2. Frelsesplanen

2.1. I den førjordiske tilværelse præsenterede vor himmelske Fader en plan for at gøre os i stand til at blive som ham og opnå udødelighed og evigt liv (se Moses 1:39). For at opfylde denne plan og blive mere som vor Fader i himlen, må vi komme til ham og hans Søn, Jesus Kristus, og besidde en korrekt forståelse af deres væsen og egenskaber (se Joh 17:3).

2.2. Skriften omtaler vor himmelske Faders plan som frelsesplanen, den store plan for lykke, forløsningsplanen og barmhjertighedens plan. Denne plan omfatter skabelsen, faldet, Jesu Kristi forsoning samt alle evangeliets love, ordinancer og læresætninger. Handlefrihed – evnen til at vælge og handle for os selv – er også afgørende i vor himmelske Faders plan. Vores evige udvikling afhænger af, hvordan vi anvender denne gave (se Jos 24:15; 2 Ne 2:27).

2.3. Jesus Kristus er den centrale figur i vor himmelske Faders plan. Frelsesplanen gør det muligt for os at blive fuldkommengjort, modtage en fylde af glæde, nyde vores familierelationer i evigheden og leve for evigt i Guds nærhed.

Henvisninger: Malakias 3:23-24; 3 Nefi 12:48; Lære og Pagter 131:1-4

Det førjordiske liv

2.4. Før vi blev født på jorden, levede vi i vor himmelske Faders nærhed som hans åndelige børn (se Abr 3:22-23). I denne førjordiske tilværelse deltog vi i et råd sammen med resten af vor himmelske Faders åndelige børn. Under det råd præsenterede vor himmelske Fader sin plan, og den førjordiske Jesus Kristus indgik pagt om at blive Frelseren.

2.5. Vi brugte vores handlefrihed til at følge vor himmelske Faders plan. De, som fulgte vor himmelske Fader og Jesus Kristus, fik lov til at komme til jorden for at opleve jordelivet og udvikle sig hen mod evigt liv. Lucifer, en anden af Guds åndelige sønner, gjorde oprør mod planen. Han blev Satan, og han og hans tilhængere blev kastet ud af himlen og nægtet muligheden for at få et fysisk legeme og opleve et jordisk liv.

Henvisninger: Jeremias 1:4-5; Hebræerne 12:9; 2 Nefi 2:27; 3 Nefi 11:10-11

Skabelsen

2.6. Jesus Kristus skabte himlen og jorden under Faderens ledelse (se L&P 76:22-24). Skabelsen af jorden var afgørende i Guds plan. Den sørgede for et sted, hvor vi kunne få et fysisk legeme, blive prøvet og udvikle guddommelige egenskaber.

2.7. Adam var det første menneske, der blev skabt på jorden. Gud skabte Adam og Eva i sit billede. Alle mennesker – mænd og kvinder – er skabt i Guds billede (se 1 Mos 1:26-27). En persons køn er et fundamentalt særkende ved den enkeltes førjordiske, jordiske og evige identitet og hensigt.

Faldet

2.8. I Edens have sammenføjede Gud Adam og Eva i ægteskabet. Mens Adam og Eva var i haven, var de stadig i Guds nærhed og kunne have levet evigt. De levede i en uskyldig tilstand, og Gud sørgede for dem.

2.9. Gud gav Adam og Eva deres handlefrihed, mens de befandt sig i Edens have. Han befalede dem ikke at spise af frugten af træet til kundskab om godt og ondt. Ved at adlyde denne befaling kunne de blive i haven. Men Adam og Eva forstod endnu ikke, at hvis de forblev i haven, kunne de ikke udvikle sig ved at opleve modgang i livet på jorden. De kunne ikke kende til glæde, for de kunne ikke føle sorg eller smerte. Desuden kunne de ikke få børn.

2.10. Satan fristede Adam og Eva til at spise af den forbudne frugt, hvilket de valgte at gøre. Som følge af dette valg blev de fordrevet fra Guds nærhed og blev faldne og dødelige. Adams og Evas overtrædelse og de medfølgende forandringer, som de oplevede, herunder den åndelige og den fysiske død, kaldes for faldet. Åndelig død er adskillelse fra Gud. Den fysiske død er adskillelse af det jordiske legeme og ånden.

