»12.-18. april. Lære og Pagter 37-40: ›Hvis I ikke er ét, er I ikke mine‹«, Kom og følg mig – Primary: Lære og Pagter 2021, 2020
»12.-18. april. Lære og Pagter 37-40«, Kom og følg mig – Primary: 2021
12.-18. april
Lære og Pagter 37-40
»Hvis I ikke er ét, er I ikke mine«
Gud ved, hvad børnene i din klasse har brug for at lære. Lad ham vejlede dig, når du vælger principper og aktiviteter som en hjælp til at undervise dem.
Nedskriv dine indtryk
Del med hinanden
Lad skrifterne gå rundt. Hver gang et barn holder skrifterne, lader du det fortælle en ting, han eller hun husker fra sidste uges lektion eller fra at have læst i skrifterne derhjemme i den forgangne uge.
Undervis i læren: yngre børn
Jeg kan elske andre.
Herren ønskede, at de hellige samledes i Ohio, og at de skulle elske hinanden som ligeværdige. Hvordan kan du hjælpe børnene til at føle sammenhold med og kærlighed til andre?
Mulige aktiviteter
-
Brug denne uges aktivitetsside til at vise børnene, at da Kirken var meget ny, bad Herren medlemmerne om sammen at flytte til Ohio (se også kortet i denne uges oplæg i Kom og følg mig – Enkeltpersoner og familier). Gud ønskede, at de skulle lære, hvordan man elsker og kommer godt ud af det med hinanden. Bed børnene komme med forslag til, hvordan de kan vise hinanden kærlighed.
-
Læs Lære og Pagter 38:25 for dem, og fortæl dem med dine egne ord, hvad det betyder at agte sin bror eller søster som sig selv (se også Matt 7:12). Hjælp dem med at gentage skriftstedet og erstatte »sin broder« med hinandens navne.
-
Syng en sang om at elske og medtage andre i fællesskabet, fx »Jeg går med dig« eller »Vi er forskellige« (Børnenes sangbog, s. 78-79; Børnestjernen, aug. 1992, s. 11). Mens du synger, lader du dem holde billeder af børn fra andre steder i verden.
-
Hjælp dem med at agere en situation, hvor der kommer en ny ind i deres primaryklasse. Hvordan kan vi hjælpe ham eller hende til at føle sig velkommen? Børnene kan måske synes, at det vil være sjovt at lave dette rollespil med fingerdukker eller figurer, der er klippet ud.
Hvis jeg er beredt, behøver jeg ikke at frygte.
En måde, vor himmelske Fader hjælper os til ikke at være bange på, er ved at lære os at være beredte.
Mulige aktiviteter
-
Gentag sætningen »Hvis I er beredte, skal I ikke frygte« (v. 30) flere gange. Udelad efter et par gange et ord, og lad børnene sige det manglende ord. Fortæl dem om engang, hvor du var beredt på noget, og at det hjalp dig med ikke at være bange, at du var beredt.
-
Hjælp dem til at tænke på ting, vor himmelske Fader ønsker, de bereder sig til, fx at blive døbt eller tage til templet. Giv dem ideer ved at bruge billeder eller genstande. Tal om, hvordan de kan berede sig, og lad dem tegne sig selv, hvor de bereder sig til eller deltager i de ting, de tænkte på.
Jeg får Helligåndsgaven, når jeg bliver bekræftet.
Hvad bør børnene i din klasse forstå i forbindelse med at modtage Helligåndsgaven? Herrens belæring til James Covel om denne ordinance kan være en hjælp.
Mulige aktiviteter
-
Vis et billede af en, der bliver døbt, og en, der bliver bekræftet (se Evangelisk kunst, nr. 104, 105). Læs Lære og Pagter 39:23, og bed børnene om at pege på det rigtige billede, når de hører dig læse om dåb eller bekræftelse.
