammen, kan I og jeres børn synge »Vær kun ydmyg« (Salmer og sange, nr. 67). I kan også lege en leg, hvor I leder hinanden »ved hånden« (gennem en forhindringsbane). Hvordan leder Herren os »ved hånden«, selv om han ikke er fysisk hos os? Hvorfor har vi brug for, at Herren leder os? Hvornår har vi følt, at Herren ledte os?
-
I eller jeres børn kan skrive ordene i Lære og Pagter 112:10 og understrege de velsignelser, Herren giver os, når vi ydmygt vender os til ham. Tilskynd jeres børn til at fortælle om tidspunkter, hvor de ydmygt bad om Herrens hjælp og fik svar på deres bønner eller blev ledt til at gøre noget godt (se Moro 7:13, 16).
Jesus Kristus ønsker, at jeg elsker alle.
-
I og jeres børn kan skiftes til at læse fra »Kapitel 41: Kirtlands trængsler« (Historier fra Lære og Pagter, s. 158-160). Hvem i beretningen gjorde problemerne i Kirtland værre? Hvem prøvede at gøre dem mindre? I kan så læse Lære og Pagter 112:11 og tale om, hvorfor Frelseren ønsker, at vi elsker alle. Hvornår viste han kærlighed til mennesker, der var uvenlige mod ham? (Se fx Luk 23:34). I kan også synge en sang om at elske andre, fx »Jeg går med dig« (Børnenes sangbog, s. 78).
Lære og Pagter 112:11-14, 24-26
De, der virkelig er omvendte, lærer Jesus Kristus at kende.
-
Når I har læst Lære og Pagter 112:24-26, kan I og jeres børn tale om forskellen på at kende nogens navn og at kende dem. Hvilke lærdomme fra vers 11-14 hjælper os til at forstå, hvad det betyder at kende Herren?