»14.-20. oktober. Filipperne; Kolossenserne: ›Alt formår jeg i ham, der giver mig kraft‹«, Kom og følg mig – Primary: Det Nye Testamente 2019, 2019
»14.-20. oktober. Filipperne; Kolossenserne,« Kom og følg mig – Primary: 2019
14.-20. oktober
Filipperne; Kolossenserne
»Alt formår jeg i ham, der giver mig kraft«
Tænk på de børn, du underviser, mens du læser Filipperne og Kolossenserne. Søg inspiration til, hvordan du underviser dem i principperne i disse breve.
Nedskriv dine indtryk
Del med hinanden
Spørg børnene, hvad de gjorde i den forgangne uge for at række ud til nogen, der havde brug for en ven, sådan som I talte om det i klassen i sidste uge.
Undervis i læren
Yngre børn
Filipperne 1:3-4; Kolossenserne 1:3, 9
Kirkeledere elsker mig og beder for mig.
Paulus indledte sine breve med at udtrykke sin kærlighed til kirkemedlemmerne og fortælle dem, at han bad for dem. Overvej, hvordan du kan hjælpe børnene til at forstå, at deres kirkeledere elsker dem.
Mulige aktiviteter
-
Læs Filipperne 1:3-4 og Kolossenserne 1:3, 9 højt, og bed børnene om at folde hænderne og bøje hovedet, hver gang de hører ordet beder og bønner. Forklar, at apostlen Paulus bad for kirkemedlemmer, ligesom vores kirkeledere beder for os hver dag.
-
Vis et billede af Jesus Kristus, og kom med eksempler på, at han beder for nogen (se Luk 22:32; 3 Ne 19:21, 23). Hvad bad Jesus om, da han bad for andre?
-
Hjælp dem til at nævne nogle af deres kirkeledere, fx deres primarypræsident, biskoppen og Kirkens præsident. Forklar, at disse ledere beder vor himmelske Fader om at velsigne dem og hjælpe dem til at leve retskaffent. Overvej at fortælle dem, hvad du siger, når du beder for dem.
Jeg kan glæde mig i Herren.
Paulus opmuntrede de hellige til at glæde sig, også selv om de stod over for vanskelige prøvelser og Paulus selv var i fangenskab. Hvordan vil du hjælpe børnene til at se, at det bringer glæde at efterleve evangeliet?
Mulige aktiviteter
-
Lad børnene lytte efter et ord, der gentages, mens du læser Filipperne 4:4. Bed dem om at vise dig, hvad de ville gøre, når de glæder sig. Hjælp dem til at forstå, at »glæde sig i Herren« betyder at føle glæde, fordi vi har evangeliet, og fordi Jesus Kristus elsker os.
-
Medbring genstande eller billeder, der repræsenterer ting, der får dig til at »glæd[e dig] i Herren«. Du kan medbringe et smukt værk af Gud eller et billede af et tempel, den opstandne Frelser eller en familie. Lad børnene skiftes til at vælge et billede eller en ting, og fortæl dem, hvorfor det gør dig glad. Opfordr dem til at fortælle om noget, der får dem til at glæde sig i Herren.
-
Læs Filipperne 4:8 sammen, og hjælp dem til at tænke på ting, der passer til beskrivelserne i disse vers (se også TA 1:13). Giv dem et stykke papir, og lad dem tegne disse ting for at hjælpe dem til at »tænke på« de ting, Paulus beskrev.
Min tro bør være »rodfæste[t]« i Jesus Kristus.
Hvis børnene kan bygge deres liv og tro på Frelseren, vil de være i stand til at modstå livets storme.
Mulige aktiviteter
-
Vis billedet af et træ i denne uges oplæg i Kom og følg mig – For enkeltpersoner og familier, mens du læser nøgleudtryk i Kolossenserne 1:23 og 2:6-7. Hvad ville der ske med dette træ, hvis en storm kom og træet ikke havde stærke rødder? Lad børnene rejse sig og forestille at være et træ, der har svage rødder i en storm, og bagefter et træ med stærke rødder. Hvordan kan tro på Frelseren hjælpe os til at være ligesom et træ med stærke rødder?