-
Læs Lære og Pagter 39:6 sammen, og vis dem billeder eller genstande, der repræsenterer, hvordan Helligånden velsigner os (deriblandt de ting, der er nævnt i vers 6). Lad dem skiftes til at holde billeder eller genstande, og når de gør det, bære vidnesbyrd om, hvordan Helligånden har velsignet dig på disse måder. Hjælp dem med at genkende tidspunkter, hvor de kan have følt Åndens indflydelse.
Undervis i læren: ældre børn
Gud samler os for at velsigne os.
Da de første hellige skulle samles i Ohio, var det et stort offer for mange af dem. I dag bliver vi ikke befalet at samles på ét sted, men vi samles stadig i familier, menigheder og stave.
Mulige aktiviteter
-
Vis børnene denne uges aktivitetsside eller kortet i denne uges oplæg i Kom og følg mig – Enkeltpersoner og familier. Læs Lære og Pagter 37 sammen, og hjælp dem til at finde de steder på kortet, der nævnes i åbenbaringen. Hvad gav Herren de hellige befaling om at gøre?
-
Vælg et nøgleudtryk eller en nøglesætning i Lære og Pagter 38:31-33, som du føler beskriver, hvorfor Herren ønskede, at hans folk samlede sig. Spred ordene fra denne sætning rundt om i lokalet, og lad børnene samle dem sammen, lægge dem i den rigtige rækkefølge og finde det sted i versene, sætningen forekommer. Hvorfor ønsker Herren, at vi samler os?
Gud ønsker, at hans folk er forenet.
For at berede de hellige til at samles lærte Herren dem at se på hinanden som ligeværdige og »vær[e] ét« (v. 27). Hvordan kan denne anvisning velsigne de børn, du underviser?
Mulige aktiviteter
-
Læs Lære og Pagter 38:24-27 sammen, og bed børnene om at skrive ord ned fra disse vers, som de føler er vigtige, herunder ord der gentages. Hvorfor har Herren mon gentaget disse ord? Lad dem fortælle, hvad de skrev, og tal om, hvad de lærer af disse ord.
-
Hjælp dem til at tænke på situationer, hvor man kan føle sig udenfor, fx hvis man er et nyt medlem i Kirken eller flytter et nyt sted hen eller til en ny skole. Hvad angiver Lære og Pagter 38:24-27 om, hvordan vi bør behandle andre under sådanne omstændigheder? Lav et rollespil over mulige situationer.
-
Lav en illustration, der viser, hvordan ting kan sættes sammen eller samles, som fx stofstykker, der bliver til ét tæppe, eller ingredienser, der bliver til ét brød. Hvad lærer disse eksempler os om at blive ét som Guds folk?
Jeg kan holde mine løfter.
James Covel havde aflagt et løfte om at adlyde Herren, men han holdt ikke sit løfte. Når børnene lærer om denne oplevelse, kan det hjælpe dem til at huske vigtigheden af at være lydig.
Mulige aktiviteter
-
Bed børnene om at læse afsnitsindledningen til Lære og Pagter 39 og 40, og lad dem sammenfatte i ord eller med tegninger, hvad de lærer om James Covel.
-
Skriv spørgsmål på tavlen, der hjælper dem til at forstå afsnit 40, fx Hvad indgik James Covel pagt om at gøre? Hvorfor holdt han ikke sin pagt? Opfordr dem til at finde svarene i afsnit 40.
-
Hjælp dem til at huske de løfter, de aflagde, da de blev døbt (se Mosi 18:8-10). Få dem til at nævne nogle ting, man kan være bange for, eller »verdens bekymringer« (L&P 40:2), der kan forhindre en person i at holde disse løfter. Bed dem om at skrive et kort budskab til sig selv som en påmindelse om, at når de adlyder vor himmelske Faders befalinger, vil det hjælpe dem til at overvinde deres frygt eller verdens bekymringer. Tilskynd dem til at opbevare deres påmindelse et sted, hvor de ofte ser den.
Tilskynd til at lære derhjemme
Opmuntr børnene til at tale med deres forældre eller andre i familien om, hvordan de kan blive mere forenet som familie.