»27. november - 3. december. 1-3 Johannes; Judas: ›Gud er kærlighed‹«, Kom og følg mig – Primary: Det Nye Testamente 2023, 2021
»27. november - 3. december. 1-3 Johannes; Judas«, Kom og følg mig – Primary: 2023
27. november - 3. december
1-3 Johannes; Judas
»Gud er kærlighed«
Johannes’ og Judas’ breve lærer os om vor himmelske Faders kærlighed og lys. Når du studerer denne uge så tænk over, hvorfor de børn, du underviser, har brug for hans lys og kærlighed i deres tilværelse. Husk at tage alle aktiviteterne i dette oplæg i betragtning, ikke kun dem, der er beregnet til den aldersgruppe, du underviser.
Del med hinanden
Anspor børnene til at fortælle, hvordan de har følt vor himmelske Faders og Jesu kærlighed, eller hvorfor de tror, at vor himmelske Fader og Jesus er ligesom et lys for os.
Undervis i læren: Yngre børn
Når jeg følger Jesus, bringer det lys ind i mit liv.
Johannes skrev om lyset for at lære os om vor himmelske Faders og Jesu indflydelse i vores liv. Overvej, hvordan du kan hjælpe børnene lære mere om det lys, de tilbyder.
Mulige aktiviteter
-
Bed børnene om at nævne ting, der giver lys. Tal med dem om fordelene ved lys, eksempelvis at det får planter til at gro, gør at vi kan se og det giver os varme. For at forstå, hvordan Jesus bringer os lys, kan de skiftes til at lyse med en lommelygte på et billede af Jesus Kristus, mens de siger: »Gud er lys« (1 Joh 1:5). Bær vidnesbyrd om, at vor himmelske Fader og Jesus Kristus kan bringe lys ind i vores tilværelse, når vi prøver at følge det, de siger.
-
Lad børnene skiftes til at holde et billede af en lampe, lygte, pære eller et stearinlys. Når det enkelte barn holder billedet, så hjælp ham eller hende med at tænke på, hvordan vi kan bringe Jesu Kristi lys ind i vores tilværelse.
Jeg viser Gud min kærlighed, når jeg viser andre kærlighed.
Hjælp børnene til at se sammenhængen mellem den kærlighed, de føler for vor himmelske Fader, og den kærlighed, de viser hans børn.
Mulige aktiviteter
-
Læs 1 Johannes 4:11 for børnene, og syng en sang om Guds kærlighed, eksempelvis »Hvad enten jeg hører fuglenes sang« (Børnenes sangbog,s. 16). Bed et par børn om at fortælle, hvordan de ved, at vor himmelske Fader elsker dem. Efter hvert svar lader du dem give sig selv et kram og sige: »Gud er kærlighed, og Gud elsker mig.«
-
Læs 1 Johannes 4:21 for dem. Anspor dem til at fortælle om eller med handlinger vise forskellige måder, hvorpå de kan vise en ven kærlighed, eksempelvis ved at give et knus eller lave et kort. Hvordan føles disse ting for vores venner? Hvordan føler vor himmelske Fader, når vi gør venlige ting mod andre?
Jeg viser Gud min kærlighed, når jeg holder hans bud.
Johannes lærte os om Gud, at »hans bud er ikke tunge« (1 Joh 5:3). Når man følger buddene, er det en måde at udtrykke kærlighed for ham på.
Mulige aktiviteter
-
Læs 1 Johannes 5:3, og bed børnene om at lytte efter, hvad dette vers siger om, hvordan vi kan vise, at vi elsker Gud. Anspor dem til at nævne så mange bud, de kan. Hvordan har vi det, når vi holder vor himmelske Faders bud?
-
Bed dem om at lave en tegning, der viser, hvordan de kan vise vor himmelske Fader, at de elsker ham. De kan eksempelvis lave en tegning af sig selv, hvor de holder et af buddene.