-
Bed et barn om at tegne et træ på tavlen. Få dem til at nævne nogle ting, de kan gøre for at være »rodfæstede« i Jesus Kristus. Hver gang et barn nævner noget, får han eller hun lov til lave endnu en rod på tegningen.
Undervis i læren
Ældre børn
Hvis jeg har tro på Jesus Kristus, kan jeg være glad selv i svære tider.
Paulus led mange trængsler, men han var glad, fordi han havde tro på Jesus Kristus.
Mulige aktiviteter
-
Lad børnene forestille sig, at de er i fængsel, ligesom apostlen Paulus var, da han skrev brevet til Filipperne. Læs Filipperne 4:4-13 sammen med børnene, og bed dem om at se efter følgende ord: glæd, glæder, fred, fredens. Hvorfor kunne Paulus glæde sig og føle fred, selv mens han var i fængsel? Hjælp dem til at finde ordene Herren, Gud og Kristus i versene. Hjælp dem til at indse, at Paulus’ tro på Jesus Kristus gjorde det muligt for ham at glæde sig.
-
Bed dem om at hjælpe dig med at fuldføre sætninger som følgende: Jeg kan være i mørke og stadig se, hvis jeg har en . Jeg kan være udenfor en varm dag og stadig have det køligt, hvis jeg har en . Jeg kan have det hårdt og stadig finde glæde, hvis jeg . Hjælp børnene til at tænke over, hvordan de kan finde glæde i Jesus Kristus, når de har svære tider. De kan synge en salme, læse et yndlingsskriftsted, tjene én eller bede en takkebøn. Hvad foreslår Filipperne 4:4-13? Del nogle salmer eller skriftsteder med dem, der hjælper dig til at finde glæde i svære tider.
Jeg kan lægge mig ting på sinde, der er sande, ædle og rene.
Børn udsættes ofte for ting, der er ugudelige og urene. Du kan hjælpe dem til at søge efter opløftende og dydige ting.
Mulige aktiviteter
-
Bed et barn om at læse Filipperne 4:8 højt, mens de andre leder efter ord i Trosartiklerne 1:13, der er ens eller ligner. Lad en skrive disse ord på tavlen. Kom med enkle definitioner på disse ord, og bed børnene om at sætte definitionerne sammen med ordene. Hvorfor bør vi »lægge« os disse ting »på sinde«? Hvordan kan vi »tragte … efter« dem?
-
Bed dem om at nævne ting, der passer på beskrivelserne i Filipperne 4:8. Opfordr dem til at føre en liste i denne uge over alt, hvad de lægger mærke til, der passer på disse beskrivelser. Opmuntr dem til at tage deres lister med til Primary næste uge og fortælle, hvad de har fundet ud af.
Min tro bør være »rodfæste[t]« i Jesus Kristus.
Satan prøver at svække børns tro gennem fristelser og falske lærdomme. Hvordan kan du inspirere dem til at styrke deres tro på Frelseren, så de ikke »lader [sig] rokke fra håbet i det evangelium«?
Mulige aktiviteter
-
Lad børnene lave en tegning, der symboliserer de sandheder, de finder i Kolossenserne 1:23 og 2:6-7. Lad dem dele deres tegning med klassen og forklare de sandheder, den symboliserer.
-
Hvilke fristelser og falske lærdomme findes i verden i dag, som kan svække vores tro? Hvad kan vi gøre for at styrke vores tro, så vi er »rodfæstede« i Jesus Kristus?
Tilskynd til at lære derhjemme
Bed børnene om at fortælle deres familie, hvad de har lært om at være »rodfæstede« i Kristus. De kan bruge denne uges aktivitetsside eller et skriftsted, de har læst i klassen i dag.