2.11. Faldet er en afgørende del af vor himmelske Faders frelsesplan. På grund af faldet kunne Adam og Eva få børn. De og deres efterkommere kunne opleve glæde og sorg, skelne mellem godt og ondt og udvikle sig (se 2 Ne 2:22-25).

2.12. Vi arver som efterkommere af Adam og Eva en falden tilstand i livet på jorden. Vi er adskilt fra Guds nærhed og underkastet fysisk død. Vi bliver også prøvet med livets vanskeligheder og modstanderens fristelser. Vi kan ikke blive holdt ansvarlige for Adam og Evas overtrædelse, men vi er ansvarlige for vores egne synder. Gennem Jesu Kristi forsoning kan vi overvinde faldets negative konsekvenser, få tilgivelse for vores synder og med tiden opleve en fylde af glæde.

Henvisninger: 1 Mosebog 1:28; Mosija 3:19; Alma 34:9-10

Relateret emne: Jesu Kristi forsoning

Livet på jorden

2.13. Livet på jorden er en tid, hvor vi lærer og viser, at vi vil anvende vores handlefrihed til at gøre alt det, som Herren har befalet os, og forberede os på evigt liv ved at udvikle guddommelige egenskaber. Det gør vi, når vi udøver tro på Jesus Kristus og hans forsoning, omvender os, modtager de frelsende ordinancer og pagter som dåb og bekræftelse og trofast holder ud til enden af vores liv på jorden og følger Jesu Kristi eksempel.

2.14. I livet på jorden er vores ånd forenet med vores fysiske legeme og giver os muligheder for at vokse og udvikle os på måder, som ikke var mulige i den førjordiske tilværelse. Da vor Fader i himlen besidder et håndgribeligt legeme af kød og knogler, er vores legeme nødvendigt for, at vi kan udvikle os og blive som ham. Vores legeme er helligt og bør respekteres som en gave fra vor himmelske Fader (se 1 Kor 6:19-20).

Henvisninger: Josva 24:15; Matthæus 22:36-39; Johannes 14:15; 2 Nefi 2:27; 3 Nefi 12:48; Moroni 7:45, 47-48; Lære og Pagter 130:22-23

Relaterede emner: Guddommen; Jesu Kristi forsoning; Ordinancer og pagter; Befalinger

Livet efter døden

2.15. Når vi dør, indtræder vores ånd i åndeverdenen og venter på opstandelsen. De retfærdiges ånd indtræder i en tilstand af lykke, som kaldes paradis. Det åndelige fængsel er et midlertidigt sted efter livet på jorden for dem, der dør uden kendskab til sandheden, og dem, der er ulydige i livet på jorden.

2.16. Alle mennesker vil med tiden få mulighed for at lære om evangeliets principper og modtage dets ordinancer og pagter. Mange af de trofaste vil forkynde evangeliet for dem i det åndelige fængsel. De, som vælger evangeliet, omvender sig og modtager de frelsende ordinancer, der udføres for dem i templet, vil dvæle i paradiset indtil opstandelsen (se 1 Pet 4:6).

2.17. Opstandelsen er genforeningen af vores åndelige legeme og vores fuldkomne fysiske legeme af kød og knogler. Efter opstandelsen vil vi være udødelige – vores ånd og legeme vil aldrig igen blive adskilt. Hver eneste person født på jorden vil opstå, fordi Jesus Kristus overvandt døden (se 1 Kor 15:20-22). De retfærdige opstår, før de ugudelige og kommer frem i den første opstandelse.

2.18. Den endelige dom finder sted efter opstandelsen. Jesus Kristus vil dømme hver person for at afgøre, hvilken evig herlighed som vedkommende skal modtage. Denne dom er baseret på hver persons ønsker og lydighed mod Guds befalinger (se Åb 20:12).

2.19. Der er tre riger af herlighed: Det celestiale rige, det terrestriale rige og det telestiale rige (se 1 Kor 15:40-42). De, der er tapre i Jesu vidnesbyrd og lydige mod evangeliets principper, vil bo i det celestiale rige i Gud Faderens og hans Søns, Jesu Kristi, nærhed og med deres retskafne familiemedlemmer.

Henvisninger: Lukas 24:36-39; Johannes 17:3; Lære og Pagter 131:1-4

Relaterede emner: Jesu Kristi forsoning; Ordinancer og pagter