-
Syng en sang sammen om lydighed, eksempelvis »Vælg det rette« (Børnenes sangbog, s. 82). Hvordan har vi det, når vi adlyder?
Undervis i læren: Ældre børn
1 Johannes 2:8-11; 4:7-8, 20-21
Jeg viser Gud min kærlighed, når jeg viser andre kærlighed.
Hvordan kan du hjælpe børnene til at forstå, at elske Gud betyder, at vi elsker mennesker omkring os, selv dem der er anderledes end os eller er svære at elske?
Mulige aktiviteter
-
Bed børnene om at forestille sig, at der er begyndt en ny elev i deres skole eller en i menigheden, som ikke kender nogen der endnu. Hvordan kan denne person have det? Bed et barn om at læse 1 Johannes 4:7-8. Hvad siger dette vers om, hvordan vi bør behandle denne person? Kom med lignende scenarier, eller bed dem om at tænke over situationer, hvor de har mulighed for at vise kærlighed.
-
Lad dem læse 1 Johannes 4:7-8, 20-21, og giv dem hver især en opfordring til at skrive én sætning, der sammenfatter det, de mener, er det vigtigste at lære i disse vers. Når de har fortalt, hvad de har skrevet, så fortæl en historie fra dit liv eller fra Lille Liahona- eller Liahona, som du føler illustrerer disse vers (se eksempelvis »Sig hej til Halim!« Liahona, juni 2019, s. LL18-19). Bed børnene om at komme med deres egne eksempler. Hvordan viser vi kærlighed til dem omkring os?
1 Johannes 2:3-6; 4:17-18; 5:2-5
Jeg viser Gud min kærlighed, når jeg holder hans bud.
Det kan være lettere at holde buddene, når vi forstår sandhederne i 1 Johannes 5:3. Hvordan kan du hjælpe dem til at indse, at buddene ikke er byrder, men muligheder for at udtrykke deres kærlighed til Gud?
Mulige aktiviteter
-
Anspor børnene til at skrive på tavlen, hvordan de kan vise Gud, at de elsker ham. Læs derefter 1 Johannes 2:5-6 og 5:2-5 sammen for at finde flere forslag. Hvordan viser det vores kærlighed til vor himmelske Fader, at vi holder buddene?
-
Læs 1 Johannes 4:17 og forklar, at når man »har frimodighed på dommens dag«, betyder det at have selvtillid og fred, når man står over for Gud for at blive dømt. Hvad lærer dette vers os, at vi må gøre for at have denne selvtillid? Hvilke ting kan vi gøre nu for at have selvtillid over for Gud?
Jeg kan være trofast, selv når andre gør grin af mig.
Fordi vi er disciple af Jesus Kristus, vil andre nogle gange gøre grin af os for vores overbevisninger eller den måde, vi lever på. Disse vers indeholder Judas’ råd om, hvordan vi stadig kan være trofaste i sådanne situationer.
Mulige aktiviteter
-
Bed børnene om at fortælle om situationer, hvor andre har gjort grin af dem eller én, de kender, fordi de gjorde det rigtige. Tilskynd børnene til at læse Judas 1:18-22 og se efter, hvordan vi stadig kan være trofaste, når andre driller eller gør grin af os. Skriv det, de finder frem til, på tavlen og tal om, hvordan de kan følge dette råd.
-
Sammenfat Lehis drøm (se 1 Ne 8:1-35), og bed et par børn om at læse versene i 1 Nefi 8:26-28, 33. Tal om, hvordan folk i den store og rummelige bygning var ligesom de spottere, Judas talte om. Hvad kan vi gøre for ikke at blive påvirket af dem, der gør grin af os eller ikke tror det samme som os? (Se 1 Ne 8:30, 33).
Tilskynd til at lære i hjemmet
Tilskynd børnene til at planlægge, hvad de kan gøre for at dele deres lys med familien.