»4.-10. december. Johannes’ Åbenbaring 1-5: ›Lammet være … lov og magt i evighedernes evigheder‹«, Kom og følg mig – Enkeltpersoner og familier: Det Nye Testamente 2023 (2022)
»4.-10. december. Johannes’ Åbenbaring 1-5«, Kom og følg mig – Enkeltpersoner og familier: 2023
4.-10. december
Johannes’ Åbenbaring 1-5
»Lammet være … lov og magt i evighedernes evigheder«
Du kan overveje at skrive spørgsmål ned om det, du læser i Johannes’ Åbenbaring. Du kan derefter lede efter svar på dine spørgsmål eller drøfte dem med et familiemedlem eller i Kirkens klasser.
Nedskriv dine indtryk
Har du nogensinde kæmpet med at udtrykke over for andre, hvad du følte under en stærk åndelig oplevelse? Hverdagssprog kan føles utilstrækkeligt til at beskrive åndelige følelser og indtryk. Måske er det derfor, at Johannes brugte sådan en rig symbolik og billedsprog til at beskrive sin majestætiske åbenbaring. Han kunne ganske enkelt have sagt, at han så Jesus Kristus, men for at hjælpe os til at forstå sine oplevelser beskrev han Frelseren ved at bruge ord som disse: »Hans øjne var som luende ild«, »ud af hans mund stod et skarpt, tveægget sværd« og »hans udseende var, som når solen stråler i al sin styrke« (Åb 1:14-16). Når du læser Johannes’ Åbenbaring, så prøv at finde de budskaber, som Johannes ønskede du skulle lære og føle, selv hvis du ikke forstår betydningen af hvert symbol. Hvorfor ville han have sammenlignet Kirkens menigheder med lysestager, Satan med en drage og Jesus Kristus med et lam? I sidste ende behøver man ikke at forstå alle symbolerne i Johannes’ Åbenbaring for at forstå dens vigtige emner, deriblandt det vigtigste emne: Jesus Kristus og hans følgere vil sejre over menneskenes og Satans riger.
Forslag til personligt skriftstudium
Johannes’ syn lærer os om vor himmelske Faders plan om at frelse sine børn.
Johannes’ Åbenbaring kan være svær at forstå, men bliv ikke modløs. Johannes’ løfte kan inspirere dig til at blive ved med at prøve: »Velsignede er de, som læser, og de, som hører og forstår ordene i denne profeti og overholder det, der står skrevet i den; for tiden for Herrens komme nærmer sig« (JSO, Åb 1:3, fremhævelse tilføjet).
En måde at studere Johannes’ Åbenbaring på er ved at lede efter forbindelser til frelsesplanen. Denne overordnede oversigt kan hjælpe dig:
-
Kapitel 6-11, 13-14, 16-19 beskriver det jordiske liv og begivenheder i verdens historie.
-
Kapitel 2-3, 15, 20-22 beskriver den endelige dom og den herlighed, der venter de trofaste.
Mens du læser, så spørg dig selv: »Hvad lærer dette mig om Guds plan? Hvad har Gud gjort for at hjælpe mig med at overvinde det onde og vende tilbage til ham? Hvad er hans løfter til de troende?«
Det kan også være nyttigt at vide, at Lære og Pagter 77 forklarer nogle af de symboler, der bruges i Johannes’ Åbenbaring. Desuden forklarer Joseph Smiths oversættelse flere passager af Johannes’ Åbenbaring, så tjek Guide til skrifterne regelmæssigt.
Se også Guide til skrifterne, »Johannes, Zebedæus’ søn« og »Johannes’ Åbenbaring«.
Jesus Kristus er den levende Guds Søn.
Det første kapitel i Johannes’ Åbenbaring beskriver Jesu Kristi fremtræden for Johannes i et syn. Måske kan du lave en liste over alt, hvad dette kapitel fortæller om Jesus Kristus, heriblandt hvem han er, hvad han gør for os, og hvordan han er.
Noget af det, du vil lære, vil være fra symboler. Overvej, hvad Herren måske forsøger at lære dig om sig selv gennem disse symboler. Læg for eksempel mærke til, at Frelseren kalder sig »begyndelsen og enden« og »den første og den sidste«. På hvilken måde, tror du, disse titler er betydningsfulde? Hvad lærer disse titler dig om Frelseren?
Jesus Kristus kender mig personligt og vil hjælpe mig til at overvinde mine udfordringer.
Frelserens ord i Johannes’ Åbenbaring 2-3 viser, at han forstod den fremgang og de udfordringer, der var unik for hver af kirkens grene på Johannes’ tid. Han roste de helliges anstrengelser og advarede dem også om, hvad de skulle ændre. Hvad kan du lære af Frelserens ros og advarsler?
Frelseren forstår også dine succeser og udfordringer, og han ønsker at hjælpe dig. Bemærk de hyppige løfter, han giver til dem, der overvinder modgang. Hvad gør indtryk på dig ved disse løfter? Hvad kan det være, som Herren ønsker, at du skal overvinde? Hvad kan du gøre for at modtage hans hjælp?
Kun Jesus Kristus kunne muliggøre Herrens plan.
Hvad kan du lære om din himmelske Fader af Johannes’ Åbenbaring 4 og om Jesus Kristus af Johannes’ Åbenbaring 5? Tænk over, hvordan det må have været, da vi alle indså, at Jesus Kristus (»lammet«) ville gøre vor himmelske Faders plan mulig (Frelseren kunne »åbne bogen og dens syv segl« (Åb 5:5)). Hvorfor var det alene Jesus Kristus, der kunne gøre det? Hvordan kan du vise din tro på ham som din Frelser?
Se også Job 38:4-7; Lære og Pagter 77:1-7.
Forslag til familieskriftstudium og hjemmeaften
-
Johannes’ Åbenbaring 1:20.Hvorfor sammenlignede Jesus sin kirke med lysestager? (se Matt 5:14-16). Syng en sang om, hvordan vi kan være som et lys på en lysestage såsom »Mit lys« (Børnenes sangbog, s. 96).
-
Johannes’ Åbenbaring 2-3.Forestil jer, at Johannes blev bedt om at give et budskab til jeres familie, ligesom dem han gav til kirkerne på sin tid. Hvad ville han sige gik godt? Hvordan kan I blive bedre?
-
Johannes’ Åbenbaring 3:15-16.Efter at have læst disse vers kan jeres familie drikke noget, der er lunkent, der smager bedre varmt eller koldt. Hvad betyder det at være åndeligt lunken?
-
Johannes’ Åbenbaring 3:20.Vis billedet af Frelseren, der banker på døren (se slutningen af dette oplæg), mens jeres familie læser Johannes’ Åbenbaring 3:20. Hvorfor banker Jesus på i stedet for bare at komme indenfor? Familiemedlemmer kan på skift banke på en dør. Så kan en anden i familien foreslå en måde, hvorpå I kan »åbne døren« for Frelseren og lukke familiemedlemmet ind. Hvordan ville det føles at have Frelseren i vores hjem?
-
Johannes’ Åbenbaring 4:10-11.Hvad betyder det at tilbede vor himmelske Fader? Hvad ved vi om ham, som gør, at vi ønsker at tilbede ham?
-
Johannes’ Åbenbaring 5:6, 12-13.Hvorfor kaldes Jesus Kristus »lammet«? Hvad lærer denne titel os om ham?
Find flere forslag til, hvordan man kan undervise børn, i denne uges oplæg i Kom og følg mig – Primary.
Foreslået salme »Jesus vil i herlighed«, Salmer og sange, nr. 118.